Rockeren og drabsmanden Jørn Jønke Nielsen har scoret mere end en halv mio. kr. af statens penge på at have sine bøger til udlån på landets biblioteker.

Og der er stadig efterspørgsel på den drabsdømte rockers selvbiografier og romaner
Alene i år fik han udbetalt 44.250,33 kr. i bibliotekspenge, ifølge Styrelsen for Bibliotek og Medier, mens han har siddet varetægtsfængslet med hænderne i skødet og sin seneste sigtelse for vold hængende over hovedet. En klækkelig indtjening set i forhold til de fleste andre tugthuskandidater.

Og forfatteren Jørn Jønke Nielsen er mere end blot en døgnflue. Faktisk har han fået udbetalt mellem 42.000 og 64.000 kr. hvert år siden 1998, viser tal fra bibliotekspenge.dk. Eller lige knap 600.000 kr., hvis man regner alle hans bibliotekspenge i perioden 1998-2008 sammen.

Ventetid på hans bøger
Og den store opmærksomhed på Hells Angels og Jønke lige nu kan vise sig at blive en guldrandet forretning for den drabsdømte forfatter. I hvert fald er hans læsværdige selvbiografier lige nu så populære, at der for tiden er to-tre måneders ventetid på den efterhånden 23 år gamle 'Mit andet liv' på Københavns Biblioteker, og en søgning på andre af landets biblioteker viser, at bøgerne også her bliver lånt ud. Så intet tyder på, at de bliver taget af hylderne foreløbigt.

Jørn Jønke Nielsen skrev 'Mit Andet Liv', mens han var på flugt fra politiet efter drabet på Bullshit-præsidenten 'Makrellen', Henning Norbert Knudsen. Han skrev den færdig i Paris, og mens forfatteren og journalisten Erik Thygesen redigerede hans knudrede håndskrift, og forlaget Tiderne Skifter gjorde sit for at holde det hemmeligt, som Jønke selv skriver på sin hjemmeside, rejste han videre til Canada, indtil han til sidst meldte sig frivilligt.

Skriver også for børn
Siden har han skrevet seks bøger. Heriblandt endnu to selvbiografier, og bogen 'Elgen Helge' om den balstyrige og usædvanlige elgtyr, der har set sig gal på verden. På bogens omslag anbefales den til store børn, hvilket altså også gør rockeren og drabsmanden til børnebogsforfatter.lij@bt.dk