Malene Mifan har oplevet at være fattig og gå sulten i seng. Indtil hun fandt ud af, at god mad er gratis i supermarkedernes containere. Hun har gjort skrald til sin livsstil – og en politisk manifestation.
Hun lægger ikke skjul på, at hendes barndom var hård. Benhård.
Men nød lærer ikke kun ålen at sno sig. Den lærer også sulten kvinde at skralde.
»Jeg vejede 49 kilo og var så træt af at gå sulten i seng. Min ældste søn var begyndt at sulte sig, fordi han kunne se, at jeg ikke fik nok at spise, og min mellemste søn var på kanten af fejlernæret,« husker hun.
En dag så Malene Mifan et tv-program om folk, der samlede skrald i supermarkedernes containere. Personerne, der optrådte i indslaget, var anonyme, og deres stemmer var forvrængede.
»Dengang var det tabu at gå i skraldespande. Det var kun sigøjnere og alkoholikere, der gjorde det, og butikkerne bortviste folk, når de opdagede det. Jeg begyndte at kigge i skraldespande og fandt al den mad, jeg ikke havde råd til. Dyr økologisk mad, store oksemørbrader, grøntsager – jeg ikke anede, hvad var, tøj og legetøj til drengene. Ofte var der ti-tyve dage til udløbsdatoen, eller en dåse havde fået et lille slag og var blevet bulet. Der skulle ingenting til, før maden blev kasseret.«
LOG IND PÅ BT PLUS og læs om hvordan Malenes liv tog en drejning, da hun begyndte at finde mad og i containere og skraldespande. Ikke nok med at Malene Mifan kunne brødføde sin egen familie med den mad, som supermarkederne smed ud. Hun kunne også hjælpe andre familier. Dermed var hendes politiske projekt født. Du får også en gudie til hvordan du skralder, hvis du selv har lyst til, at gå på opdagelse i supermarkedernes containere.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Malene Mifan har oplevet at være fattig og gå sulten i seng. Indtil hun fandt ud af, at god mad er gratis i supermarkedernes containere. Hun har gjort skrald til sin livsstil – og en politisk manifestation.
Hun lægger ikke skjul på, at hendes barndom var hård. Benhård.
Hendes mor havde psykiske problemer – hun gjorde sit bedste. Det var bare langtfra godt nok. Allerede som 17-årig flyttede Malene Mifan hjemmefra.
»Jeg valgte at bo på gaden. Det vil sige, jeg boede på venners og bekendtes sofaer og var en del af et ret hårdt miljø på Amager. Faktisk var jeg en del af det miljø, der nu havde plads til mig. Nogle gange var det Amager, andre gange var det Holbæk, så tog jeg med lokumsekspressen,« fortæller den i dag 36-årige Malene Mifan og refererer med et grin til de gange, hun har kørt gratis med toget, ved at gemme sig på toilettet under hele turen.
I Malene Mifans omgangskreds blev der taget både stoffer og stjålet biler. Men for hende stoppede det den dag, hun 20 år gammel fandt ud af, at hun var gravid.
»På det tidspunkt boede jeg i telt i nogle venners baghave. Jeg havde én gang tidligere fået en abort, det ville jeg ikke igen. Men jeg havde overlevet så meget andet i livet og tænkte, at jeg vel også kunne klare at blive mor,« siger Malene Mifan.
Man må sno sig
Det er langtfra første gang, Malene Mifan fortæller sin livshistorie. Om hvordan hun via sine tre sønner kæmpede sig fra et liv på gaden til et liv, hvor hun i dag brødføder fattige danske familier med mad, som rigere familier ikke har købt. Malene Mifan står i spidsen for et humanitært projekt, der indsamler mad, der ellers ville blive smidt ud, og fordeler det til værdigt trængende.
Hun fortæller historien med et fast blik i de lyseblå øjne og en benhård københavnerdialekt, som er kommet på afveje i det mørke Jylland, hvor hun i dag bor med sine tre sønner.
Som 20-årig var hun nødt til i en fart at blive voksen og ansvarlig, fordi hendes ældste søn var på vej. Hun og barnets far flyttede til Skælskør, hvor Malene Mifan havde familie.
»Jeg havde cuttet forbindelsen til alle dem på gaden. Jeg troede, vi tre skulle være en familie. Men han (faderen, red.) deltog ikke ret meget, og jeg anede ikke, hvordan man var en god mor.«
I løbet af de næste ti år fik Malene Mifan og hendes kæreste yderligere to sønner, men det gjorde ikke parforholdet lykkeligt.
»Hver gang håbede jeg, at han ville ændre sig. At hvis vi fik et barn til, ville han få øjnene op og begynde at tage sig sammen.«
Men Malenes kæreste tog amfetamin, var vågen hele natten, mens han brugte dagen på at finde på nye metoder til at snyde sig til andres penge. Oftest Malene Mifans.
Da parret gik fra hinanden i 2011, blev hun enlig mor til tre sønner mellem to og 12 år. Hun havde en gæld på 86.000 kroner, og der var slukket for strømmen i lejligheden.
Malene Mifan får et skælmsk blik i de blå øjne: ’Man må sno sig, som ålen siger,’ udbryder hun og forklarer, hvordan hun dengang ’lånte’ strøm fra en anden etage i huset.
Da hendes yngste søn fik konstateret meningitis, og mor og søn blev indlagt to uger på hospitalet, troede hun, bunden var nået. Men der var lige ét trin mere, måtte hun konstatere.
»Da jeg kom hjem, var mit hjem tømt. Børnenes far havde taget alt. Selv opladeren til min telefon og min seng. Alt undtagen mit tøj var væk,« husker hun med et skuldertræk.
Sulten i seng
Men nød lærer ikke kun ålen at sno sig. Den lærer også sulten kvinde at skralde.
»Jeg vejede 49 kilo og var så træt af at gå sulten i seng. Min ældste søn var begyndt at sulte sig, fordi han kunne se, at jeg ikke fik nok at spise, og min mellemste søn var på kanten af fejlernæret,« husker hun.
En dag så Malene Mifan et tv-program om folk, der samlede skrald i supermarkedernes containere. Personerne, der optrådte i indslaget, var anonyme, og deres stemmer var forvrængede.
»Dengang var det tabu at gå i skraldespande. Det var kun sigøjnere og alkoholikere, der gjorde det, og butikkerne bortviste folk, når de opdagede det. Jeg begyndte at kigge i skraldespande og fandt al den mad, jeg ikke havde råd til. Dyr økologisk mad, store oksemørbrader, grøntsager – jeg ikke anede, hvad var, tøj og legetøj til drengene. Ofte var der ti-tyve dage til udløbsdatoen, eller en dåse havde fået et lille slag og var blevet bulet. Der skulle ingenting til, før maden blev kasseret.«
Malene Mifan var glad for endelig at kunne give sine sønner dét, som de fleste mødre kan give deres børn i Danmark. Mad tre gange om dagen og lidt ekstra til særlige lejligheder.
»Drengene havde faktisk svært ved at vænne sig til, at der var noget i skabene. De havde aldrig fået slik, for vi havde simpelthen ikke haft råd. Jeg tog hurtigt fem kilo på, og hver aften fik vi varm mad. Jeg kan huske en aften, hvor jeg havde lavet spareribs, salat og flute – af mad fra containere. Pludselig udbrød min ene søn: ’Mor, vi lever som konger’. Dét glemmer jeg aldrig.«
Mange munde at mætte
Ikke nok med at Malene Mifan kunne brødføde sin egen familie med den mad, som supermarkederne smed ud. Hun kunne også hjælpe andre familier. Dermed var hendes politiske projekt født.
»Der kom mange unge mennesker og børn af alkoholikere i min lejlighed, fordi der var mad. Enten hjalp de mig med at skralde om aftenen, eller også passede de mine børn, når jeg var af sted. Jeg begyndte at lave mad til op imod 30 mennesker ad gangen,« forklarer Malene Mifan, som oplevede, hvordan en alkoholisk mor lyste op, da hun og hendes børn fik mad.
»Pludselig havde hun overskud, fordi hun ikke skulle tænke på dét. Familier kom ud af deres misbrug, fordi de fik et lille glimt af håb, når jeg kom med mad.«
I 2013 og 2014, hvor initiativet var på sit højeste, delte Malene Mifan og hendes organisation af frivillige mad ud til 500 familier på Sjælland på mere eller mindre fast basis.
Men hun oplevede også, hvordan andre mennesker opfattede det at skralde.
»Jeg blev meldt til kommunen, fordi jeg skraldede. Folk mente, det gjorde mig til en dårlig mor. Jeg blev også meldt til skattevæsenet. Og naboerne svinede mig til, når de mødte mig,« siger hun med en hovedrysten.
Men der blev også konkurrence i miljøet. Bubber lavede et program på TV2, hvor Malene Mifan stod frem som den første ikkeanonyme skralder i Danmark. Pludselig ville alle være skraldere, og der udbrød nærmest krig om de gode skraldespande.
»Folk kom kørende i store kassebiler i dagtimerne og tog alt med sig. Efterhånden er det blevet helt almindeligt, at folk skralder. Men mit formål med at skralde er ikke, at rige mennesker skal få råd til en større bil.«
I takt med at indsamlingen af varer fra containere greb mere og mere om sig, blev projektet i stigende grad politisk. I dag hedder det LOFU, Landsorganisationen for Udsatte, og har til formål at give udsatte familier overskudsmad fra supermarkederne.
Det er lovligt at skralde til eget forbrug, men i dag, hvor Malene Mifan distribuerer mad til andre på organiseret vis, skralder hun ikke mere. LOFU henter datokritiske fødevarer til værdigt trængende hos supermarkeder, der har valgt at donere deres varer.
Skraldebølgen og Malene Mifans succes med LOFU har haft stor betydning for hende personligt.
»Jeg har fået en enorm viden. Jeg ved alt om fødevarehåndtering og lovene på området. Folk ringer dagligt til mig for at få råd om, hvordan de skal skralde eller opbevare skraldede madvarer. For mig er det et psykisk boost. Jeg oplevede, at jeg kunne bruges til noget og ikke var så værdiløs, som jeg selv gik og troede. Jeg kunne gøre noget for mine børn, lære dem om vores miljø og samtidig hjælpe en masse familier til at få det bedre.«
I dag er Malene Mifans arbejde i LOFU rent administrativt. Hun har en diskusprolaps, som forhindrer hende i det fysisk krævende arbejde, det er at indsamle datokritiske varer fra supermarkederne. Hun lever af den pension, hun blev tilkendt i sin tid.
Og økonomien?
»Er du gal, mand,« udbryder Malene Mifan på sit vedholdende københavnske.
»Jeg har for længst betalt den elregning... Og da jeg flyttede hertil, betalte jeg selv indskuddet,« forklarer hun stolt og indrømmer, at købemad efterhånden også har fundet vej til hendes køleskab.
»Lige nu er det vist halvt af hver. Halvdelen har jeg købt, den anden halvdel er skraldet.«
Guide: Vil du skralde?
Du må godt tage mad, som andre har smidt ud. Men kun til eget forbrug. Men hvad kan du spise, og hvad er rent faktisk skrald?
Dagligt bliver der smidt masser af mad ud. Både fra supermarkeder, restauranter og industrikøkkener.
Det er tilladt at tage skraldet fra f.eks. supermarkederne. Reglen er, at ejendomsretten opgives, når ting smides ud. Men man må ikke trænge ind på privat område. Står supermarkedets container i en aflåst gård, skal du over et stakit eller bryde en lås op for at komme til skraldet, gør du dig til kriminel. Det samme gælder, hvis forretningens medarbejdere beder dig gå. Du må kun skralde til eget forbrug.Det er ulovligt at distribuere eller videresælge mad fra containere. Vil du ikke gå så langt som til at hoppe i fremmede skraldespande, så tag et kig i din egen. For også private skraldespande bugner af mad, der sagtens kan spises.
For gammel?
Mindst holdbar til: Betyder, at en vare bør kasseres efter denne dato.
Bedst før: Betyder at en vare sagtens kan spises længe efter datoen. Det gælder f.eks. yoghurt, som kan spises flere uger efter bedst før. Det eneste, du risikerer, er, at yoghurten skiller. Konserves kan ofte holde sig i mange år efter ’bedst før’-datoen.
Tørvarer: Sukker, mel, pasta og andre kornprodukter kan spises flere år efter ’bedst før’-datoen, hvis du opbevarer det i en lufttæt pose.
Lyst kød: Kan ikke holde sig længe, og her skal du følge udløbsdatoen.
Mørkt kød: Har ofte godt af at ligge lidt, men husk at holde temperaturen i køleskabet under fire grader.
Brug dine sanser, når du skal vurdere, om kød er for gammelt. Lugter det dårligt, føles slimet, eller er det blevet brunt, skal det smides ud.
Ost: Mug på ost kan være uskadelig. På en hård ost kan du skære mug af uden problemer, mens en blød ost, der er blevet muggen, skal kasseres.
Kilder: Fødevarestyrelsen, Videnskab.dk og Selina Juul
