Som barn skød Jens Bromann sig i hovedet og blev blind. Et kort, men ubehageligt ophold på et blindehjem fik ham til at sværge, at han ville bruge sit liv på at ændre vilkårene for handicappede.

Den dag han fandt sin fars tjenestepistol, var Jens Bromann en nysgerrig knægt på kun 10 år.

I 1963 var Jens Bromanns far chef for PET og formand for Natos Efterretningskommission, og sønnen vidste, at faderen havde sine tjenestepistoler liggende et sted i hjemmet. Han vidste også, at den slags var farlige, så da han fandt dem, tog han sine forholdsregler og tømte magasinet, inden han begyndte at lege med den ene pistol.

Men den lille dreng havde forregnet sig.

»Der sad lige præcis én kugle tilbage i kammeret, den havde jeg ikke tænkt på.«

OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS HER og mød Jens Bromann der som barn skød sig blind ved en fejl, da han legede med sin fars tjenestepistol.
Læs om den drastiske overgang fra seende til blind, de grumme oplevelser på blindeboet, afvisningen fra Dansk Blindesamfund og se hvordan han formåede at ændre sit liv 180 grader ved at dedikere sit liv på at forbedre vilkårene for handikappede.


Som barn skød Jens Bromann sig i hovedet og blev blind. Et kort, men ubehageligt ophold på et blindehjem fik ham til at sværge, at han ville bruge sit liv på at ændre vilkårene for handicappede.

Den dag han fandt sin fars tjenestepistol, var Jens Bromann en nysgerrig knægt på kun 10 år.

I 1963 var Jens Bromanns far chef for PET og formand for Natos Efterretningskommission, og sønnen vidste, at faderen havde sine tjenestepistoler liggende et sted i hjemmet. Han vidste også, at den slags var farlige, så da han fandt dem, tog han sine forholdsregler og tømte magasinet, inden han begyndte at lege med den ene pistol.

Men den lille dreng havde forregnet sig.

»Der sad lige præcis én kugle tilbage i kammeret, den havde jeg ikke tænkt på.«

Han kunne lige så godt have trykket pistolen af ud ad vinduet eller rettet den alle mulige andre steder hen.

»Men lørdagen inden havde jeg set en Perry Mason film, hvor der var én, der satte pistolen for tindingen og trykkede af. Så det gjorde jeg.«

I samme sekund mistede Jens Bromann synet. Men på mirakuløs vis var han stadig ved bevidsthed.

Han vidste, at han havde været uartig, så mens blodet med hans egne ord ’postede ud i både højre og venstre side af hovedet’, prøvede han at pakke pistolen sammen og lægge den på plads. Som en gal kæmpede han for at skjule sin ugerning, men måtte opgive og gå til bekendelse over for sin mor.

Moderen tog situationen overraskende køligt. Hun bad Jens Bromanns storebror om at holde øje med Jens, mens hun selv løb ovenpå. I dag gætter Jens Bromann på, at hun var oppe for at se, om han havde været udsat for en forbrydelse. Da politiet efterfølgende dukkede op, undersøgte også de huset for ubudne gæster. I koldkrigstiden var det en nærliggende tanke, at KGB eller andre kunne være ude efter PET-chefens familie.

Foto: Privat foto
Vis mere

Døden nær

Da moderen endelig kom tilbage og ringede efter en ambulance, havde Jens Bromann med sine små drengefingre selv konstateret, at kuglen var gået tværs gennem hovedet. På Glostrup Sygehus kunne lægerne konstatere, at synsnerven var revet over, men ellers havde drengen ingen varige mén efter ulykken.

»Det, der på hospitalet gav de største komplikationer, var, at jeg fik sårfeber. Jeg fik over 42 grader i feber og lå flere dage i et stort køleskab, fordi feberen var for høj,« husker han.

Men da han kom hjem, begyndte besværlighederne for alvor. Nu skulle Jens Bromann lære at leve et helt nyt liv – uden syn.

Som blind kunne han ikke længere bo hos sin mor og far. Ifølge blindeloven skulle blinde børn i den skolepligtige alder i 60erne nemlig bo på Refsnæsskolen i Kalundborg.



»Det var en meget stor omvæltning for en seende pludselig at komme ind i de blindes verden – og så på en kostskole. Skolen var meget speciel,« siger Jens Bromann med særligt tryk på den sidste sætning.

»Vi lå på store sovesale. Jeg kom på en firemandsstue. Det eneste, der var på stuen, var fire senge og to håndvaske. På toiletterne var der ingen døre, for vi skulle kunne observeres hele tiden. Jeg havde intet privatliv overhovedet,« husker Jens Bromann. Men det var ikke det værste.

Lige efter ulykken var Jens Bromanns smagssans ødelagt. Det betød, at han oplevede, at den varme mad, der blev serveret i spisesalen, smagte råddent. Alt for ofte med det resultat, at han kastede op. Den varme mad, der hver dag blev serveret til frokost, blev en pinsel for Jens Bromann.

»Jeg spiste og kastede op og skulle bagefter spise både maden og mit eget bræk. Det var ikke særlig rart, men sådan var forsorgen dengang. Hvis ikke jeg opførte mig ordentligt til frokost, fik jeg ingen aftensmad. I løbet af tre måneder tabte jeg 11 kilo og lignede et skelet, da jeg kom hjem på sommerferie.«

Jens Bromann, Handi Life Sport. Onsdag den 12. oktober 2016.
Jens Bromann, Handi Life Sport. Onsdag den 12. oktober 2016. Foto: Claus Bech
Vis mere

Kom hjem, Jens

Bekymret fulgte forældrene sønnens udvikling, når han var hjemme på weekend. Flere gange havde de besøgt skolen for at høre, hvad man kunne gøre ved Jens Bromanns vægttab. Men der var hverken forståelse eller hjælp at hente. Til sidst fik forældrene nok og insisterede på at få deres søn hjem igen.

Familien søgte både Socialministeriet og Undervisningsministeriet om dispensation fra blindeskolen og fik endelig lov til at beholde deres søn hjemme. Jens Bromann blev meldt ind på Ordrup Skole, hvor han havde gået indtil ulykken. Dermed blev han det første blinde barn i Danmark, der fik lov at gå i en normal skole.



Udover overgrebene i spisesalen havde Jens Bromann på Refsnæsskolen mødt en verden, som gjorde ham harm. Han var chokeret over behandlingen af handicappede og besluttede allerede som barn at kaste sig ind i kampen for, at handicappede kunne få et liv som andre danskere.

»Jeg gik fra at være et normalt barn til pludselig at skulle mases ind i en lov, ned i en kasse og ind i en forsorg, der var umenneskelig og ikke evnede at tage hensyn til individet. Det gav mig lysten til at lave noget om, så handicappede blev betragtet som mennesker og ikke nogle, der skulle lægges på hylden,« forklarer Jens Bromann.

Som 10-årig var der ikke meget, han kunne gøre ved det. Men oplevelsen og beslutningen om at ændre på forholdene tog han med sig.

Han gjorde sin skole færdig, lærte at gå med blindestok, læse punktskrift, skrive på maskine, og hvad der nu skal til for at begå sig som blind.

Grevinde Alexandra på vej op i Rundetårn tirsdag 6. maj 2008 i selskab med landsformanden for Dansk Blindesamfund Jens Bromann. Anledningen var Dansk Blindesamfunds Øjenfonds 25 års jubilæum. På fondens vegne uddelte grevinden legater til forskellige projekter indenfor øjenforskning på i alt 1, 5 mio. kr.
Grevinde Alexandra på vej op i Rundetårn tirsdag 6. maj 2008 i selskab med landsformanden for Dansk Blindesamfund Jens Bromann. Anledningen var Dansk Blindesamfunds Øjenfonds 25 års jubilæum. På fondens vegne uddelte grevinden legater til forskellige projekter indenfor øjenforskning på i alt 1, 5 mio. kr. Foto: Rune Evensen
Vis mere

Idræt blev vejen

Som 16-17-årig ville Jens Bromann melde sig ind i Dansk Blindesamfund, men fik at vide, at han først skulle fylde 18 år. Afvisningen gjorde ham vred og fik ham til at stifte Dansk Blindesamfund Ungdom, for at unge og blinde kunne få det talerør, han ikke selv kunne få.

Jens Bromann har altid været glad for idræt. Efter sin ulykke investerede han mange kræfter i handicapidrætten og har bl.a. været med til at vinde bronze i goalball ved handicap OL.

Det viste sig, at handicapidrætten var det redskab, han havde brug for i kampen for at give handicappede en ligeværdig stemme.

»I handicapidræt er der nogle mennesker, der kan noget helt fantastisk. Jeg oplever handicapidrætten som en enorm murbrækker til de ikke handicappedes verden. Igennem idrætten kan man vise, at handicappede kan noget, der er mindst lige så unikt som alle andre idrætsudøvere,« forklarer han.



Listen over idrætsorganisationer for handicappede, som Jens Bromann har involveret sig i både i Danmark og internationalt, er lang. Han var bl.a. med til at stifte den Internationale Paralympiske Komité og Danmarks Handicap Idræts-Forbund.

I 1987 stiftede han virksomheden Handi Life Sport, der laver sportsudstyr til handicappede og ældre. Det er f.eks. ham, der har lavet den bold, der blev brugt til fodboldturneringen for blinde ved de paralympiske lege i Rio.

»Der var handicapgrupper, der ikke havde nogle rimelige idrætstilbud, og jeg oplevede ofte, at det idrætsudstyr, der blev stillet til rådighed for handicappede, var dødssygt og af en ’lousy’ kvalitet,« siger Jens Bromann.

Da han var ung, var sport for blinde reduceret til cykelture på tandem og en tur i blindeinstituttets svømmehal. I dag har vi både handicapidrætsklubber, danmarksmesterskaber og olympiske lege for handicappede idrætsudøvere. Jens Bromann er især glad for den udbredelse, de paralympiske lege har fået.

Foto: Claus Bech
Vis mere

Ny status

Han var præsident for de første paralympiske lege, der blev afholdt i 1988, og har været med til at stifte den Internationale Paralympiske Komité, hvor han også har været præsident. Netop komitéen har været en milepæl for handicapidrætten, mener han.

»Komiteen sikrede, at handicapidræt på internationalt plan fik en mulighed for med tiden at få fuld integration mellem handicapidræt og almindelig idræt,« siger han, der især glæder sig over de seneste lege i Rio, der fik en del mediebevågenhed herhjemme.



»Vi har fået nogle lege, der statusmæssigt begynder at være lidt på niveau med IOC’s olympiske lege. Det er også interessant, at der er kommet handicappede med ved de olympiske lege f.eks. i bueskydning,« siger Jens Bromann med henvisning til den iranske Zahra Nemati.

Han håber, at de forbund, han har været med til at bygge op, med tiden bliver overflødige. De er med til at sætte handicappede i de kasser, han gerne vil af med, men det har været nødvendigt at stifte særskilte handicapforbund for at få sat de handicappedes forhold på dagsordenen.

»Jeg drømmer om, at vi bliver accepteret, som de mennesker vi er, med de samme rettigheder, forpligtigelser og muligheder som alle andre,« slutter han.

Første skridt på vejen er at få blindefodbold lagt ind under Dansk Boldspil Union.

Som 10-årig blev Jens Bromann blind. Han svor, at han ville dedikere sit liv til at forbedre vilkårerne for handicappede. I mange år har han stået i front i handicapidrætten. I dag driver han sammen med sin  kone Kirsten firmaet Handi Life Sport, der fremstiller sportsudstyr til handicappede. Foto Thomas Lekfeldt og privat
Som 10-årig blev Jens Bromann blind. Han svor, at han ville dedikere sit liv til at forbedre vilkårerne for handicappede. I mange år har han stået i front i handicapidrætten. I dag driver han sammen med sin kone Kirsten firmaet Handi Life Sport, der fremstiller sportsudstyr til handicappede. Foto Thomas Lekfeldt og privat Foto: Thomas Lekfeldt
Vis mere