For bare et år siden valfartede folk fortsat til Berlin Zoo for at få et glimt af den populære isbjørn Knut, der blev forladt af sin mor. Og siden ”opfostret” af dyrepasseren Thomas Dörflein.

Men nu har tiderne ændret sig. Knut er ikke mere det tilløbsstykke han var engang – og ifølge nyhedsbureauet EPA er han blevet mere menneskesky efterhånden som han er vokset op. Og pelsen er ikke mere snehvid, men faktisk mere ovre i det grå.

Det har heller ikke gjort sagen bedre, at Knut for nogle måneder siden mistede sin ”plejefar”, Thomas Dörflein, der pludseligt blev fundet død i sit hjem – ramt af en blodprop.

Ifølge EPA vil Berlin Zoo i løbet af det næste år forsøge at ”afsætte” den før så populære Knut til en anden zoologisk have.

På fredag er det nøjagtig to år siden, at Knut blev født i Berlin Zoo. Kun få timer gammel blev den lille isbjørn forladt af sin mor – hvorefter Dörflein tog over.

Og siden gik billeder af de to sammen i munter leg, skæg og ballade, over hele verden.

Samtidigt strømmede publikum til Berlin Zoo for at få et glimt af Knut og co., hvilket medførte, at haven fik tælleapparaterne til at snurre så lystigt, at millionerne løb ind som regndråber i løbet af det første år.

Hvor Knut skal hen gisnes der om. Der har været tale om en norsk Zoo, men også i USA og Japan har man tidligere vist interesse – men det var stadig mens Knut var utrolig populær.

Situationen synes en lidt anden nu, hvor den nu lille isbjørne-unge er blevet stor og livsfarlig isbjørn.

Men måske kan Knut komme på tålt ophold i Københavns Zoo. Her vil den med garanti ikke blive ”frosset” ud.