Kim Christensen blev mødt af et sørgeligt og uhyggeligt syn lørdag morgen.
Den isbutik, han er indehaver af, er nærmest brændt ned til grunden.

Det skriver TV2 Øst.
»Jeg har det som at være i et vakuum – det er uvirkeligt,« siger Kim Christensen til mediet.
Der er tale om Is & Pølsehytten i Klintholm Havn på Møn, som på tragisk vis stod i flammer omkring klokken 02.30 natten til lørdag.
Årsagen til branden er endnu ikke opklaret, og politiet har indledt en undersøgelse af sagen.

Dog mener indehaveren, at branden er påsat.
Han forklarer, at overvågningsbilleder afslører en ukendt person bevæge sig tæt på bygningen blot en halv time inden overvågningen stopper brat.
Og fremtiden for indehaverens issalg er i fare, eftersom han ikke er forsikret mod branden.
Selvom selve bygningen er lejet, er han ejeren af al inventar. Derfor er det nu op til udlejeren at beslutte, hvorvidt butikken skal genopføres, fortæller Kim Christensen til mediet.
Butikken var lukket for sæsonen, og ingen personer er kommet til skade.

