Selvom de allerede var blevet opdaget én gang, fortsatte to kiosker med at snyde.
Det måtte kontrollanter fra Sikkerhedsstyrelsen konstatere i forbindelse med en ekstra kontrol, hvor myndigheden fulgte op på fundet af ulovlig tobak, snus og e-cigaretter.
Det fremgår af et folketingssvar fra skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) til retsudvalget i Folketinget.
Som B.T. kunne afdække søndag, har Skattestyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen, Arbejdstilsynet og Fødevarestyrelsen i første halvår af 2025 haft kontroller i 69 kiosker i København og Aarhus
Ud af de 69 kiosker blev der konstateret lovovertrædelser hos de 67.
I den forbindelse har Sikkerhedsstyrelsen politianmeldt ni af de 67 kiosker, fordi der blandt andet blev fundet ulovlige tobaksvarer.
To af de ni fik efterfølgende et nyt besøg af Sikkerhedsstyrelsen, hvor det blev konstateret, at ulovlighederne fortsatte - også selvom Sikkerhedsstyrelsen allerede havde været forbi og politianmeldt dem kort tid forinden.
»Det siger mig, at når fejlene opdages, så er det ikke misforståelser, der er tale om. At man troede at, det var i orden. Det her er helt bevidst. Ellers havde man selvfølgelig rettet ind,« siger vicedirektør i Samvirkende Købmænd, Claus Bøgelund.
Det er i marts, april og juni 2025, at myndighederne har besøgt kiosker i København og Aarhus. En branche, der er kendt for snyd, svindel og fifleri.
B.T. beskrev søndag, at der blandt andet blev fundet ulovlige nikotinposer, ulovlige puffbars, receptpligtig Viagra og 75.000 kroner i kontanter og medarbejdere på offentlig forsørgelse. Der blev observeret manglende mærkning af fødevarer, afgiftssvindel og masser af slik og chokolade, hvor det ikke kunne dokumenteres, hvor det stammede fra.
Inden for Sikkerhedsstyrelsens ressortområde er ni kiosker blev politianmeldt. De to af dem har som nævnt fået genbesøg, og de resterende syv vil ifølge svaret 'modtage opfølgende besøg i løbet af efteråret'.
»Det virker langsommeligt, og det er formentlig skrevet på et tidspunkt, da det var 20 grader udenfor. Men det havde været meget bedre, at der stod ‘med det samme’, og at ord i øvrigt fulgte handling. Der skal være et mere kontant svar på ulovlighederne. Der skal falde bøder med det samme,« siger Claus Bøgelund.
Sikkerhedsstyrelsen skriver i et svar til B.T., at tidspunktet for den opfølgende kontrol er bestemt af lovovertrædelsens karakter.
»Når Sikkerhedsstyrelsen konstaterer en lovovertrædelse ved et tilsyn, sker der en konkret vurdering af overtrædelsens karakter. Vurderingen er afgørende for, hvorvidt og i så fald hvornår der planlægges et opfølgende tilsyn,« skriver styrelsen.
Skulle de opfølgende besøg afsløre gentagende lovovertrædelser, kan bødestraffen forhøjes, fremgår det af svaret.
»For eksempel straffes ulovlig markedsføring af e-cigaretter med en kendetegnende aroma af andet end mentol og tobak i udgangspunktet med en bøde på 50.000 kroner ved første overtrædelse og 65.000 kroner ved anden overtrædelse,« skriver de.