Stig Pryds drev sit eget firma, da han som 37-årig fik psoriasisgigt. Voldsomme smerter tvang ham på pension, men i dag er den smertestillende medicin skiftet ud med daglige vejrtrækningsøvelser og dybvandsdyk – og livsglæden er vendt tilbage
Første gang Stig Pryds søgte læge, var det på grund af anklerne, der var ekstremt hævede. Det var i 2001 – og han havde endnu ingen anelse om, hvad der var i vente.
Lægen mente, at hævelsen skyldtes bruskknuder og sendte ham til en speciallæge, der skar anklerne op. Væsken væltede ud, og selv lægen reagerede med et ‘hold da op’, men konstaterede derefter, at væsken bare skulle ud, så ville smerterne fortage sig.
Men smerterne aftog ikke, i stedet flyttede de sig, og Stig Pryds led efterfølgende af både skinnebensbetændelse, der kom og gik, smerter i benene og voldsomme hævelser bl.a. i balderne og under fodsålerne.
Som selvstændig skorstensfejer kravlede han hver eneste dag op og ned og bar på tunge ting. En nærliggende tanke var derfor, at kroppen reagerede, fordi han pressede sig selv lige lovlig hårdt, og at symptomerne skyldtes overbelastning.
Stig Pryds forsøgte at ignorere smerterne, mens han knoklede videre, for han havde gang i forretningen, og ordrebogen bugnede.
Ind at ligge
Men det blev sværere og sværere for ham at passe sit arbejde og levere den service, han gerne ville. Han afkortede åbningstiden i sin butik, men selv om han kun var der få timer ad gangen, var han flere gange nødt til at bede kunder om at gå igen. For hvis de ikke havde besluttet sig i løbet af et kvarter, havde han ikke flere kræfter og måtte ind at ligge ned.
»Jeg kunne hverken stå eller sidde stille på grund af smerter. Stille og roligt skød jeg min virksomhed i sænk,« konstaterer han med slet skjult ærgrelse. I 2008 var det slut med at drive forretning. Smerterne eskalerede voldsomt, og Stig Pryds søgte læge – igen. På det tidspunkt kunne han ikke gå, fordi hans knæ var store som håndbolde.
Lægen mente, det var meniskerne, der var skadet. Stig Pryds blev opereret, men knap var operationen overstået, før han begyndte at få ondt i sine kæber, albuer og hænder.
»Igen tog jeg til lægen og kunne ikke lade være med at spørge, hvor mange menisker vi har. På det tidspunkt havde jeg så ondt i fingrene, at jeg ikke kunne holde noget i hånden, uden at det gav vanvittige smerter.«
Smerterne føltes som stød, der trak helt op i nakken og hjernen.
»Det var som om, alle nerver blev aktiveret på én gang. Jeg har ikke tal på, hvor mange glas jeg har smadret på grund af de jag, som fik mig til at slippe det, jeg stod med i hånden.«
Diagnosen
Stig Pryds blev henvist til en reumatolog, der, efter at have gennemgået hans journal og sammenholdt med de blodprøver, der var blevet taget, for første gang nævnte ordet psoriasisgigt.
Diagnosen var så stor en mundfuld, at Stig Pryds i første omgang slet ikke kunne tage ordene ind. Han blev henvist til Odense Universitetshospital, hvor lægen kunne konstatere at hans inflammationstal var usædvanligt høje. Efter flere undersøgelser fik han at vide, at det var psoriasisgigt, han led af.
Diagnosen slog ham ud – for netop dén sygdom havde han kun dårlige erfaringer med. Stig Pryds havde en faster, der led af psoriasisgigt, men havde ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig, at han selv skulle lide af det samme. Han så slet ikke sig selv som syg på den måde, og havde sat sin lid til, at det var noget, lægerne kunne fikse.
»Min faster led meget, og det var frygteligt at følge, hvordan sygdommen påvirkede hende, så hun til sidst vraltede af sted som en and, fordi gigten havde sat sig i knoglerne i tæer og fødder. Jeg var 37 år gammel, og det eneste, jeg kunne tænke på, var, om det var det samme, jeg havde at se frem til. Det var en forfærdelig tanke,« fortæller Stig Pryds, der ikke kunne få sygdom og hjælpeløshed til at passe med det billede, han havde af sig selv – en mand i sin bedste alder.
Ingen accept
Han syntes, det var hæsligt, da han blev udstyret med krykker og en stok. Han havde svært ved at acceptere, at han led af en sygdom, der ikke kunne kureres, og klyngede sig til håbet om, at en af de mange slags smertestillende medicin, som lægerne afprøvede, ville få ham på benene igen. Men faktum var, at han var så dårlig, at han var nødt til at sidde i en kørestol, fordi hvert skridt gjorde ondt. Om aftenen fik han sjældent mere end et par timers søvn, før han vågnede med følelsen af, at hans ben var ved at blive revet af – af smerter.
»Jeg blev bange for at lægge mig til at sove og havnede i en ond spiral, hvor for lidt søvn betød, at jeg blev irritabel og kortluntet over for min kone og mine to piger.«
Den stærke medicin, han hver mandag fik sprøjtet ind i kroppen, hjalp lidt på hævelserne og ledsmerterne, til gengæld gav den ham kvalme i fire af ugens syv dage. Om fredagen aftog kvalmen, og han havde det nogenlunde i weekenden, men mandag skulle han have en ny indsprøjtning, og bivirkningerne begyndte forfra.
Under et ophold på et gigtsanatorium prøvede fysioterapeuterne at få ham til at gå med en rollator. Han kunne mærke, at den gav en god støtte, men kunne simpelthen ikke se sig selv med den.
»Så ville jeg hellere helt lade være med at gå nogen steder. Kørestolen var meget grænseoverskridende, men rollatoren var om muligt endnu værre.«
I vandet
Det eneste lyspunkt på gigtsanatoriet var varmtvandsbassinet. Det gav en fantastisk følelse i kroppen at være omkranset af vand, og Stig Pryds deltog i vandgymnastik og var i vandet så meget som overhovedet muligt.
Men der skulle gå fire år mere, før han opdagede, at vand var nøglen til at tackle hans voldsomme smerter.
Det var nærmest ved en tilfældighed, at det i 2008 lykkedes ham at finde ‘smerternes pauseknap’.
Én ting var smerterne, men det psykiske aspekt – at acceptere det, der var overgået ham – var ubeskriveligt svært. Han kunne ikke få tøj på om morgenen uden en ‘strømpepåtager’ og en ‘påklædningspind’. Han havde en tang, han kunne bruge til at samle ting op fra gulvet. Når han så sig om, var der hjælpemidler overalt, fra kørestol til en særlig hæve/sænke stol og specialfremstillet bestik – og han følte sig reduceret til ’nul og nix’.
En følelse, der kun blev forstærket, da han, efter at have været sygemeldt i halvandet år, blev indkaldt til en samtale med en psykolog og en læge. Da de konkluderede, at Stig Pryds var egnet til førtidspension, blev han stiktosset, for han ville ‘i hvert fald ikke pensioneres’.
»Det var som at få stukket en kniv i ryggen, blive kørt over og smidt i ‘småt brændbart’. Når jeg tænker tilbage på, hvordan jeg kom ind i lokalet forpint og på krykker, kan jeg godt se, at der ikke var andre muligheder, men det var helt klart det værste i hele denne proces. Lige dér fjernede de alt, hvad der var mig – Søren Pryds. Jeg blev reduceret til ingenting på 15 minutter.«
Find en ny mand
Han fik tilkendt en handicapbil, men ’hver gang jeg satte mig ind i den bil, blev jeg mindet om, at jeg var fucked’, konstaterer han tørt.
Stig Pryds’ to døtre, der var to og fem år gamle, oplevede flere gange deres far skrige af smerte. Han husker, hvordan den yngste, Karen, på et tidspunkt sagde: ‘Far, du kan bare bruge mig’, når hun kunne se, at han havde brug for støtte. De fleste dage tilbragte han liggende på sofaen med smertestillende medicin i blodet og utrolig dårlig samvittighed, når resten af familien kom hjem, og han intet havde foretaget sig.
»Jeg prøvede at sætte en facade op og gjorde alt for at virke frisk, men det var ikke muligt.«
Han kunne ikke magte selv dagligdags ting som at sætte en vask over, og gik han i gang med maden, måtte han stoppe igen, fordi han ikke havde kræfter til at gennemføre.
»Efter halvandet år spurgte jeg min kone ligeud, om ikke hun ville finde en anden mand, for jeg følte ikke, at jeg kunne være den far eller ægtemand, jeg gerne ville. Når jeg ser tilbage, bebrejder jeg ikke nogen, for der var ikke anden udvej. Smerterne overskyggede alt, også kærligheden til omverdenen.«
Stig Pryds følte sig så langt fra den ‘gamle Stig’, og parret endte med at blive skilt.
Lever for børnene
Tidligere var der altid fuld knald på – både på arbejdet og i fritiden, hvor han tog på fisketur eller havde børnene med ud at sejle i sin båd. Nu kunne han knap nok stå op. I forsøget på at finde noget, der kunne give livet ny mening, prøvede han at designe armbånd og gik med tanken om at opfinde et nyt filter til skorstene. Men først da han begyndte at tale med en psykolog, lykkedes det ham at erkende, at han ikke kom til at arbejde igen. Det gav en form for ro, da han indså, at han ikke skulle forvente en bedring, men snarere at sygdommen blev værre.
Endelig formåede han at skabe en ny hverdag, hvor det at være aktiv med børnene holdt ham oppe.
»Jeg ville være der mest muligt for mine børn, for det var det eneste, der gav mit liv mening. Det lå dybt i mig, at de ikke skulle vokse op med en negativ social arv. De skulle ikke tænke tilbage på en far, der lå på sofaen hele dagen. Det var det værste, jeg kunne forestille mig. De skulle have noget at se op til, og det var det, jeg byggede min hverdag op omkring. At være aktiv, når de var der,« siger Stig Pryds, der bl.a. kørte pigerne til svømning og fulgte med fra bassinkanten for at ‘suge’ noget af deres livsglæde til sig.
Noget af det dejligste var, når han kørte børnene i skole, var med til morgensang og drak en kop kaffe med de andre forældre.
»De 15-20 minutter var dagens højdepunkt. Og så var det ellers hjem at ligge.«
Træk vejret
Frem til 2012 handlede livet udelukkende om at have en tålelig hverdag – men nærmest tilfældigt kom han en dag til at tænke på den fantastiske følelse af vægtløshed, han fik, når han på gigtsanatoriet lod sig glide ned i varmtvandsbassinet – og lavede vandgymnastik. Han syntes ikke, vandgymnastik var særlig ‘macho’, men på nettet fandt han en video med en mand, der dykkede, og dét fik han lyst til at prøve.
Han gik i svømmehallen, prøvede sig lidt frem og oplevede, uden at han kunne forklare hvorfor, at humøret steg voldsomt, når han holdt vejret. Det blev hans vendepunkt.
En bekendt, der er yogalærer, hørte om hans oplevelser og opfordrede Stig Pryds til at lære pranayama, en særlig måde at trække vejret på. Stille og roligt gik han i gang med vejrtrækningsøvelserne, både når han lå på sofaen eller i badekarret.
»Jeg fik med det samme nogle intense oplevelser, som var virkelig rare, hvor smerterne blev nemmere at håndtere, og jeg talte med yogalæreren om, at jeg nærmest syntes, jeg havde oplevet at stå ved siden af mig selv.«
Rygsmerterne, der ellers var konstante, forsvandt, når han dykkede ned på 90 meters dybde. Den oplevelse gav mod på mere.
Han ved den dag i dag ikke, hvor det kom fra, men en aften sagde han til sin nye kæreste, at han ikke ville tage mere medicin.
»Jeg ville ikke længere være dopet konstant. Jeg ville kunne huske, hvad jeg lavede, om det så betød, at jeg skulle lige i det badekar og lave vejrtrækningsøvelser dagen lang. Jeg ville simpelthen ikke leve det lorteliv mere,« fortæller Stig Pryds, der tog en kold tyrker.
En kold tyrker
Hans kæreste fortalte om en Alma Nissen, som skulle have fået det markant bedre med sin gigt ved at spise masser af kartofler, og samtidig med at han lagde medicinen på hylden, besluttede Stig Pryds at ændre sin kost.
Han og kæresten tog i sommerhus i 14 dage med masser af kål og et par metadontabletter – og smerterne gik amok.
»Jeg sov stort set ikke i ti dage og kunne kun ligge i badekarret og trække vejret.«
Hjemme igen fortsatte han med at lave vejrtrækningsøvelser og gå i svømmehallen hver eneste dag, spiste enorme mængder grønt og drak masser af vand. Efter tre uger mærkede han den første bedring af smerterne.
»Jeg fandt ud af, at jeg kunne give mig selv en pause fra smerterne ved hjælp af vejrtrækningen, og det var helt fantastisk.«
Stig Pryds har stadig konflikter med gigten, men de er langt færre, når han holder sin faste rytme, der udover vejrtrækningen og træning i svømmehallen i høj grad også handler om kosten, der udover 200-300 gram kylling om ugen stort set kun består af plantebaseret kost.
At han skulle blive en af verdens bedste fridykkere, var svært at forestille sig for ti år siden, men i september sidste år satte han verdensrekord med et fridyk på hele 180 meter. Sygdommen fylder stadig meget i hans liv – men de glade timer fylder meget mere end før.
For et års tid siden begyndte han at arbejde igen, men smerterne blev forværret, da han prøvede at afvige fra den strukturerede hverdag med fokus på træning og kost.
Derfor er han fortsat førtidspensionist, men hans liv er i dag langt bedre, end han havde turdet drømme om.
»Jeg har fået en langt bedre livskvalitet og en hverdag, hvor jeg er mere glad og kan vise mine børn at ‘hey, far kan sagtens’. Og dét betyder alt.«
