Værten fra 'De bortførte børn' er rystet over Oliver-sagen og efterlyser organisation

Skuespilleren Janus Nabil Bakrawi fra TV2-serien 'De bortførte børn' har fået over 700 mails fra forældre, hvis børn er bortført eller frygter, at deres børn bliver bortført. Han appellerer til de danske myndigheder om at gribe hurtigere ind i børne-bortførelsessager af hensyn til børnene.

I den aktuelle Oliver-sag er han rystet over, at Østrig ikke overholder Haager-konventionen, der siger, at børn skal bringes tilbage til bopælslandet, således at tvister mellem forældrene kan blive løst der.

- Hvad er konventioner så værd, hvis de ikke bliver respekteret og overholdt, siger Janus Bakrawi, der stadig får mails fra forældre, der desperat beder ham om at hjælpe med at få deres bortførte børn tilbage til Danmark efter tv-serien ' De bortførte børn'. Børn, der har været bortført i 2,3,5 og op til 7 år.

Selv bortført som barn

Han har selv oplevet at blive bortført som barn til Jordan af sin far og mærket den splittelse, det giver i en barnesjæl, når forældre ikke kan enes om forældremyndigheden.





Hvad kan man gøre i den aktuelle Oliver-sag?


- Med den erfaring jeg har, er det vigtigt, at Oliver får noget ro og stabilitet ind i sit liv. Han er for lille til at forstå, hvad der sker, så man skal passe på, at man ikke skaber for meget utryghed omkring ham ved at transportere ham fra det ene sted til det andet, siger Janus Bakrawi og understreger, at han ikke kender Oliver-sagen i detaljer og derfor udtaler sig generelt.

- Hvis man ser bort fra det juridiske og tænker på det menneskelige, så vil det bedste være, hvis forældrene kan finde en løsning og blive enige om at deles om Oliver .

Forældre tages ikke alvorligt

Han efterlyser en organisation, der kan gå ind i børnebortførelses-sager og hjælpe forældre.





- Børn kan ikke gøre noget selv, og det tager stadig altfor lang tid, inden myndighederne tager affære. Mange forældre oplever fortsat, at de ikke bliver taget alvorligt hos politi og myndigheder, når de henvender sig om, at deres barn er bortført.

- Myndighederne skal handle lynhurtigt. Jo før, jo bedre. Jo længere et barn er bortført, jo mere knytter det sig til den forældre, der har bortført det,og jo sværere er det for barnet at komme hjem. Det er nødvendigt at uddanne folk, der kan håndtere sådanne sager, i politiet, Udenrigsministeriet og Forældrestyrelsen, siger Janus Bakrawi.