Her har du en stribe gode spareråd til turen i supermarkedet:

1. Køb stort, megastort, ind næste gang, din yndlingsmarmelade, vaskepulver og saft er på tilbud. Hvis du kan spare 15 kroner på tre glas marmelade, så kan du spare 150 kroner ved at købe 30 glas.

2. Køber du stort ind af kaffe, så frys den ned. Derved bevarer kaffen sin aroma og smag.

3. Forudsætningen for at spare mange penge er, at du kan gennemskue de mange »falske tilbud«, som supermarkederne disker op med. Gem tilbudspriserne i en periode, så du ved, hvornår der virkelig er penge at hente på stearinlysene, rødvinen og pastaen.

4. Er du ikke så heldig at have et bryggers til et lager af langtidsholdbare varer, så kan du spare op mod 45 procent på husholdningsbudgettet ved at gå uden om kendte mærkevarer som Knorr, Carte d'Or, Den Grønne Slagter og Tuborg. Vælg i stedet de mere anonyme varer, som er produceret for supermarkederne, og som står på samme hylde.

5. Anonym vare eller ej. Køb aldrig reven pizza-, pasta- eller gratineringsost. Riv din egen tilbudsost. Det er langt billigere.

6. Drop også alle færdige pakninger med tærtedej, pizzadej og lasagne. Du bliver snydt, så vandet driver. Ingredienserne til at lave dejen eller retten selv koster ikke en fjerdedel.

7. Indimellem gider man dog ikke selv, og så er det godt at have sin egen færdigkøbte fastfood i fryseren: Pizza, forårsruller og pommes frites. På den måde fristes du ikke så nemt til at hente dyre pizzaer inden søndagsfilmen.

8. En anden måde at undgå dyre impulskøb på grillbarer, tankstationer og DSB-kiosker er ved at lave en ugentlig madplan. Indfør eksempelvis en ugentlig fiskedag, kyllingedag og vegetardag.

9. Bliv bevidst om, hvor meget kød, fisk, grøntsager, kartofler og sovs der skal beregnes pr. person, så du undgår at smide for store mængder mad ud. Forbrugerinformationen har lige udgivet en pjece: »Tal og tider i køkkenet«, hvor man kan læse alt, hvad der er værd at vide om mængder.

10. Kniber det alligevel, så bliv bedre til at lave »reste-mad«. Hver gang du smider mad ud, smider du penge ud. Put kødrester i madpandekager eller på pizza. Lav grøntsagssuppe af resterne i grøntsagsskuffen. Grødrester kan bruges i brøddej.

11. Bag dit eget brød. Købebrød er utroligt dyrt i forhold til, hvad det kan fremstilles for derhjemme.

12. Det samme gælder madpakken. Hvis dagens ret i kantinen koster 25 kr., kan du opnå en besparelse på tusinder af kr. om året ved at smøre din egen madpakke.

13. Drikke skal der til. Men oven på decembers orgie kan man jo passende holde en lille pause fra øl og sodavand. Danske familier bruger hvert år formuer på cola og alkoholiske drikke.

14. Smør i stedet børnene med højtlæsning af en brugt bog, købt på biblioteket. De holder ofte udsalg, og her kan du få god litteratur til en billig penge i solid indpakning.

15. Udsalgstilbud kan det være svært at holde sig fra i det hele taget, og måske kan du også gøre et kup. Men beslut dig for, hvad du vil købe, inden du drager af sted. Farmand bliver ikke en bedre elsker af at gå i silkepyjamas.

16. Undgå også impulskøb i supermarkedet, hvis du vil spare dig rig. Bare 100 kroner om ugen brugt på lakdåser fra Netto, aromalys eller vaskeklude med blomster fra Søstrene Grene kan give dig 5.200 kroner ekstra om året - efter skat.

17. Fald heller ikke for dyre polermidler fra supermarkedet eller TV-shop. Hjemmet bliver rent med et universalmiddel, opvaskemiddel og eddike. Eventuelt ufortyndet eddikesyre til at fjerne kalk. Se mere på www.renthjem.dk

18. Er det vaskemaskinen eller andre hårde hvidevarer, der skal erstattes med nye, så tjek om de er blevet testet på www.fi.dk så du ikke køber katten i sækken.

19. Husk, at du samtidig køber en el-regning. Brug derfor penge på A-mærkede hvidevarer. Det sparer dig for tusindvis af kroner på lang sigt.

20. Få en bro over Øresund. Mangler du nye briller eller skal have lavet større tandreparationer, så tjek priserne på den anden side af Sundet. Svenske tandlæger annoncerer i den gule fagbog.

21. Kør derimod ikke efter økologiske grøntsager. De er billigere at få bragt til døren end at købe i supermarkedet. Besparelsen pr. kasse fra f.eks. www.aarstiderne.com ligger mellem 43,50 kroner og 65 kroner, og så slipper du endda for selv at slæbe alle rødderne, salathovederne og tomaterne hjem.

22. Er du ude at køre, så køb håndkøbsmedicinen i supermarkeder eller på tankstationerne. De er generelt billigere end apotekerne.

23. Find vej gennem telejunglen og opnå de billigste abonnementer og samtalepriser på www.tst.dk eller kig efter folderen: »Hallo, hallo ved du hvad det koster« på biblioteket.

24. Drømmer du og din familie om at komme på ferie, men ikke har råd, så overvej at bytte bolig på: www.homelink.dk

25. Internettet kan også bruges til at finde besparelser på din familie-, bil- eller husforsikring. Tjek priserne hos dit selskab og konkurrenternes på: www.forsikringsluppen.dk

  • TRANSPORT

  • VASK OG TØJ

  • TIL HENDE

  • TIL HAM

  • EL, VAND, VARME OG LYS

  • ANDET