Så er der kommet tal på, hvad krigen mod Irak har kostet de danske skatteborgere.Knap en mia. kr. - 967 mio. kr.

Det har den danske militære tilstedeværelse i Irak kostet fra starten i marts 2003 indtil nu, oplyser forsvarsminister Søren Gade i et svar til Folketingets forsvarsudvalg.

Det første år kostede 181 millioner kroner, et beløb, der i 2004 steg til 485 millioner, mens der i år foreløbig er brugt 301 millioner kroner.

- Amerikanerne bruger hvert år 80 mia. dollar på krigene i Irak og Afghanistan, det de kalder krigen mod terror. Man kan også sammenligne med det danske forvarsbudget, der for tiden er på ca. 19 mia. kr. årligt, siger Anja Dalgaard-Nielsen, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier.

Men meget tyder på, at alene den goodwill, Danmark har fået i USA pga. krigen, mageligt er investeringen værd.

Antallet af medlemmer i en lille forening i den amerikanske kongres, »Kongressens venner af Danmark«, er f.eks. steget markant. Så ud fra en økonomisk betragtning er krigen efter alt at dømme en god forretning.

- Det er svært at lave en analyse af, hvad man får for pengene, fordi der er så mange faktorer, der spiller ind. Vi bidrager til at udbrede vores vestlige demokratiske værdier, og vi fik et Bush-besøg ud af det. Og det skal man ikke grine ad - det er noget, der bliver lagt mærke til i Washington DC.

Vores folk på ambassaden derovre oplever nu, at det er meget nemmere at få oplysninger - f.eks. om lovforslag, der er på vej, som har betydning for danske handelsinteresser, siger Anja Dalgaard-Nielsen.

karker@bt.dk