Lyt til artiklen

Konflikten i Gaza har bredt sig til sportens verden. Tirsdag gik hundredvis af tyrkiske basketball-fans amok og skræmte et israelsk baskethold så grundigt, at spillerne måtte søge tilflugt i omklædningsrummet af frygt for at blive overfaldet.

Den voldsomme scene fandt sted i Ankara, hvor tyrkiske Turk Telekom skulle have mødt israelske Bnei Hasharon i mændenes Europa-cup.

I stedet blev kampen udsat på ubestemt tid.

Tyrkisk politi var mødt talstærkt frem og eskorterede senere de chokerede israelske spillere væk fra området.

De vrede fans råbte slagord som ‘Gud er stor’ og ‘Dræb Israel’. Mindst en kastede i arrigskab sine sko efter israelerne.

Tidligere på dagen blev israelske flag brændt af uden for sportshallen. Tyrkiet har i hårde vendinger kritiseret den israelske offensiv i Gaza. Situationen i Gaza spidsede i dag til, da israelske styrker to gange ramte palæstinensiske skoler drevet af FN. Over 40 personer blev dræbt - heraf flere børn.

- Foreløbige undersøgelser viser, at der blev affyret mortergranater inde fra skolen mod israelske styrker, siger en talsmand fra den israelske hær ifølge Reuters.

Israel har tidligere anklaget Hamas for at bruge skoler, moskeer og beboelsesområde som skjulesteder.