Nanna Friis var ’sukker-afhængig’. Nu har hun og to kolleger lavet bogen ’Aldrig mere sukkerkold’.

Nanna Friis har - som hundredtusinder af andre danskere - haft problemer med et blodsukker, der tog nogle gevaldige rutsjeture.

Hun er kommunikations-rådgiver og sidder i kontor-fællesskab med et par andre kvinder, som også havde det med at gå 'sukkerkolde' sidst på dagen.

SE LISTEN: GODE RÅD, DER VIRKER

Hvem går til bageren?
- Hver dag ved 15-16-tiden kunne vi mærke, at koncentrationen begyndte at svigte. Vi sad småtrætte og hang henover pc’ens tastatur.

Så kom typisk spørgsmålet: - Hvem går til bageren?

Og så blev der ellers shoppet drømmekage, sukkerkringler og marokkanske mandelkager, og der blev spist til sidste bid, siger Nanna Friis.

Alle tre kolleger er stærkt optaget af mad - også den sunde - og en dag tog de en fælles beslutning om at gøre noget ved problemet.

Ud røg de mange eftermiddags-kager. Ind kom nye, sundere spisevaner.

Gode kulhydrater
Ud over kagerne var det også slut med hvidt brød, pasta og kartofler.

Derimod blev kvoten af grønsager og frugt sat kraftigt i vejret sammen med fisk og kød.

- Ingen af os er fanatikere. Vi kan stadig finde på at skeje lidt ud indimellem - med en kage eller lidt slik.

Men generelt spiser vi nu masser af de gode kulhydrater. Vi er blevet rigtig gode til at holde blodsukkeret nogenlunde stabilt, og som en - utilsigtet - sidegevinst har vi også smidt nogle kilo, siger Nanna Friis, der nu vil dele ud af sine erfaringer i en ny kogebog.

Sammen med kollegerne Barbara Bendix Becker og Anne-Li Engström står hun bag opskrift-bogen 'Aldrig mere sukkerkold', som netop er udkommet (Thaning & Appel).

Trætheden forsvinder
- Hvis man lægger hovedvægten på de langsomme kulhydrater, som giver kroppen noget at arbejde med, og ikke springer morgenmaden over, har man ikke det enorme 'sug' efter det søde.

Trætheden forsvinder, og overskuddet vender tilbage. Egentlig er det ret enkelt, siger Nanna Friis

- Gode kulhydrater findes i frugt og grøntsager og i de madvarer, der har kimen (skallen) og fibrene i behold. Altså rug, grove havregryn, hel hirse, byg, boghvede, brune ris.

Det handler om at finde tilbage til det gode, enkle køkken med ordentlig madkvalitet og lødige produkter.

SE LISTEN: GODE RÅD, DER VIRKER