Hun er blevet kaldt svag, men der skal mere til at slå undervisningsminister Ulla Tørnæs ud. Familietragedier har hærdet hende

Sådan kan det gå. Hendes kritikere er blevet lidt mindre højrøstede. Hun var alligevel ikke helt så svag som spået. Hun var alligevel lidt spidsere end den bulne blyant i regeringens penalhus, hun blev gjort til i de første måneder af sin ministertid.

Ulla Tørnæs praler ikke af sine trofæer. Men her er de: Folkeskoleforlig og gymnasiereform. Fremtryllet af den 41-årige undervisningsminister med bred opbakning i Folketinget indenfor det seneste år.

Nok kan hun virke som en farveløs flinkepige. Da hun overtog ministeriet, blegnede hun en smule i sammenligning med sin forgænger Margrethe Vestagers kølige karisma. I starten virkede hun da også alt andet end overbevisende, men med resultaterne kom også respekten. Selvrespekten har været der hele tiden. Ulla Tørnæs har altid troet på sig selv.

»Jeg har arvet min fars vilje og råstyrke,« siger datteren af den tidligere fiskerskipper, minister og nuværende amtsborgmester i Ribe Amt, Laurits Tørnæs. »Der skal meget til at slå mig ud.

Det hænger måske sammen med begivenhederne i vores familie. Når man har prøvet det, som jeg har, så skal der meget til at slå én ud. Jeg kan selvfølgelig blive ked af det og vred, men jeg tror aldrig, jeg kommer til at opleve, at noget slår mig ud, så jeg bare må lægge mig hjem under dynen.

Det er livet simpelthen for spændende til. Når man har prøvet at miste på den måde, som jeg har, så kommer der ikke noget godt ud af bare at lægge sig hjem. Ikke for mig i hvert fald.«

Ulla Tørnæs smiler sit venlige smil. Et smil, som er smurt på hendes bløde ansigtstræk med rund hånd. Et smil fyldt med artig velvilje, men også et smil som en spærrebom. Hertil og ikke længere. På den måde ligner hun sin chef, Anders Fogh Rasmussen. Den samme selvkontrol. Den samme afmålte imødekommenhed.

Mistede sin mor
Allerede som otte-årig mistede Ulla Tørnæs sin mor. Laurits Tørnæs var derefter alene med tre børn i seks år, inden han fandt sammen med Katty Tørnæs, som døde for tre år siden. Som om det ikke var nok, mistede Ulla Tørnæs selv et ufødt barn i 1996.

»Det er utrolig svært at sætte ord på tabet af min mor. Selv så mange år efter. Men hverken jeg eller mine søskende eller min far gik ned i et sort hul. Vi er en meget udadvendt familie. Og den slags begivenheder er et vilkår, som man må lære at leve med på godt og ondt.

I denne sammenhæng selvfølgelig mest ondt. Mors død betød, at vi fik et meget stærkt familiesammenhold, som stadig er intakt.« Et familiesammenhold, som kun blev stærkere af, at Katty Tørnæs trådte til som stedmor, da Ulla Tørnæs var 14 år.

»Vi fornemmede jo klart, at Katty var en kvinde, som gjorde far glad. Far og Katty var gode til med det samme at give os fælles oplevelser. Far var en travl mand, og der havde i de mellemliggende år ikke været så mange aktiviteter. Men pludselig tog vi på campingture og rejste til Paris og London og oplevede en helt masse nye ting.

Vi fik i koncentreret form nogle fælles familieoplevelser, som andre familier havde brugt mange flere år på at gennemleve sammen. På den måde gled Katty fint ind i familien, og vi blev sammentømret utroligt gnidningsløst.«

Mand og tre døtre
Ulla Tørnæs har forlængst fået sin egen familie. Hun er gift med Jørgen Larsen Tørnæs, der driver en stor svinefarm i Nørre Felding syd for Holstebro. Sammen har de døtrene Ida Marie på snart seks år, Eva Kirstine, fire år, og Anna Sofie, der fylder to år til nytår.

Det kan undre, at det er muligt at være både undervisningsminister i København og mor til tre små piger i Jylland. Alle forsøg på at grave efter en dårlig samvittighed preller dog af på Ulla Tørnæs. »Selv om begrebet kvalitetstid er omdiskuteret, så tror jeg nu alligevel på det,« siger hun.

»Børn kan mærke, om man har overskuddet og tiden til at være sammen med dem, når man er sammen med dem. Eller om man tænker på en million andre ting, som man burde lave i stedet for at læse historier for dem. Derfor tror jeg på kvalitetstid. Det handler om nærvær.

Ingen dårlig samvittighed
Jeg har ikke dårlig samvittighed. Når jeg er hjemme, gør jeg mig meget umage med, at alt handler om min familie. Jeg er ikke den type politiker, der sidder inde på mit kontor dagen lang, når jeg er hjemme. Dér er jeg mor med stort M.

Desuden er jeg utrolig god til at organisere alle de praktiske ting, så jeg ved, at familien kan fungere i mit fravær. Vi har ung pige i huset, som får tingene til at hænge sammen i løbet af ugen.

Og hver søndag aften skriver jeg en liste om alle mulige praktiske detaljer, som skal ordnes i ugens løb, så jeg er sikker på, at hverdagen er i helt faste rammer. Det er den måde, jeg med god samvittighed kan være væk hjemmefra...«

Ulla Tørnæs tøver og aner allerede det næste spørgsmål: Ja, ja, det er meget godt alt sammen, men mor er der jo ikke?

»Det er selvfølgelig rigtigt, at man ikke kan organisere sig ud af de følelsesmæssige ting. Mine børn har ikke prøvet det anderledes, så de accepterer, at mor tager til København. De har et fuldstændigt afdramatiseret forhold til, hvad mor laver. Så længe de accepterer, at sådan er vores familie bare, og så længe de ikke sætter spørgsmålstegn ved det, så længe har jeg ikke dårlig samvittighed.«

Mulig efterfølger
Med sine 41 år har Ulla Tørnæs alderen til en dag at efterfølge Anders Fogh Rasmussen som partiformand og måske statsminister. Et hypotetisk scenarie, som hun med sine smil ihærdigt undviger. Undervisningsministeriet er en drømmepost, og længere tænker hun ikke..., siger hun. Hun vil dog godt afsløre, at hun agter at blive i politik til pensionsalderen, og så kan enhver jo tænke sit.

Andre har kaldt hende svag. Selv er Ulla Tørnæs ikke i tvivl om, at hun besidder den nødvendige brutalitet til at overleve i toppolitik. Hun foretrækker et andet ord end brutal, men man skal ikke skue Tørnæs på hendes blide ydre. Hun kan efter sigende være ganske bidsk.

»Jeg tror godt, jeg kan være hård. Alt andet lige, så lykkedes det mig at lave folkeskolereform og gymnasiereform med bred opbakning i Folketinget. Det er bevis på, at jeg kan, når det gælder.

Man skal fremfor alt have en vilje til at nå sit mål. Det kan man bruge mange forskellige ord på, og man har selvfølgelig nogle magtbeføjelser i min stilling. Jeg vil hellere snakke om resultater og indflydelse, og det hænger måske sammen med, at jeg er kvinde.

Jeg går ikke op i at have magten for magtens skyld. Jeg går op i at have magten, fordi jeg har nogle ideer, jeg gerne vil have ført ud i livet,« siger Ulla Tørnæs og giver sig selv en tænkepause, inden hun fortsætter.

»Jeg tror på, at jeg har en vilje og en råstyrke til at nå mine mål. Om nogen undervejs føler sig trådt på..., ja sådan oplever jeg det ikke selv, men det kan da godt være. Sådan er det politiske spil, og det skal man være klar over og kunne sætte sig ud over..., det skal man da,« siger hun.

Både som politisk ordfører og som undervisningsminister har Ulla Tørnæs måttet leve med at blive stemplet som svag. Hun er ikke immun over for sårende kritik, men på den anden side giver den hende heller ikke søvnløse nætter.

Politisk uenighed
»Nej, jeg putter mig ikke under dynen. Man må ligesom tage det up front. Meget af kritikken handler om politisk uenighed. Mit udgangspunkt er, at jeg gerne vil gøre mit job så godt som muligt. Det betyder ikke, at alle kan klappe mig på skulderen. Alle er jo ikke enige i det, jeg gør. Det er okay. Vi har hver vores politiske ståsted. Der kommer ikke noget godt ud af at forsøge at løbe i skjul.

Hvis det var sådan, at jeg havde lyst til at putte mig, så synes jeg ærlig talt, at jeg skulle ringe til statsministeren og sige: Ved du hvad, det er ikke mig det her. Og dertil er jeg i hvert fald aldrig, aldrig nogensinde nået,« understreger Ulla Tørnæs med et storgrinende eftertryk.

Hun fortryder intet og føler, at hun er født under en heldig stjerne. »Men det handler også om en vis portion knofedt. Man skal stå tidligt op for at nå noget i politik. Både i bogstavelig og overført betydning,« ler hun. Hjemme hos undervisningsministeren ringer vækkeuret ti minutter over fem.