De dummeste kommentarer på Facebook er, ... når folk skriver ’Støjberg støjer’ til mig. Den er for oplagt. Den har jeg hørt siden 3. klasse. Det er enten dem, der har onkel-humor, eller dem, der er politisk uenige med mig, der skriver: ’Nu støjer Støjberg igen’, som om de var meget opfindsomme. Jeg har 48.000 meget aktive følgere på min side, og det er jeg meget glad for, selvom Linse Kessler har mange flere – 300.000.

Jeg undrer mig over,... at der er så meget milimeter-retfærdighed til. Jeg hader milimeterretfærdighed. Jeg har en hel grundlæggende tro på, at det hele nok går op i den sidste ende. Nogle gange taber man lidt, andre gange vinder man. Jeg har aldrig nogensinde hørt nogen ligge på deres dødsleje og ærgre sig over, at et andet menneske engang var lidt mere heldig i en situation. Når det hele slutter, går det nok lige op.

Ytringsfrihed er, at man må tale højt i biografen ... nej, bestemt ikke. Det er, at man siger sin mening og tager ansvaret for det. Det er altså ikke at sidde og sparke ind i andre folks stole i biografen i halvanden time, kyle med popcorn og slik og snakke højt. Jeg elsker stadig at gå i biografen og gør det ofte. Jeg elsker at se en film på stort lærred med fantastisk lyd og duften af popcorn og en kæmpe Cola Zero. Og en del af biografoplevelsen er, at der er andre til stede. Jeg har lige været i biografen for at anmelde filmen ’The Avengers’ sammen med alle anmelderne, og hold da op, det er ordentlige mennesker. Selvom de spiser croissanter og drikker kaffe, kan man ikke høre dem, og de krummede ikke engang.

Jeg er blevet beskyldt for mange ting ... f.eks. at jeg skulle være DFer. Der er mange ting, jeg er uenig med Dansk Folkeparti i, men også det modsatte. Jeg er ikke enig i deres økonomiske poltik. Den vil koste alt for meget.

Jeg glemte ydmygheden, ... da jeg for nogle år siden troede, jeg var meget bedre til at ride, end jeg egentlig var. Jeg var af sted med nogle venner på hest, og jeg faldt af og slog mig rigtig meget. Jeg er en dårlig rytter, det havde jeg glemt. Jeg var gul og blå i lang tid.

Det går galt i Danmark om 10 år, ... hvis ikke vi står fast på de grundlæggende frihedsværdier, vi har som fundament for det danske samfund. Hvis vi, hver eneste gang, der er noget, træder et lille undskyldende skridt tilbage, går det galt. For hvis vi træder et lille skridt tilbage tilpas mange gange, kommer vi billedligt talt til at stå med ryggen op mod muren. Vores frihedsværdier er ytringsfrihed, religionsfrihed og ligestilling. Man kan tro på lige den gud, man vil. Jeg forlanger ikke af dem, der kommer til Danmark, at de skal tage kristendommen eller vores gode eller dårlige vaner til sig. Folk kan bygge deres eget liv oven på det, man skal bare ikke slå hul på fundamentet. Hvis man kommer til Danmark, skal man kende til dansk kultur og levevis. Der er nogen, der simpelthen ikke ønsker at være en del af det, og det synes jeg er forkert. Når man bor og lever i et land, skal man også indrette sig efter det. Men det betyder ikke nødvendigvis, at man skal være kristen og spise flæskesteg.

Venstre ønsker også indvandrerstemmer ... jeg mener, indvandrere bør stemme på Venstre, fordi vi mener, mennesker skal behandles ens og gives lige muligheder. Vi har Fatma Øktem i Folketinget, hun er et dygtigt folketingsmedlem og lige præcis et godt eksempel på, at man selv kan vælge religion og sagtens være muslim og demokratisk indstillet.

Mænd er sexede, ... når de ved, hvem de er, og har en god portion humor. Ligesom min Claus. Ja, det var ham, der fik sendt Kronprinsen henover Storebæltsboren i stormvejr, for han er Kronprinsens livvagt. Han er en handlingens mand, det ligger fast. Det gør heller ikke noget, hvis en mand er veltrænet. Jeg lærte Claus at kende for mange år siden. Vi er født og opvokset det samme sted, han gik en klasse over mig, vi har nu dannet par i to år.

Det er usexet, når mænd er ... vattede. Jeg vil meget hellere være uenig med en mand, der står ved sine ord, end med en mand, der føjer sig og taler mig efter munden. Mænd, der bare dalrer rundt og ikke kan beslutte sig, kan godt pakke sammen.

Jeg taler stadig jysk... jeg tror, jeg bliver ved med det. Jeg er opvokset med det, og det er ikke noget, der ændrer sig, selvom jeg opholder mig meget i København.

Det gode ved at være Inger Støjberg er, ... at jeg ved: ’Alting løser sig altid til sidst’. Det er en optimistisk tilgang til livet. Det er også mit motto. Det bedste ved mig er også, at jeg simpelthen kan drikke alle de Cola Zero, jeg har lyst til. Jeg har ikke sat nogen regler op for det. Det kan blive til tre liter om dagen. Jeg har en cola-konto i kiosken på Christiansborg.

Det dårlige ved at være Inger Støjberg er, .. at jeg har et urealistisk forhold til, hvor meget jeg kan nå på kort tid, og det irriterer også folk omkring mig. Jeg er bange for, at jeg er født 10 minutter for sent, og det arbejder jeg på at indhente.

Jeg tudede lidt, da ... jeg hørte frihedsbudskabet 4. maj om aftenen. Jeg blev rørt over den originale optagelse fra radioen. Det skete, da jeg stod ved Frihedsmuseet til en ceremoni.

Jeg var så misundelig på ... Trine Dyrholm, da hun sang ’Danse i Måneskin’ til Melodi Grand Prix. Det var i 1987, da jeg var barn. Nu er der den hage ved det, at jeg ikke er god til at synge, men alligevel var jeg dybt misundelig, da hun i en alder af 14 år blev nummer to i Danmark. En fantastisk sang, i dag er hun en dygtig skuespiller, og det stikker i mig, hver eneste gang jeg ser hende. Øv, hvorfor var det ikke mig, der sang ’Danse i Måneskin’?

Det vigtige i livet er ... at huske at fejre ting. Jeg elsker at fejre ting. Når vi er færdige med det her interview, vil jeg nok lige fejre det med en cola.

Det allerværste, jeg har sat tænderne i, var ... søpølse. Det er som en stor larve, og det allerværste ved historien er, at jeg var tvunget til at spise den. Jeg var i indre Mongoliet med fødevareudvalget, og jeg syntes, det ville sjovt at have et billede af søpølsen, der var på menuen ved en officiel middag. Jeg spurgte tolken, om det var o.k. at fotografere. Han sagde til ministeren fra Mongoliet, at der var en dansk politiker, der syntes, søpølse var så fantastisk, at hun ville fotografere det. Det betød, at jeg var tvunget til at kæmpe mig igennem den meget usmagelige ting, mens resten af fødevareudvalget sad og godtede sig. Der var yoghurtdrik til, og jeg kan sige, at søpølse og yoghurt udgjorde en utroligt uheldig alliance i maven i løbet af natten.

En hemmelighed om Sussi og Leo er, ... at de er dygtige forretningsfolk. Man kan sige det sådan, at nogen tror, de står og griner ad Sussi og Leo, men faktisk griner de med Sussi og Leo, og de griner hele vejen ned til banken. De er rigtig dygtige forretningsfolk og gode til at underholde - de har aldrig slået sig selv op på at være specielt gode til at synge eller spille.