Den kendte tv-kok Jamie Oliver vil have englænderne til at droppe dansk bacon, der ikke lever op til britiske krav og erstatte det med britisk bacon.

Den britiske stjernekok Jamie Oliver er gået i aktion for at redde britisk bacon i konkurrence med bl.a. dansk svinekød. For åbent tv har han fået flere store britiske supermarkedskæder til at love, at de i den kommende tid vil promovere britisk-produceret bacon og svinekød.

Det skete i underholdningsprogrammet "Jamie saves our bacon" på britiske kanal Channel Four. Udsendelsen skyder gang i en national kampagne, som skal dæmme op for billigt, industrielt svinekød fra bl. a. Danmark og Holland. I stedet vil Oliver, som før har haft held til at ændre briternes spise-og indkøbsvaner med store kampagner, bane vej for mere hjemmemarkedsbacon i de engelske køkkener. Det skriver bladet Økologisk Jordbrug.

De britiske svinebønder er hårdt trængte på pengepungen, da deres europæiske konkurrenter kan producere billigere, fordi de ikke skal leve op til helt så skrappe minimumkrav for dyrevelfærd, som briterne skal. Først i 2013 er EU klar med nye ens regler for alle EU-landene.



/ritzau/