I 62 år har han været Dario Carlo Giacomo Campeotto. I snart 40 år har han lagt navn til udtrykket »en Dario« som begreb for en (lidt for) smart fyr med tjek på moden og pigerne. Og først nu føler den italiensk-danske crooner, at han får sin helt store musikalske chance.
____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>»Chancen« er mandagens udsendelse af »Love Is In The Air«, hans første album i 20 år, hvor han dels har pumpet »Angelique« op og dels fortolker klassikere af blandt andre Barry White, Lou Reed og Rolling Stones. Og Dario ser det som muligheden for at komme videre i livet.»Der er det aspekt i det, at jeg viser, at jeg ikke bare er en Dario - som begrebet står i ordbogen - men måske en Don Dario, der kan sit kram. Det føler jeg, at jeg har bevist nu.«
Dario Campeotto fortæller for første gang om hele pladeprojektet. En idé der så småt blev født i foråret 1999, da Master Fatman lancerede sine »Las Campas«-shows med gæstesangere foran The Claudio Antonielli Orchestra med nogle af landets bedste musikere, Lars Danielsson, Claes Antonsen og Søren og Jens Runge, der nu er La Famiglia bag Dario.
»De har villet tage mig ud af mølposen i respekt for, at - hallo - han kan sgu. Det er en trend på samme plan som Ib Glindemann og Bent Fabricius-Bjerre med at trække gamle drenge ind for at høre, hvad fortiden havde at byde på.
Men når jeg er på diskotekstour med fem-seks numre og DAT-bånd, kan jeg mærke, at de unge godt kan li' det. Hvis man lever længe nok, får man både moren og datteren på sin side,« griner superstjernen fra 60erne og 70erne.
Dario var barnestjerne som 10-årig og blev i 1960 medlem af Det Kgl. Operakor, men det var året efter, da han vandt det danske Melodi Grand Prix med »Anqelique«, at den første lykke var gjort. »Angelique« var skrevet af den dengang 61-årige invalidepensionist Aksel V. Rasmussen i et baggårdshus i Køge.
Den blev nummer fem ved det Internationale Grand Prix. Den er blevet parodieret som »Hvor er du dejlig akvavit« af Hans Kurt. Og nu ligger den med engelsk tekst og moderne disco-beats på »Love Is In The Air«.
»Jamen, det er dét, jeg har gået og ventet på i 40 år. Jeg mener, jeg solgte 150.000 eksemplarer af »Angelique« dengang, og det reagerede mit grammofonselskab sgu ikke engang på.
Jeg mener, de havde sgu da en sanger med potentiale. Men nu kører det. Der sidder seks-syv unge mennesker og arbejder med min plade, og de smider mig til New York for at få taget billeder til coveret. Alt er så gennemført. Det har min næsegruse beundring.
Jeg har været vant til selv at køre til trykkeriet med et lousy billede for at få lavet plakater, og jeg har selv skrevet pressemeddelelser og det hele. Der var ikke én, der gad røre en finger for mig. Men nu kan jeg pludselig mærke, hvordan Sinatra må ha' haft det. Det er sjovt at prøve,« siger Dario.
Han har aldrig selv villet gå op på et pladeselskab og stå med hatten i hånden for så at få at vide, at der ikke var interesse for ham. Men når nu det er, så har han store mål.
»Mit mål er, at et af numrene går top 20 på Bahamas eller i Japan. Eller det pludselig rykker i Tyskland eller USA. Det ku' være det optimale og mest interessante.«
Hvad hvis det flopper? »Så køber jeg selv pladen. Nej, jeg er sikker på, at et af de 12 numre nok skal dukke op et eller andet sted på jordkloden. For pokker.« Har du selv penge i klemme?
»Nej, jeg er så privilegeret, at dét har jeg ikke behøvet. For en gangs skyld. Det er en million kroner af Megas (pladeselskab med Ace Of Base, Rollo & King og Erann DD i stald; red.). Jeg har ikke plads til for mange svinkeærinder efter Vin & Ølgod (som Dario ejede og solgte med tab i 1998; red.).
Jeg har ikke mere plads til at spille smart. Så jeg vil da meget, meget, meget gerne sælge nogle plader. Det vil min kone, bank og børn da også sætte pris på.«
Inden Master Fatman ringede, kørte Dario sin egen lille »håndværkerforretning« som entertainer med operette og sømandspotpourrier i revyer, musicals og som konferencier på plejehjem og lignende - »hvert år med sug i maven ved udsigt til en tom kalender. Men der er alligevel tikket job ind af en eller anden grund. Vi er jo ikke så mange sangere i Danmark.«
Til de gamle Dario-fans ligger der i øvrigt en dansk CD med Radiounderholdningsorkestret og musical-, operette- og gamle Dario-ting klar - »de kan føle sig svigtet med det nye,« som Dario siger.
Han vil gerne tilfredsstille alle. Ganske givet fordi han som person er en rar mand med en ordentlig opdragelse. Men det er også et spørgsmål om generationer.
Mens mange nye musikere og kunstnere har managers og er umulige at komme ind på livet af, får man Darios mobilnummer og bliver inviteret hjem i privaten på ydre Frederiksberg, når man skal interviewe ham.
»Jeg har det kanongodt med at invitere folk hjem i stedet for at mødes på en café. Det bliver mere personligt. Hvis man vil være en offentlig person, hører det med. Det andet er pjattet og krukket, og mange har ikke noget at ha' det i.
Mange af de unge er så uopdragne, utilnærmelige og uforskammede. Men bare vent, om fem år, når de har fået børn, står alle de arrogante til premiererne og råber på opmærksomhed,« siger Dario, der beskriver sit liv som »særdeles fredeligt, en harmonisk tilværelse, hvor vi knokler med vores rudekuverter, og det hele går ud på, at farmand skal på job og have strøget sin skjorte.«
I hjemmet råder børnene Claudia, 24, Filippo, 10, og Gertrud, hans kone, som han har sølvbryllup med den 9. april næste år.
»Men jeg vil ikke have fest og æresport. Dem der prøver, skyder jeg med mit jagtgevær. Jeg har aversion overfor sølvbryllupper. Det er at holde fest for éns bryllupsgæster, som man ikke har set i 25 år, og alle siger: »Hvor blev tiden af?« Det nægter jeg. Jeg har stået distancen og holdt stor både 50 og 60 års fødselsdag, så denne gang tager jeg familien med på ferie.«
Men først holder den gamle crooner en fest på mandag. En fest for udgivelsen af sin plade. Og for en mand af hans kaliber foregår det naturligvis på Plænen i Tivoli (kl. 17). Man er vel en Dario.
Darios blå bog
Født på Frederiksberg 1. februar 1939 af italienske forældre, Emma og Ernesto, der var Fiat-direktør. Hans tipoldeforældre var svenske, hed Larsson og udvandrede til Italien, hvor de blev ejere af otte marker, otto campi, Campeotto.
Dario var i 60'erne gift med Ghita Nørby, sammen har de sønnen Giacomo, der er teaterinstruktør. Ud over »Angelique«-sejren i 1961 deltog han også i MGP i 1966 og 1987, og han var i 1990 vært sammen med Birthe Kjær.
I slut-90'erne var han medindehaver af sejle-op-ad-åen-restauranten Vin & Ølgod, hvor Casper Christensen optog TV-showet »Dario's Joint«, og hvor der nu er diskotek.
I februar havde han premiere på sin 17. spillefilm, »Flyvende farmor«.
