Nytårsdag har sidste sæson af DRs X Factor premiere. Thomas Blachman er selvfølgelig med, men er samtidig på vej mod et nyt kapitel i sit liv. Men hvem gemmer sig egentlig bag den speedsnakkende, sylespidse tv-vært, komponist og alt-muligt-andet-mand? Og hvad sker der med ham, når han ikke længere har direkte taletid til 1,5 mio. danskere 14 fredage om året?
I ti sæsoner har han været den gennemgående figur i det mest populære underholdningsprogram på dansk tv. Når live-programmerne er slut i april, skal han finde sig en ny platform – eller flere. Men det skræmmer ikke manden bag udtrykket ‘den kreative masse’. Han er den sidste original på dansk tv, der sætter en ære i at være netop dét.
»Jeg har ikke haft én kedelig dag i mit liv, og det kommer jeg heller ikke til fremover,« siger Thomas Blachman, der er et sjældent dyr i medieskoven, og selv helt bevidst om dét faktum.
Der var to afgørende grunde til, at han i sin tid valgte at sige ja til X Factor.
Den ene er den mission, han lige siden har været på, hvor han med fuldt overlæg har brugt sig selv som forbillede.
»Jeg savner originalerne, det var én af grundene.«
Han sagde ja for at være et eksempel på noget andet end det, der ellers var på skærmen. På noget, der var værd at stræbe efter.
»Den frisatte fantasi. Vi skal kommunikere med hver sit næb og samtidig stræbe efter at blive den bedste på vores felt, og prøve at slippe af sted med at gøre det fedeste på den bedst tænkelige måde. X Factor er et opgør med hygge-fjernsyn. Der manglede noget passion, liv, energi og optimisme. Nogle holdninger i underholdningen. Noget, der slår fast, at der er noget, der er rigtigt, og noget, der er forkert. Nu er det slut, men pointen er forhåbentlig feset ind,« siger Thomas Blachman og slutter sin retirade med et af de smil, der bløder hele hans ansigt op. Og hvor stemmen går ned i et helt andet leje.
Pludselig kan man forestille sig, hvordan han må kigge på sine børn i de mest private øjeblikke.
Apropos børnene – så er de den anden grund til, at den daværende musikproducer sagde ja til X Factor. For programmet ville give ham bedre tid til sine børn. Henry, der i dag er 16, og Ramona på elleve år.
»X Factor har gjort mit liv muligt. Jeg har fået børn samtidig, og det har været en fin måde at kunne være meget sammen med dem. Før sad jeg og producerede musik i et studie 16 timer i døgnet. Det kan du ikke samtidig med, at du er en god far. Med X Factor har jeg kunnet bibeholde mit håndværk og samtidig haft det privilegium at møde den danske ungdom.«
Fremtiden
Selvom Thomas Blachman har været en anerkendt jazzmusiker og producer siden slutfirserne, og selvom han modtog flere grammyer for Caroline Hendersons album, ‘Cinemataztic’ i 1995, var det først i nullerne, at han blev landskendt. Som den syleskarpe dommer, der altid afregner kontant fra maven og hjertet. Passioneret ros eller nådesløs ris, men altid med stor kærlighed til dem, der skiller sig ud.
Alt det Blachman har sagt på tv. Alt, hvad der er væltet ud af ham på skærmen, summerer han op på denne måde:
»Jeg har hele tiden hyldet det, at man kan forme sig, som man vil, som menneske. At man har sin egen måde at kommunikere på, og at man må sige, hvad man har lyst til. Man skal ikke fedte med sig selv, og man skal ikke indordne sig. Fedterøvene grupperer sig altid, og så bliver de enige om, at de, der skiller sig ud, skal ned med nakken. Det er nationens tilstand nu. Der kører en heksejagt mod det fri menneske, og der findes en bornerthed, jeg ikke kan genkende.«
Han stopper op et øjeblik.
»Så længe man er et godt menneske og ikke er en fedterøv med sig selv, så fungerer det. Det er det, jeg selv står for, og det, håber jeg, har smittet lidt af. Noget af det, jeg gør, kan de (X Factor-deltagerne, red.) godt mærke i sig selv, og måske kan de identificere sig med det. For når jeg tør, hvorfor skulle de så ikke turde,« spørger han, der selv står på tærskelen til det næste kapitel i sit liv.
Han glæder sig – i stedet for at frygte – kalder sig selv optimist. Og der er nok at tage fat på.
Thomas Blachman er lige vendt hjem fra Los Angeles, hvor han har et musikforlag. Han har allerede lavet et nyt tv-program, der bliver sendt i fire afsnit lige efter X Factor, desuden går han og ‘roder’ med et manus til en film, som han også har planer om at komponere musik til.
»Jeg skal skrive noget mere orkestermusik. Det vælter ud af mig, så dét skal jeg også have gjort noget ved. Musikken er jo mit første sprog,« siger Blachman, der har en bachelor i musik og arrangement fra Berkeley University i Boston.
Egoet
Af de mest negative anmeldere og de mest uimponerede seere er Thomas Blachman blevet kaldt manden med det store ego. Arrogant, selviscenesættende og endda selvglad.
Og han har sådan set selv lagt billet ind på fordommene, når han har fyret den af på tv.
Men billedet er i virkeligheden langt fra den oprigtige Thomas.
»Jeg er her jo for fanden, fordi jeg har noget kærlighed, jeg gerne vil af med. Vi bliver nødt til at gøre kærligheden praktisk anvendelig igennem inspiration. Det kan være små musikalske øjeblikke, og det kan være ting, der bliver sagt mellem mennesker.«
Han ved godt, at det kan lyde corny, og endda selvhøjtideligt, når han kalder X Factor-jobbet for et ‘borgerligt ombud’, men det er dybt alvorligt ment.
Thomas Blachman føler sig noget så gammeldags som bundet af en pligt. Når man spørger, om han er glad for sit liv, får man både et konkret svar om at yde. Men også et svar, der bringer hans personlige tanker ud på dybere vand.
»Jeg ved, hvad der betyder noget for mig. Det er kærligheden. At give kærligheden en inspirerende form. Og det er ikke kærligheden til mig selv, jeg først og fremmest tænker på. Selvom folk måske tror, at jeg er rimeligt selvoptaget,« indskyder han med et skarpt smil.
»Jeg er forelsket i livet, og jeg prøver at bruge det til noget. Men det er ikke en Tivolitur for min egen fornøjelses skyld som udgangspunkt. Jeg er ikke nyderen, der læner mig tilbage og tager alt det ind, man kan nyde. Jeg tænker mere på, hvad man kan yde på en eller anden måde. Det er dét, der forpligter mig. Jeg er super fantastisk glad for mit liv, og jeg er superglad for mine børn, og kærligheden ...«
Han stopper, for han synes, det lyder forkert.
»Nu synes jeg pludselig, det kommer til at lyde som om, jeg ikke er glad for livet,« siger han bekymret og leder efter den rigtige formulering.
»Det, jeg mener, er, at mit liv er meget uetableret på en måde. Jeg har ikke nogen faste rammer.
Men du er da gift, og du har børn?
»Ja, for fa’en, men jeg er på en eller anden måde uetableret. Det er delvis rodløst, mit liv. Jeg er et rodløst menneske. Jeg roder.«
Han siger det ikke med beklagelse, bare som en konstatering.
»Men det er, som det skal være.«
Han holder en pause. Af de lange.
»Jeg er ikke-eksisterende på en eller anden mærkelig måde. I mig selv. Jeg ved fandme ikke, hvad det er for en følelse ... Det kunne være, at jeg skulle snakke med en eller anden om det ...«
Han kigger op, ler ad sit eget forslag. Så prøver han igen.
»Det lyder måske vanvittigt i folks ører, fordi jeg sidder her og snakker om mig selv på anden time. Men jeg har ikke noget ego. Jeg har overhovedet ikke noget ego. Det, jeg har, er en kærlighed, der flyder ind og ud af mig. Jeg navigerer efter min passion. Ånden er ude af flasken, sådan har jeg det. Og jeg ønsker faktisk, at mennesker kunne føle sig lige så fri og lige så priviligerede, som jeg er. For jeg kan få lov til at gå lige derhen, hvor jeg har lyst til at være. Dér hvor mine idéer synes, jeg skal gå hen.«
Talentet
Idéerne flyder i en stadig strøm fra Blachman. Mange er realiseret gennem tiden. I musikstykker, radio-jingler, musikarrangementer, tv-programmer og bogen ‘Længe leve den kreative masse’, der udkom tidligere på året.
Men det er ikke kun medieproduktioner, Thomas Blachman får idéer til.
»Jeg sidder tilfældigvis i et par bukser, jeg selv har designet. De har nogle helt særlige lommer, hvor man kan komme direkte ind til underbuksen.«
Han krænger venstre lomme ud, for at vise, hvor sindrigt den er lavet. Og smiler lidt.
»Så kan man diskutere, hvad man skal bruge det til. Men det er i hvert fald motiverende for fantasien. Jeg har faktisk også lavet de her støvler, jeg har på. Altså, jeg har fået én til at lave dem, men designet er mit,« siger han og løfter støvlerne, så man kan se hans navn, der er printet under sålen.
»Jeg kan ikke lade være med at lave alt muligt. Noget af det bliver ikke til en skid. For indimellem roder jeg med noget, der er for abstrakt. Men jeg har en fest med at finde på det – og udføre det.«
Han vil ’vildt gerne lave en masse ting’. Kunsten er at selektere mellem de ideer, han får, for han får mange.
»Det er alligevel sådan, at den eneste måde, jeg kan holde ud at være mig selv på, det er, når jeg arbejder,« siger Thomas Blachman pludselig.
Han fortsætter ad den tangent, men denne gang i et noget langsommere tempo – hvor der er lidt mere luft mellem ord, kommaer og sætninger.
»Jeg kan ikke finde ud af, om det er mig, der er luften mellem lamperne, om det er mig, der er bøgerne i reolen, eller om det er mig, der er ilden i pejsen. Jeg aner ikke, hvem jeg selv er, når jeg er alene i et rum. Jeg er bare en rastløs energi, der hænger og sitrer. Jeg kan ikke bare gå rundt og nusse med noget, og jeg kan ikke finde ud af, hvad jeg har behov for. Jeg kan ikke finde ud af, om jeg har lyst til et fodbad eller en chokoladekaramel. Faktisk kan jeg ikke mærke en skid. Ikke engang om jeg er sulten. Det eneste, jeg kan mærke, er hvis jeg arbejder – eller er sammen med andre mennesker. Jeg har et sindssygt behov for at arbejde eller være sammen med andre mennesker. Ellers findes jeg ikke. Jeg kan heller ikke tænke, medmindre jeg taler. Og man går jo ikke rundt og taler med sig selv, når man er alene. Så ved man, at man er på vej til at blive sindssyg. Så der er helt stille, når jeg er alene. Der er ikke en tanke overhovedet.«
Han holder en pause og vender tilbage til overfladen med et skævt smil.
»Så kunne man forledes til at tro, at jeg havde nået det højeste stade, man kan nå. Den totale ro i sindet. Buddha-stadiet. Men det kunne også bare være fordi, jeg er dum.«
Han afbryder sig selv og spørger, om vi kan gå udenfor og tage en smøg.
Ensomheden
Samtalen foregår i det, man kalder ‘Indre Gade’ i Danmarks Radio. For at komme ud i en tilstødende gård mellem de høje bygninger skal man gennem en glasdør med et stort ‘rygning forbudt’ skilt.
»Jeg er den eneste, der må ryge herude. Jeg er den sidste ryger i Danmarks Radio,« siger Thomas Blachman halvhøjt i håb om, at nogen hører hans lille demonstration.
Udenfor løfter han hovedet mod skyerne og kigger op mod den grå decemberhimmel.
»Folk rejser alle mulige steder hen for personlig udvikling, de smører sig ind i æteriske olier og skal opleve alt muligt ... Jeg kan slet ikke mærke, at jeg har behov for noget af det dér. Dét, jeg har brug for, kommer, når jeg skal bruge det.«
Er du ked af, at du ikke kan være alene med dig selv?
»Jeg ved ikke, om jeg når det. Men jeg har en ambition om at lære det – en dag. Bare at nusse rundt og lave lidt lækker mad til mig selv. Men det kommer nok aldrig til at ske. Jeg bliver aldrig typen, der tager alene i sommerhus. På den måde er jeg lidt uheldigt stillet. Jeg er overhovedet ikke en livsnyder på den måde. Jeg sidder ikke og læser lidt, mens jeg nyder et glas og den slags. Jeg elsker alt, hvad livet kan tilbyde, men helst sammen med andre mennesker.«
Da han sidder indenfor igen, kommer han i tanker om ungerne derhjemme, der er vokset op med X Factor.
»Nu er børnene blevet større. Min søn er på efterskole, så jeg får en brutal forsmag på det, der sker, når han på et tidspunkt ikke bor hjemme mere. Det er helt vildt, så meget jeg savner ham. Det er jo fuldstændig uansvarligt, at børn forlader deres forældre. Jeg har ingen gode råd til forældre, der skal til at slippe deres børn. Det er bare at bide det i sig. Og så må jeg nyde ham i små doser ... Bare det at få lov at vaske hans tøj, så jeg kan mærke hans duft. Det er vidunderligt.«
Til gengæld er han glad, som alle andre forældre, glad, når børnene har det godt.
»Det har han i dén grad. Han er sindssygt motiveret. Først var det fodbold, og jeg tænkte: ‘Åh, nej, nu mister man en supergod hjerne til fodbold’. Men så blev det geografi, fordi han kunne alle flag i verden udenad, så blev det til verdenshistorie og så til verdenspolitik. Lige nu er han ved at radikalisere en af gangene på efterskolen helt ud i anarkistisk syndikalisme. Han er 16 år og kan jorde alle i politisk teori og viden. Han er fuldstændig autistisk med det dér.«
Thomas Blachman værdsætter forskelligheden.
»Det vigtige er, at lyset går videre,« siger den 54-årige, der ikke just selv har tabt gløden.
»Jeg føler mig stadig som et ungt menneske. Jeg kan ikke andet. Den eneste del af voksenrollen, jeg interesserer mig for, er ansvarlighed. Over for mine børn, over for mine venner, og over for det samfund jeg lever i. Men så gider jeg heller ikke mere. De kan rende mig i røven med alle de andre voksen-ting. Dér vil jeg hellere være et barn. Jeg har fastholdt noget, som er revitaliserende for mig. Når jeg vågner hver morgen, føler jeg mig klar til en ny dag. Klar, begejstret og optimistisk. Det er nok en del af budskabet: Bliv ved med at være motiveret, inspireret og optimistisk. Og så må man bekæmpe dét, der er for meget af, med dét, der er for lidt af.«
Når han ser tilbage på de sidste 10 års X Factor-programmer, kan han se, at han har ’teet’ sig på skærmen.
»Fordi jeg er et humoristisk, humanistisk menneske, som tror på kreativiteten som fællesnævner. Som tror på, at individet har noget i sig, som skal forløses, og som er frit for den enkelte at tage stilling til. Man skal ikke rette ind. Man skal ikke blive kold og afstumpet, fordi man er urealiseret eller ukropslig. Det er dér, kulden kommer ind, og den skal modarbejdes.«
Det er kampen for et menneskesyn, han kæmper.
»Mine forfædre skal ikke have kæmpet forgæves for den pædagogiske revolution mod den sorte skole, for kvindefrigørelsen og opgøret med autoriteterne. Hele den frisættelse. Alt det skal vi ikke tabe på gulvet nu. Vi må ikke lade os styre af dem, der selv er blevet styret, og derfor har haft et dårligt liv. Det menneskelige format bliver sværere og sværere at få øje på, ligesom kærligheden og optimismen. Og så bliver det sgu for negativt til mig. Så rend mig også i røven med alt det, der skal være rentabelt, lavpraktisk og rationelt.«
Thomas Blachman trækker vejret: »Brandvæsenet skal jo heller ikke give overskud, vel? Der er bare noget, vi ikke kan leve uden.«
