Esther Wellejus' far forsvandt langsomt. En psykisk sygdom drev ham længere og længere væk fra sin familie. Nu har hun lavet en dokumentarfilm om sin far. Filmen er en kærlighedserklæring, der hylder mennesket bag diagnosen

Fra hun var helt lille, fornemmede Esther Wellejus, hvordan hendes far langsomt forsvandt. Flere timer hver dag skrev han på sine prædikener på sit kontor i præstegården.

Værelset var fyldt med bøger fra gulv til loft. Men som tiden gik blev bøgerne fjernet, og Esther Wellejus’ far isolerede sig mere og mere på det tomme kontor. Han blev ekstremt religiøs og forsvandt ind i bedegrupper og vågenætter.

Sygdommen bipolar lidelse tvang ham langsomt, men sikkert væk fra Ester Wellejus, hendes mor og søskende. Lidelsen kom snigende i form af periodiske humørsvingninger. Fra rolig til manisk. Men faderen blev først diagnosticeret mange år senere, da han ikke længere kunne tage vare på sig selv og blev indlagt flere gange.

Da Esther Wellejus var barn, var han en fantastisk, kærlig og inspirerende far. Men med tiden trak han sig væk fra familien. Først bag den store lydisolerede dør. Senere ind i en nyfunden religiøs vækkelse. For til sidst at skrive sig helt ud af familiens liv. Faderen efterlod et tomrum i Esther Wellejus’ liv, som hun først som voksen har forliget sig med.

Verdenspremiere

På filmfestivalen Cph:Dox får Esther Wellejus’ nye film ’Vi lader billedet stå et øjeblik’ premiere den 22. marts. Som enhver anden instruktør er hun nervøs. Men det er ikke kun filmen, som fylder hendes tanker, det er lige så meget de følelser, hun har lagt i den.

Filmen cementerer de mange følelser, hun har båret rundt på i mange år, og er fyldt med både sorg, kærlighed og længsel.

»Da jeg var lille, havde jeg ikke de store refleksioner og tanker om det, der skete med min far. Alle de tanker og følelser kom i høj grad først senere i livet og i arbejdet med filmen.«

Det er ikke første gang, hun taler om sin far, oplevelserne har hun delt med sine tre søskende, men det er første gang, at hele verden skal høre om dem.

Hun sidder i vindueskarmen på sit kontor, der ligger i en sidegade til søerne, og leder efter ord til at beskrive de minder, som i mange år har været gemt væk. Ord, der kan beskrive hendes far, som hun har ikke set siden 2001. Ord, der kan beskrive personen bag sygdommen.

Livet på præstegården

Esther Wellejus’ far var præst og klassisk pianist, og hun voksede op med sine forældre og søskende på Lolland, omringet af grøn skov og musik.

Det var en barndom med både salmebøger, Jesus og Beethoven.

»Jeg er vokset op med et konstant soundtrack af min far, der har spillet Chopin og Beethoven fem til seks timer om dagen.«

I de første år af Esther Wellejus’ barndom var der masser af liv i præstegården. Før måltiderne sang familien altid en salme eller læste en tekst fra højskolesangbogen. Men med forandringerne i Esther Wellejus’ far fulgte også ændringer i livet på præstegården. Familien skulle nu sidde stille og bede bordbøn hver aften. Det havde de aldrig gjort før.

Alligevel var det ikke kun intensiteten i troen, som gjorde størst indtryk på hende. Det var forandringerne i hendes far.

»Han trak sig tilbage og begyndte at gøre ting, der var anderledes, end han plejede.«

Forandringen forløb over mange år. Men med tiden blev udsvingene mere hyppige.

»Han skiftede temperament og personlighed. Fra altid at være en meget lidenskabelig og intens mand, blev han mere mild og rund. Det føltes til dels rart, men samtidig var det som om, jeg ikke rigtig kunne få kontakt med ham mere.«

Som 12-årig bemærkede Esther Wellejus for alvor, at hendes fars personlighed ændrede sig.

»Han blev mere formørket i sin kristendom. Jeg oplevede det som meget dømmende, han blev nærmest fundamentalistisk – for Bibelen blev nærmest lov.«

Det var svært for Esther Wellejus at forstå, hvad der foregik. Hun vidste kun, at selvom det stadig var hendes far, opførte han sig anderledes. Det er først som voksen og især under arbejdet med sin film, at hun har forliget sig med, at hendes far er psykisk syg.

Skyldfølelse

Med årene blev kontakten mellem far og datter meget sporadisk. Hun havde et liv i København, han boede på Lolland.

»Hvor meget forholdet til min far har påvirket mig, er først gået op for mig sent i livet. I min opvækst har savnet efter min far været den stærkeste følelse. Og er det stadig.«

Da Esther Wellejus var 20 år gammel, kom der et brev til hende og hendes tre søskende. Brevet var fra deres far, som bad om at ’Lade billedet stå’.

Esther Wellejus er aktuel med dokumentarfilmen »Vi lader billedet stå et øjeblik« (Engelsk titel: »You Are Still Somebody’s Someone«). Filmen handler om instruktørens egen far, der er psykisk syg.
Esther Wellejus er aktuel med dokumentarfilmen »Vi lader billedet stå et øjeblik« (Engelsk titel: »You Are Still Somebody’s Someone«). Filmen handler om instruktørens egen far, der er psykisk syg.
Vis mere

Med få ord afbrød han kontakten til sine børn.

»Så kom skylden igen. Havde jeg været en dårlig datter, siden han fjernede sig fra mig? Det var voldsomt at være i kontakt med følelser som sorg, skyld og længsel. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle lægge følelserne, eller hvad jeg skulle sige. Det tog mig lang tid at bearbejde det,« siger hun.

Før faderen blev indlagt, var han en person, som var speciel, men forskellen mellem at være excentriker og sindslidende er flydende. Det gør det også svært at adskille dem, især for de pårørende, mener Esther Wellejus.

»Hvad er psykisk sygdom for en størrelse? Den er usynlig, modsat et brækket ben – måske var det derfor, jeg ikke forstod det, da jeg var barn.«

For ni år siden blev Esther Wellejus’ far rigtig syg og var indlagt af flere omgange. Tiden efter indlæggelserne var turbulent med skiftevis ro og ekstreme perioder. Men Esther Wellejus’ far var ikke længere en del af hendes liv, og hun var der ikke for ham. Hun følte sig derfor ansvarlig for, at han var kommet så langt ud.

»Jeg ville min far det bedste, så jeg blev fyldt med skyldfølelse. Hvad hvis jeg havde været en bedre datter? Jeg begyndte at forstå, at det var mere alvorligt – at han har en diagnose, men det har været svært at finde ud af, at det ikke er mig, men noget med hans hjerne. Skylden er ikke rationel.«

Filmen blev en erkendelse

Det er først nu, hvor Esther Wellejus står foran premieren på sin film, at hun forstår, at arbejdet med filmen har været en måde at bearbejde følelserne på. Filmen er en reaktion på det brev, som hendes far sendte hende, da hun var 20 år gammel.

Det blev et vendepunkt for hende at tage hul på smerterne.

»Jeg blev nødt til at lave filmen, for følelserne har trængt sig på længe. Jeg er gået ind i min sorg, for at lægge følelserne et andet sted end inde i mig.«

Det er vigtigt for hende, at det ikke er en film om psykisk sygdom, men derimod en fortælling om manden bag diagnosen. Hendes far. Det er en film om kærlighed, sorg og savn.

Esther Wellejus håber, at publikum tager godt imod hendes film. At nogle måske kan relatere til det, som har været så svært og tungt for hende.

Filmen taler til alle, som har prøvet at miste. Esther Wellejus håber, at andre kan genkende følelserne, eller få oplevelsen af det menneske, hendes far er, og dermed forstår hendes tab. Hendes erfaring er, at psykisk syge i andres øjne ofte ender med kun at blive deres sygdom. Men bag diagnosen er der altid et menneske, der betyder noget for nogen.

»Det er vigtigt for mig, at publikum får et langt mere nuanceret billede af psykisk sygdom. Det er ikke bare hospitalsgange, journaler og eksperter. Det er mennesker, som har levet og givet meget til andre. De er ikke bare tal i en statistik eller en belastning i et system – de er mere end en kategori.«

Håber min far ser den

Det har krævet stort mod af Esther Wellejus, at tale om sin far og udtrykke sine følelser på film. For hvordan taler man om én, som man har mistet, men som ikke er død?

»Andre ville reagere på en anden måde. Filmen og ordene er mit udtryk. Det var et sted, hvor jeg kunne lægge min sorg og min længsel.«

Alene det at bevæge sig tilbage i barndommens univers og erindringer har været et stort skridt.

»Det har gjort ondt at tage historierne frem og forsøge at genfortælle dem.«

Filmen er et digt og et brev fra en datter til en far. En far, der gav hende uendelig meget. Følelsen af, at han eksisterer inde i hende, er tydelig og håndgribelig. Når man har elsket nogen, der forsvinder, eksisterer de videre i én. Selvom det er længe siden – er savnet stadig intakt i Esther Wellejus. Når hun tænker på sin far, er det som at bevæge sig i en drøm. Han har stadig den samme alder – midt i 40erne, selvom han i dag er i 60erne.

»Det er mærkværdigt, at han bliver ved med at eksisterer i mig og ikke bliver ældre. Han lever i kraft af de gode minder i mig.«

Filmen er det første skridt, hun tager mod sin far.

»Jeg håber virkelig, han ser filmen. At han ser den som den kærlighedserklæring, jeg har ønsket, den skal være,« siger hun.

Og tilføjer:

»Som datter føler jeg, at jeg endelig har kunnet lægge min sorg et sted. Jeg har svaret på min fars brev og udtrykt mine følelser.«