Iværksætter Michelle Hviid har prøvet og lykkedes med meget. På ét punkt føler hun dog, at hun ikke er slået til: Kernefamilien. Hun kæmpede til det sidste for at undgå skilsmisse med sin datters far, men brød sig selv ned i processen.

»Jeg synes, jeg er lykkedes med meget i mit liv. Karrieremæssigt og oplevelsesmæssigt. Jeg har set hele verden og opnået så meget.«

»Men noget af det, som i bakspejlet har været vigtigst for mig, det er jeg ikke lykkedes med. Jeg er ikke lykkedes med at stifte en familie og få et livsvidne, og det er faktisk noget af det, jeg tror ville have betydet mest for mig. Og gjorde så ondt, tror jeg, at jeg ikke havde lyst til at indse det.«

Du opnåede ikke måske ikke kernefamilien, men man kan vel være familie på flere måder?

»Jo, det kan man helt sikkert. Men kernefamilie kan man kun blive en gang. Så når man først har brudt med det første barns far, som jeg gjorde, så har man ødelagt kernefamiliemodellen. Man kan så lave nogle nye variationer, som jeg tror kan være enormt smukke.«

»I dag lever jeg selv i en sammenbragt familie, så selvfølgelig tror jeg på det. Men på daværende tidspunkt, hvor jeg var sammen med min datters far og min anden mand, der er jeg i slutningen af 30'erne og bruger rigtig meget energi på, hvordan andre menneske tænker, og hvad det er, jeg gør forkert. Jeg farer vild i et setup, som ikke er mit.«

Hvad gjorde det ved dig at blive ved med at kæmpe?
»Jeg havde det ad helvedes til. Jeg tror, at vi alle misbruger noget i en eller anden grad. For mig blev det alt for meget shopping og rigtig meget mad. Jeg passede ikke særlig godt på mig selv. Jeg brugte uhensigtsmæssigt mange penge på ting, der helt afgjort ikke gjorde noget godt for hverken mig eller kloden. Det kørte så langt ud, at jeg brugte halvandet år efterfølgende på at finde hjem i mig selv.«

Troede du nogensinde på, at det skulle vende?
»Jeg var overbevist om, at det var mig, der var noget galt med. Nu kan jeg kigge tilbage og tænkte, at vi nok var nogenlunde fifty-fifty om det. Men da jeg var i det, var jeg sikker på, at det var mig, der skulle lave noget om. Først da jeg mærker, at det også gik ud over børnene, indså jeg, at nok var nok.«

Hvordan føltes det at komme ud på den anden side?
»Jeg syntes, det var en kæmpe lettelse at give op. Det er, som om, at når man er i skilsmisse, så hægter man sig fast i siderne af en brønd. Og man kæmper og kæmper for ikke at falde ned i den, mens man langsomt glider ned alligevel. På et eller andet tidspunkt falder man derned, og så kan man begynde at overveje en strategi for at komme op, hvilket er mere hensigtsmæssigt end at glide ned.«