Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.
I denne uge har Simon Riedel talt med Jan Swyrtz fra Luksusfælden om nærighed, løgne og en hund til 750.000 kr. Og meget, meget mere ...
LOG IND PÅ BT PLUS og læs denne uges ERKENDELSE med Jan Swyrtz og de tidligere ugers interessante indblik i kendte danskeres tanker om sig selv.
Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'.
I denne uge har Simon Riedel talt med ... Jan Swyrtz om nærighed, løgne og en hund til 750.000 kr. Og meget, meget mere ...
Jeg står ved mine nogle gange barske udmeldinger i Luksusfælden for ... når vi siger noget til folk, er det ikke for sjov. Det er alvorsord, for når folk har brugt flere penge, end de har tjent, så må de tage konsekvensen og bruge færre penge. Men det er klart, at jeg skal vægte mine ord. Mange er enige og synes, det er indlysende, men der er også nogle, der går over i den anden boldgade og mener, vi er fjendeland, hvis vi f.eks. antyder, at de skal sælge deres bil. I et tilfælde var det en opvaskemaskine, et par skulle sælge igen. Det var de ikke glade for, da de lige havde fået den forærende af en far. Men hvis man sidder med en kæmpe gæld, så må man vaske op i hånden. Der er andre, der går på arbejde som opvaskere og får en skilling ud af det. Vi sørgede for, at de fik 5.000 kr. ud af den opvaskemaskine.
Forskellen på nærighed og sparsommelighed er ... meget krystalklar, man skal være i stand til at sætte tæring efter næring, og hvis man ved, man skal have nye dæk på bilen hvert andet år, indretter man sig efter det i budgettet. Der er folk, som er så sparsommelige, at de lige er på grænsen til at være nærige. Der findes voksne mennesker, der giver gaver, de selv har lavet. Hvis det er éns børn, er det naturligvis i orden at få en ting fra sløjd, det er typisk noget, som ’bliver væk’ efter et par år. Jeg mener, man er for nærig, hvis man går i sine træsko, til de er slidt helt op, og man aldrig tager sig råd til en tur i biografen. Det er tit den slags mennesker, der går i graven med en million kroner på bankbogen.
Jeg er selv nærig, hvad angår ... min familie synes, jeg er det, men det synes jeg ikke selv. Jeg kan f.eks. godt lide at tage bilen og køre til syden på ferie til et mobilehome, der står fast på en campingplads i Italien. Det gjorde vi gennem mange år, og på den måde kan vi holde ferie for en familie for 30.000 kr. for 14 dage. Men min kone og børn synes, det er for skrabet, de vi hellere på trestjernede hoteller.
Jeg har selv været fallit ... da jeg var midt i tyverne og havde forsøgt at drive min egen headhuntervirksomhed. Det var i fattigfirserne, og jeg var optimistisk til det sidste, men kunderne blev væk. Det gik gruelig galt, og jeg fik en lille milliongæld. Jeg oplevede at sidde på den anden side af skranken i fogedretten. Det er ikke sjovt. Der får man én på hatten, og man skal betale de 700-800 kr., selve det besøg koster, ud over de f.eks. 2.000 kroner, man skylder væk. Efter jeg prøvede det selv, kunne jeg ikke forstå, hvorfor man ikke prøvede at hjælpe folk i stedet for at pille dem ned. Det system er tåbeligt, for man dunker folk i hovedet. Det er værre end at være med i Luksusfælden, ti gange værre. Der er ikke nogen menneskelig respekt af nogen art, jeg tror, at dem, som er på kontanthjælp, kender til det.
Jeg levede af havregryn i et års tid efter ... og jeg mente, at hvis man kunne hjælpe folk i stedet for at dunke dem i hovedet, gjorde man en god gerning. Folk, der lever med dårlig økonomi, lever med rigtig mange andre problemer. Det er svært at gå ud og søge arbejde med et stort smil og have masser af overskud, hvis man har gjort det fyrre gange i forvejen, og man samtidig har en dårlig økonomi.
Jeg accepterer simpelthen ikke ... når folk står og lyver mig lige op i mit hoved. Ikke så meget det at de lyver, men at de spilder min tid med noget, jeg ikke kan bruge. Det har jeg oplevet rigtig mange gange i Luksusfælden, og jeg har en fornemmelse af, at løgnen er en stor del af de menneskers hverdag, for de har simpelthen været ude for et moralskifte. Da de flyttede hjemmefra, havde de nok en intention om at have den bedste moral, men lige så snart de begynder at optage lån igen og igen, som de ikke kan tilbagebetale, begynder de at lyve om alt. På den måde flytter man hele tiden grænserne for ens moral. Når man har været gældsramt i mange år, kan løgnene næsten blive en familietradition.
Det gjorde særligt indtryk på mig ... da vi i Luksusfælden lavede et dobbeltprogram i byen Suldrup, hvor vi var i 14 dage hos et par, der boede på en bondegård, som virkelig var ved at vælte fra hinanden. De lavede mad på grillen om aftenen ude i en lade, og de havde presenning over taget, fordi det ellers regnede ind. Jeg tænkte: Man kan ikke være her. Men det kunne de godt. De levede med deres heste - da måtte jeg sande, at der er forskel på mennesker. Den ene var en tidligere jockey, der boede der sammen med sin kone fra Norge. Det var godt, der ikke var børn der, for så ville myndighederne nok komme ind i sagen.
Det gjorde også indtryk ... da vi mødte en familie i Sønderjylland, som havde en gæld på 1,5 mio kr. Vi havde fået en aftale om, at de ville kunne få halveret gælden, men kreditorerne mente, at de måtte bringe nogle ofre. Der måtte ikke være nogen ustabilitet, så aftalen kunne overholdes. Det at have en hund kan jo betyde, at den pludselig skal til dyrlæge, og det kan koste 10.000 kr. Der er ikke nogen, der lige skyder deres hund gennem hovedet, hvis den bliver syg. Da jeg gik en tur med manden, sagde jeg til ham, at de skulle af med hunden, og dertil svarede han: »Det går min kone aldrig med til«. Jeg sagde, at så kommer den hund til at koste 750.000 kr. - altså halvdelen af gælden. Vi gik hjem i huset og spurgte konen, om hun ville af med hunden, hvis det kunne spare dem 750.000 kr., og hun svarede: »Ja selvfølgelig«. Han blev meget oprevet og sagde: »Så bliver det over mit lig, så bliver vi skilt her for åben skærm«. Det klip kom dog ikke med i tv. Da vi besøgte dem senere, så vi, at hunden var væk fra hjemmet. Men der løb en identisk hund rundt ovre ved naboen...
Programmet kritiseres af og til af deltagerne, fordi ... de bliver overraskede over, hvad de faktisk selv har sagt undervejs. De kan ikke genkende sig selv. Men vi går jo skridtet videre, end man gør som professionelle bankfolk, for det kan være nødvendigt, at de bliver rystet i deres grundvold, så de vågner op. Det svarer lidt til, at vi smører hunden ind i sin egen hundelort - sagt med et smil. De må indse, at de ikke skal gå ud og købe en bil igen, heller ikke selvom de har 25 kilometer til arbejde. Så må de finde et arbejde tættere på - eller finde en anden slags transport.
Jeg er flov over ... faktisk, at vi ikke har haft flere ægte solide succeshistorier, hvor folk har klaret sig 100 pct bagefter. Vi lavede nogle udsendelser, hvor vi gik flere år tilbage, og der var kun ganske få, der havde klaret den, resten var blevet skilt eller havde ikke kunnet leve op til budgetterne. Det var kun få, der havde klaret den. Og det er, synes jeg, er ærgerligt, men det fortæller også, hvor svær deres hverdag er. Det fortæller os noget om, at vi kan have lavet et budget for stramt. I nogle tilfælde har vi været tvunget til at lægge stramme budgetter, og det kan være svært for nogle at leve efter, men vi kan jo ikke trylle. Vi må budgettere efter den faktuelle virkelighed.
Jeg var ved at opgive det hele ... da jeg vendte tilbage til Luksusfælden efter min pause på et par år... Da var jeg ved at vende om, da jeg gik ind ad døren. Jeg tænkte: Åh nej, hvorfor vender jeg tilbage? Der er så meget negativ energi, må jeg indrømme.
Når jeg går på gaden ... er jeg kun semikendt. Heldigvis har der aldrig været nogen, der var sure. Jeg møder folk, der siger: Dig har jeg vist set før. Men også nogen, der siger: Du er mit store idol. Når jeg går rundt i Bilka alene, er der tit nogen, der kigger i min vogn og siger: Nå, nu skal du passe på, du ikke bruger for mange penge. Og bagefter siger de: Den kommentar har du sikkert hørt før. Ja, den kommentar har jeg fået så mange gange, at jeg er ved at være lidt træt af den. I Tilst i Aarhus render jeg rundt i BIlka en gang om måneden, men når jeg har min kone med, kommer der aldrig nogen og kigger ned i vognen.
Jeg lukkede min egen virksomhed ned, fordi jeg ... simpelthen tænkte, at jeg gad ikke bruge mere tid på negative ting. Hver gang jeg havde hjulpet folk f.eks. med at holde deres konfirmation, så kunne jeg læse i BT næste dag, at det var mig, der var en svindler. Og det gad jeg simpelthen ikke. At jeg skal sidde og holde styr på folks penge, og de ikke selv kan komme til dem, lyder lige pludselig som om, det er mig, der æder deres penge. Men det er det altså ikke, jeg brugte deres penge f.eks. til at betale deres husleje. Nogle forstod det ikke rigtigt. Og så blev jeg kaldt en svindler. Jeg havde mange tusinde kunder igennem i de tyve år, jeg havde økonomicentret, men der var nogle få, som drænede os. Vi havde otte forbrugerrådssager gennem 20 år, som vi tabte de fleste af. Men så er det sådan, at man tænker »Fuck det. Det er op ad bakke. Stop det.« Og det gjorde vi så. Tænk blot på al den ballade nogen få af de, der har deltaget i Luksusfælden, har lavet. Nu hvor jeg er gået på pension, som vi kalder det, lever jeg hovedsageligt af mine aktier, Luksusfælden har ikke været min primære indtægt.
