Skuespiller Sara Hjort Ditlevsen er vild med sanselige film og lytter meget til klassisk soul – f.eks. på en tur op ad Strandvejen
Hvad har senest fået dig til at klappe i hænderne af begejstring?
»I sidste måned så jeg ’Mascarade’ på Det Kongelige Teater. Skuespillerne knokler, så det næsten er for meget. Det er ikke Ludwig Holberg-komedien, der får mig til at klappe, men selve iscenesættelsen. I aften skal jeg se Houellebecqs ’Underkastelse’ på Betty Nansen, og der håber jeg, at jeg kommer til at klappe af begejstring!«
Hvornår har du sidst haft lyst til at udvandre?
»Jeg får sjældent lyst til at udvandre – nogle gange kan det være ret lærerigt at se eller høre noget, man ikke kan lide, fordi det får én til at reflektere over, hvad det er, man ikke er vild med.«
Hvad er det seneste, du har læst?
»Det var ’Ser du månen, Daniel’, som gjorde et stort indtryk.«
Hvad er det næste, du skal i gang med?
»Lige nu er jeg i gang med Naja Marie Aidts ’Har døden taget noget fra dig, så giv dig tilbage’. Det er så ægte og smukt skrevet, den beskriver sorg i sin reneste form. Og så skal jeg i gang med ’Sapiens’ af Yuval Noah Harari.«
Hvad lytter du til for tiden?
»Jeg lytter meget til 70’er-soul musik. I går kørte vi op langs Strandvejen med høj sol, mens vi lyttede til Suzanne Vega, Patti Smith og Jimi Hendrix.«
Hvad er din yndlingsmusik?
»Lige siden jeg var barn, har jeg lyttet til Fleetwood Mac. Mine forældre havde deres plader. De skriver enkle, men geniale sange. Og rytme, basgang og guitarfigur passer perfekt sammen. Og så er deres tre sangstemmer helt fantastiske sammen.«
Hvad har du senest set i biografen?
»Jeg så ’Welcome to Sodom’ på CPH Dox. Det var en meget tankevækkende film om en elektronisk losseplads i Ghana, hvor Vestens affald dumpes ulovligt. Selvom den fortæller om den ulighed, der er i verden, så var der også livsglæde i mørket. Det var arbejderne selv, der fortalte historierne, så filmskaberne prøvede ikke at få mig til at føle noget bestemt, hvilket jeg godt kunne lide.«
Hvad er din favoritfilm?
»’Call Me By Your Name’ som jeg så for nylig, er en af mine favoritter. Jeg kan godt lide film, der er så stærke sanseligt. ’Io sono l’amore’ med Tilda Swinton kunne noget af det samme. Og så har jeg altid elsket ’Eternal Sunshine of the Spotless mind’.«
Hvilken koncert har du senest været til?
»Det var min gode veninde Auras koncert på Falster. Hun er fantastisk live. Hun var utrolig nærværende i rummet.«
Hvad ser du aldrig i tv?
»Jeg ser aldrig reality-tv. Det keder mig.«


