Som et led i efterforskningen af Anne-Elisabeth Falkevik Hagens forsvinden har norsk politi været i kontakt med personer med tilknytning til kriminelle miljøer i milliardærfruens nærområde.

Onsdag kom det frem, at 68-årige Anne-Elisabeth Falkevik Hagen har været forsvundet siden 31. oktober, og at hun formentlig er blevet kidnappet.

På trods af at politiets efterforskning har stået på i ti en halv uge, og at offentligheden de sidste fire dage har ringet ind med over 500 tips, har politiet fortsat meget få konkrete spor at gå efter.

Søndag er norsk politi igen ude for at tale med ægteparrets naboer, i håb om at det kan give dem noget håndfast at arbejde videre med.

Anne-Elisabeth Hagen har været forsvundet siden 31. oktober 2018.
Anne-Elisabeth Hagen har været forsvundet siden 31. oktober 2018. Foto: Øst politidistrikt
Vis mere

Politiet har også været i kontakt med en del personer i nærområdet, som har tilknytning til kriminelle miljøer. Eksempelvis medlemmer af bander i Oslo, som er bosat i Lørenskog-området.

»Dette er en stor og bred efterforskning, som indebærer mange forskellige efterforskningsskridt. Kriminelle i nærområdet er et ud af en række temaer i denne efterforskning,« siger efterforskningsleder Tommy Brøske til norsk TV 2.

Politiet arbejder fortsat ud fra den teori, at Anne-Elisabeth Falkevik Hagen er blevet bortført, men efterforskningen har endnu ikke givet svar på, hvem der kan have stået bag bortførelsen.

Derfor står politiet samme sted i efterforskningen, som de har gjort de sidste par dage. De gør det klart, at det er en vanskelig sag at efterforske, og at de er afhængige af information fra offentligheden for at kunne komme videre.

Ifølge politiets hovedteori er Anne-Elisabeth Falkevik Hagen blevet bortført mod sin vilje fra parrets hus i Lørenskog uden for Oslo om morgenen eller formiddagen den 31. oktober sidste år.

Ingen har set eller hørt fra hende siden.

Efterforskningen blev holdt hemmelig for offentligheden i 10 uger, før politiet i onsdags stod frem på et pressemøde og satte offentligheden ind i sagens omstændigheder.

På pressemødet oplyste politiinspektør Tommy Brøske, at der i parrets hus er blevet fundet et brev, der både indeholder trusler og instrukser i, hvordan et større pengebeløb skal overføres via en anonym kryptovaluta.

Den 68-årige pensionist Anne-Elisabeth Falkevik Hagen forsvandt fra sit og ægtemanden, Tom Hagens, hus i Lørenskog øst for Oslo 31. oktober.
Den 68-årige pensionist Anne-Elisabeth Falkevik Hagen forsvandt fra sit og ægtemanden, Tom Hagens, hus i Lørenskog øst for Oslo 31. oktober. Foto: Vidar Ruud / NTB scanpix / AFP
Vis mere