Forfatter og journalist Jane Aamund sov tirsdag aften stille ind efter lang tids sygdom. I dag blev hun bisat i Heldum Kirke blandt familie og venner.
Der sidder et lille trækors i jorden med Jane Aamunds navn på ved siden af de to store sten, som udgør familiegravpladsen ved siden af kirken lidt uden for Lemvig.
Her skal hendes urne sænkes ned, efter kisten er blevet kørt til krematoriet i Holstebro, men inden da har både præsten Karsten Christensen og Jane Aamunds yngste søn, Jens Rekling, ord at dele med de fremmødte.
»Jane voksede op og var storesøster, hun var først og hurtigst til det meste, og sådan kunne hun lide det,« sagde Karsten Christensen, præsten fra Harboøre.
Præstens tale er både højtidelig og varm, men også med humor, som flere gange får de fremmødte til at grine ved dem selv. Det samme er Jens Reklings ord om sin mor.
Han fremfører sin tale fattet, med overskud og med små, sjove anekdoter om Jane Aamund placeret de helt rigtige steder, så familien og vennerne griner sammen i mindet om den store forfatter.
»I dag tager vi afsked med hele Danmarks budbringer af, at livet skal leves og være en fest. Budskabet i hendes bøger var at leve livet, passion har ingen grænser, og at familien er alt,« siger Jens Rekling.
Han fortsætter, og selvom familien på de forreste rækker sidder med lommetørklæderne fremme, så er det den livsenergi, som gennemsyrede Jane Aamund, der mærkes blandt de fremmødte.
Kun ét sted i hans tale mærker man, hvor hårdt tabet af hans mor har påvirket ham, og savnet bliver udtalt:
»Hun så sig selv som en jødisk mama til sine to drenge. Hun var lige så stolt af os, som vi var af hende. Hvordan jeg kommer videre uden hende, ved jeg ikke.«
Jens Rekling stemme knækker et øjeblik, inden han samler fatningen med en dyb indånding og vender tilbage til den lettere stemning, som han fortæller, at hans mor ville have ønsket.
Jane Aamund havde været alvorligt syg af kræft siden jul, men havde lidt under sygdommen over flere omgange i mange år.
Hun fik sin første kræftsygdom i livmoderhalsen i en alder af 33 år.
I 1990erne fik hun konstateret kræft i ganen, som efter flere operationer hæmmede hendes evne til at tale og spise. I slutningen af 90erne fik hun brystkræft og måtte have fjernet sit ene bryst.
På trods af sygdommen, som tærede voldsomt på hendes livskvalitet, holdt hun altid hovedet højt og havde plads til at være der for hendes venner, familie og sågar for hendes medpatienter, når hun var indlagt.
»Lægerne kunne ikke holde hende nede trods hendes sygdom. Hun kunne vække sine medpatienters livsgnist med et brev, og hun svarede på breve og e-mails fra læsere helt op til kort før hendes død,« siger Jens Rekling.
Men selvom hun havde en fantastisk livsenergi, så var sygdommen altid en mørk skygge i hendes liv. Karsten Christiansen besøgte hende på Ankerfjord Hospice i Hvide Sande og snakkede med hende om døden og forholdet til Gud, som også fyldte en del i hendes liv.
»Hun bad ofte for sin familie, og frygten for ikke at kunne være der for sine børn, da hun blev syg, har altid fulgt hende. Hun har vandret en stor del af sit liv i ‘dødsskyggernes dal’ på grund af alvoren i hendes sygdom, men hun holdt altid hovedet højt,« siger præsten.
Det er dog ikke hendes sygdom, som familien eller vennerne vil huske hende for, men derimod den fest, som hun formåede at gøre livet til.
»Jeg synes, ceremonien var rigtig god. Den var, som hun havde ønsket det; fuld af fest og grin og ikke så trist og højtidelig,« siger Jens Rekling, efter kisten blev kørt væk.
Også Jane Aamunds bror, Asger Aamund, syntes, ceremonien var foregået i sin søsters ånd.
»Jeg synes, det var en meget, meget smuk ceremoni, lige som hun gerne ville have det. Hun var til fest og farver, og det var gudstjenesten også. Hun var den her glade og farverige person, inden hun blev rigtig syg. Hun levede livet fuldt ud,« siger Asger Aamund.
Han er også glad for, at hun ikke længere lider, og han har det godt - omstændighederne taget i betragtning.
»Jeg har det faktisk fint, jeg føler mig lettet lige nu. Hun havde været syg i lang tid, og hun var klar til at få noget fred,« siger han, inden han sætter sig i bilen og kører.
Del:
