Det var en forfærdelig dag. Brevet lå på skrivebordet og bar Wahid Khalils ældste søns håndskift. Alligevel virkede ordene fremmede. Far og søn var tætte, men budskabet i den blå kuglepens omhyggelige dans på papiret syntes at komme fra et sind, som den gråhårede dansk-palæstinenser knap nok kendte.  


- Kære far og mor. Vi er rejst ned for at hjælpe muslimerne fra Syrien, læste han.

Brevet var på en enkelt side og indeholdt næsten ingen detaljer. Det var kort og konstaterende og ramte som en granat midt i det liv, Wahid Khalil gennem mere end 40 år havde opbygget sammen med sin hustru i det vestlige Aarhus. Familien klarede sig godt. Den ældste søn på 22 år læste datalogi på universitetet, og hans fem år yngre lillebror var på vej gennem tiende klasse med flotte karakterer og drømme om meget mere. De skulle være sønnerne, der trodsede statistikken og klatrede hele vejen fra den socialt plagede bydel til samfundets top. Men nu havde de smidt det væk. De var begge rejst til den blodige borgerkrig 4.500 kilometer borte uden så meget som et kram og et farvel.

Læs hele historien om Wahid Khalils kamp for at få sine sønner vristet ud af krigens kløer her i BT PLUS

Opret abonnement på BT PLUS - første måned er gratis.


Det var en forfærdelig dag. Brevet lå på skrivebordet og bar Wahid Khalils ældste søns håndskift. Alligevel virkede ordene fremmede. Far og søn var tætte, men budskabet i den blå kuglepens omhyggelige dans på papiret syntes at komme fra et sind, som den gråhårede dansk-palæstinenser knap nok kendte.

-Kære far og mor. Vi er rejst ned for at hjælpe muslimerne fra Syrien, læste han.

Brevet var på en enkelt side og indeholdt næsten ingen detaljer. Det var kort og konstaterende og ramte som en granat midt i det liv, Wahid Khalil gennem mere end 40 år havde opbygget sammen med sin hustru i det vestlige Aarhus. Familien klarede sig godt. Den ældste søn på 22 år læste datalogi på universitetet, og hans fem år yngre lillebror var på vej gennem tiende klasse med flotte karakterer og drømme om meget mere. De skulle være sønnerne, der trodsede statistikken og klatrede hele vejen fra den socialt plagede bydel til samfundets top. Men nu havde de smidt det væk. De var begge rejst til den blodige borgerkrig 4500 kilometer borte uden så meget som et kram og et farvel.


- Først sad jeg bare og stirrede ud i luften. Jeg kunne ikke forstå det. De havde aldrig snakket om at gøre sådan noget. Ikke et ord. Lidt efter skiftede følelsen til vrede. Jeg blev rasende over, at de ville smide hele deres fremtid væk på den måde, og at de ikke engang havde sagt noget til mig. Jeg rev brevet i stykker og smed det på gulvet. Og så blev jeg bange. Dengang havde jeg ingen ide om, hvor slemt det i virkeligheden står til i Syrien, men jeg vidste, at der er krig. Og at mange unge, der rejser derned, aldrig kommer hjem igen, fortæller Wahid Khalil.


Da BT møder ham på Marselisborg Marina i Aarhus en solbeskinnet sommerdag, er der gået mere end et år siden den følelsesladede dag, som forandrede alt. Han har sagt ja til fortælle sin families historie i håb om, at det kan få andre til at forstå, hvad der får unge mænd til at forlade trygheden til fordel for døden og lidelserne i et krigshærget land og hvilke oplevelser, de har med i bagagen, når de vender hjem. I dag forstår han det selv. For siden den dag i februar 2013 har han personligt stirret krigens grimme ansigt i øjnene flere gange end nogen bryder sig om.

En plan

Med stumperne af sønnernes korte brev liggende på gulvet omkring sig, lagde Wahid Khalil en plan. Han ville have sine drenge hjem. Koste hvad det ville. Han ville finde dem og bringe dem tilbage til studiet og den lyse fremtid, om så han selv mistede livet undervejs.   


- Jeg har levet i 60 år, og jeg var slet ikke i tvivl om, at mine sønners liv var vigtigere end mit. Hvis jeg døde, ville det være for en god sag. Men for at være ærlig tænkte jeg ikke så meget på min egen sikkerhed i starten. Mine børn fyldte alt i mit hoved, fortæller han med en afklaret mine. 

14 dage efter at have fundet brevet på skrivebordet sad den ældre mand i et fly med retning fra København mod Istanbul. Herfra fløj han videre til Antakya få kilometer fra den Syriske grænse.

Hvert døgn kaster regeringsstyrkerne mellem 50 og 70 såkaldte tøndebomber over den besatte del af Aleppo. I håb om at opdage dem og kunne søge ly i tide, kigger mange mod himlen, når de går på gaden.
Hvert døgn kaster regeringsstyrkerne mellem 50 og 70 såkaldte tøndebomber over den besatte del af Aleppo. I håb om at opdage dem og kunne søge ly i tide, kigger mange mod himlen, når de går på gaden. Foto: Privatfoto
Vis mere

 

De to sønner på 17 og 22 år havde efterladt ganske få spor i den kortfattede besked, og de, der var, sluttede alle her.


- Vi vil prøve at komme ind i flygtningelejrene i Tyrkiet for at hjælpe, lød det.


Hovedparten af de tyrkiske lejre ligger omkring grænsebyen, der normalt er på størrelse med Aarhus, men er vokset i strømmen af flygtninge. Det blev dog hurtigt klart for faderen, at det ikke var her, han skulle finde sine drenge. Lejrene, der drives af professionelle internationale nødhjælpsorganisationer havde streng adgangskontrol og modtog ikke ukendte frivillige som de to sønner på 17 og 22 år. I stedet for dem fandt han noget andet, der forstærkede en voksende frygt.


- Jeg brugte nogle dage på at gå rundt i Antakya og spørge, om nogen havde set mine sønner, eller om de vidste, hvor jeg skulle lede. På den måde kom jeg meget hurtigt i kontakt med nogle forskellige grupper. Byen viste sig at være en stor hvervestation for unge, der ville ind i selve Syrien. De kunne bare troppe op, så var der nogen, der tog fat i dem og hjalp dem videre. Alle grupperne fra Syrien havde et kontor og nogle repræsentanter i byen. Både de humanitære og de militante. Al-Qaeda-grupperne var der også, men de kaldte sig selvfølgelig noget andet. Min værste frygt var, at mine drenge var endt hos dem. Det ville være så nemt, og så ville jeg nok aldrig se dem igen, husker Wahid Khalil.

Borgerkrigen har oversvømmet Syrien med våben. Selv børn som de to piger på billedet har nem adgang til håndvåben. Pistolerne på billedet er ikke legetøj.
Borgerkrigen har oversvømmet Syrien med våben. Selv børn som de to piger på billedet har nem adgang til håndvåben. Pistolerne på billedet er ikke legetøj. Foto: Privatfoto
Vis mere


Efter flere dages frugtesløs eftersøgning tog han imod et råd, der endnu engang kom til at ændre alt. Han tog til Aleppo - Syriens største by, som engang havde fem millioner indbyggere, men som i dag er bombet og skudt delvist i grus i konstante kampe mellem regeringsstyrker og hårdføre oprørere, der vil af med præsident Bashar al-Assad. Turen foregik i selskab med en mindre gruppe mænd fra den militante gruppe Den frie syriske hær i ly af natten. De respekterede Wahid Khalils mission og lod ham derfor følge med.


- Vi skulle gå over et par mindre bjerge for at komme ind i Syrien. Vi begyndte ved 16-tiden, og da vi krydsede grænsen, var det blevet nat. Der mødte vi tre biler, som ventede på os. Der var 70 kilometer ind til Aleppo, som vi kørte med slukkede lygter. Så var vi sværere at ramme for snigskytterne, sagde de. Da vi kom tættere på, kunne jeg høre bragene og se lysglimtene fra artilleriet. Det var den nat, krigens alvor for første gang rigtig gik op for mig, fortæller han.

Aleppo er delvist besat af oprørere, der vil af med præsident Bashar al-Assad. Den øvrige del af byen kontrolleres af regeringsstyrker. Det giver anledning til daglige kampe. Her har en beboer forsøgt at bygge et værn med projektiler og granatsplinter fra gaden, der for øjeblikket udgør fronten.
Aleppo er delvist besat af oprørere, der vil af med præsident Bashar al-Assad. Den øvrige del af byen kontrolleres af regeringsstyrker. Det giver anledning til daglige kampe. Her har en beboer forsøgt at bygge et værn med projektiler og granatsplinter fra gaden, der for øjeblikket udgør fronten. Foto: Privatfoto
Vis mere


Millionbyen er delvist besat af oprørerne og fungerer som hovedkvarter for så godt som alle krigens militante grupper. Samtidig har de fleste private humanitære organisationer også repræsentanter her. Derfor virkede det som det mest effektive sted at lede efter de to drenge fra Aarhus. Eftersøgningen blev dog besværliggjort af skyderier, bombardementer og missilangreb dag og nat.


- Det var en chok. Jeg havde set krig på film og troede, jeg vidste, hvad jeg gik ind til, men jeg var slet ikke forberedt. Man kunne tro, man var i sikkerhed, og pludselig var man det ikke længere. En dag sad jeg og drak the i et hus, da der kom en håndgranat ned gennem et hul i taget. Vi kastede os allesammen til siden, men jeg snublede og nåede ikke langt nok væk, fortæller han og afslører et langt kraftigt ar på det ene underben.

En granatsplint skar det op, og blodet fossede ud. Alligevel betragter Wahid Khalil sig selv som utroligt heldig. Ingen andre kom noget til ved den episode, men det var et enestående tilfælde. I de første dage efter ankomsten så han mænd, kvinder og børn med afrevne lemmer og mistede liv. Værst var det, når fly tilhørende regeringsstyrkerne angreb fra oven.

- De har en taktik med at smide en bombe et sted med mange mennesker. Så venter de måske ti minutter. Så kommer der en bombe mere præcis samme sted, som rammer alle dem, der er strømmet til for at hjælpe ofrene fra det første angreb. Folk ved det. Alligevel kan man ikke bare holde sig væk, hvis ens nabo, far eller ven ligger og skriger og har brug for hjælp efter den første eksplosion. Det er en refleks at hjælpe. Ingen kan forstå, hvor forfærdeligt det er, før de selv har stået i det, siger Wahid Khalil.

Udbredt sult får mange til at lede efter mad i bunkerne af skrald, der ligger på gaden.
Udbredt sult får mange til at lede efter mad i bunkerne af skrald, der ligger på gaden. Foto: Privatfoto
Vis mere


Han bliver et øjeblik fjern i blikket, da en indre film går i gang.


- Der faldt en bombe lige midt i et beboelsesområde. Der var kun en enkelt bygning mellem mig og bomben, og den sank sammen. Jeg søgte tilflugt på et hospital, som stod endnu. Kort efter begyndte de at komme med de sårede. Til at starte med lagde de dem på gulvet i forhallen, hvor jeg stod, og til sidst var jeg klemt helt op i et hjørne. Der var simpelthen ikke mere plads. Der var folk, hvor indvoldene hang ud af maven og andre, som var blevet delvist knust i sammenstyrtede bygninger. Der var også en lille pige, som havde fået sprængt hele underkæben væk. Der var bare blod og skrig overalt, og der var så lidt de kunne gøre. De manglede alt. Jeg tog billeder af det, for ellers ville jeg aldrig fuldt ud komme forklare de rædsler til nogen, fortæller han.


Først senere fandt Wahid Khalil ud af, at de døde allerede var sorteret fra den strøm, han så ankomme til hospitalet. De blev lagt i et telt udenfor i et håb om at nogen kunne identificere dem senere. 

Forholdende på hospitalerne i Syrien er forfærdelige, og der er mangel på stort set alt. Det forsøger Wahid Khalil  nu at rette op på med sin nødhjælpsorganisation, der blandt andet sender bandager, kanyler og operationsudstyr fra Danmark til Aleppo.
Forholdende på hospitalerne i Syrien er forfærdelige, og der er mangel på stort set alt. Det forsøger Wahid Khalil  nu at rette op på med sin nødhjælpsorganisation, der blandt andet sender bandager, kanyler og operationsudstyr fra Danmark til Aleppo. Foto: Privatfoto
Vis mere


Den ældre mand med det grå fuldskæg læner sig tilbage og funderer et øjeblik over kontrasten mellem det blodige sceneri og eftermiddagen på Marselisborg Maria, hvor børn spiser is, og smilende voksne går hånd i hånd langs vandet og kigger på både til millioner af kroner. Det er svært at forstå, at der blot er få timers flyvning fra den ene verden til den anden, lader han forstå.

Gennembrud

Oplevelsen på hospitalet blev blot et af mange møder med krigens blodige virkelighed i Syrien. Der gik dage og uger med talrige angreb, og mens den urolige far gik fra hus til hus i sin søgen efter de to sønner, drænedes han både psykisk og fysisk i byen, hvor både smil og mad var en mangelvare. Da gennembruddet endelig indfandt sig en måned efter ankomsten, havde den i forvejen slanke far tabt 14 kilo


- Det var min ældste søn, der ringede. Han og hans bror havde hørt, at jeg ledte efter dem, og at jeg var inde i krigszonen. Det havde forskrækket dem. De spurgte, hvordan jeg havde det, men jeg var kun interesseret i at se dem. Så det aftalte vi. Jeg kan næsten ikke beskrive, hvor lettet jeg var, fortæller Wahid Khalil.


Til hans glæde var de to sønner ikke endt i armene på al-Qaeda eller en anden af de militante bevægelser, der hverver i Antakya. I stedet var de rejst til en interimistisk flygtningelejr drevet af velmenende frivillige for sparsomme private donationer. Lejren lå tæt op ad den tyrkiske grænse, men synet der her mødte den efterhånden krigshærgede far var om muligt endnu mere chokerende end krigen i storbyen.


- Det var en kæmpe lejr. Der var omkring 50.000 mennesker, og de fleste var børn, kvinder og ældre. Det var mennesker, som havde forladt alt, men som ikke kunne komme ud af landet, fordi de ikke havde nogen papirer. De fleste sov under hjemmelavede telte af indsamlet plastik. Det var ekstremt uhygiejnisk, for der var hverken bade eller toiletter. Samtidig sultede folk. De fleste nøjedes med et enkelt lille måltid om dagen. Det var ubeskriveligt, fortæller Wahid Khalil. 

Sønnerne gik til hånde med, hvad de kunne i lejren, og da faderen så den nød, de kæmpede imod, forsvandt hans vrede langsomt. Uroen i kroppen sad dog fast. De militante grupper var i området og hvervede, hvem de kunne. Derfor ville han også stadig have sønnerne med hjem til Aarhus.

-Jeg var faktisk stolt over, at de udviste så stort medmenneskelighed. Det gav pludselig mening, at de havde forladt alt, for de her mennesker havde virkelig desperat brug for hjælp udefra. Men jeg prøvede også at forklare dem, at det var farligt at være i Syrien, og at de også kunne gøre en forskel hjemmefra. At de kunne samle ind og sende ting derned uden at sætte deres egne liv på spil. Men det ville de ikke høre på, fortæller han.

Opfyldt af ønsket om at få sønnerne hjem besluttede den 60-årige far sig for selv at gå foran med et godt eksempel. Han havde set den barske virkelighed på hospitalet i Aleppo og fik en ny ide. Han ville starte sin egen nødhjælpsorganisation og vise børnene, at det lod sig gøre. Med et kram og et løfte fra sønnerne om at holde sig fra kampe i bagagen rejste han derfor hjem og satte planen i værk.

Med hjælp fra en dansk sygeplejerske, der selv har mistet en søn i Syrien, grundlagde han ‘Free Syrian Agency for Rescue’ og begyndte at kontakte hospitaler. De personlige beretninger om lidelserne i ørkenlandet gjorde indtryk, og snart begyndte det at strømme ind med aflagt og overskydende hospitalsudstyr. Bandager, sakse, knive, kørestole, krykker, modermælkserstatning, kanyler og en komplet transportabel operationsstue var med til at fylde en tætpakket skibscontainer på mindre end en måned. Også tøj strømmede ind fra private donorer. Dermed var vejen banet for Wahid Khalils anden tur til Aleppo. Denne gang gik det nemmere. I stedet for at vandre over bjerge fik han hjælp til at bestikke tyrkiske grænsevagter, som lod en lastbil med den kostbare container passere. Fremme i den udbombede by blev det hele uddelt til de tilbageværende hospitaler efter behov. Som tak fik afsenderen lov at sove på sengestuer i relativ sikkerhed for nattens angreb. 

Wahid Khalil havde fået venner, og dermed var sagen blevet personlig.


- Efter at jeg har mødt en del af de mennesker, som den her krig rammer, kan jeg ikke bare lukke øjnene. Det var nemt, da jeg bare så lidt i tv-nyhederne engang imellem, men nu, hvor jeg kender dem og har set, hvad der foregår, er det umuligt. Sådan tror jeg, alle ville have det, hvis de så, hvad jeg har set. Problemet er, at langt de fleste mennesker kun får en lille censureret bid af virkeligheden serveret, og at nyhederne ikke engang rigtig gider fortælle om krigen længere, siger han med et stik til vestens passivitet i den årelange konflikt.


I dag har Wahid Khalil jævnligt kontakt til sine sønner. De har talt situationen igennem, og derfor ved han, at det var præcis det samme, der i februar sidste år fik dem til at efterlade alt og søge mod krigens rædsler. De havde set den grumme, ucensurerede virkelighed på internettet og diskuteret den med vennerne i skolen, på studiet og i moskeen, og de kunne ikke leve med, hvad de så. De sagde intet om deres planer, da de vidste, at faderen så havde stoppet dem, inden de kom afsted. At det blev mad og medicin og ikke bomber og projektiler, der blev deres reaktion på krigens rædsel, tilskriver Wahid Khalil i dag god opdragelse, uddannelse og sund fornuft.

Selv har han nu været i Aleppo ni gange, og dagen efter interviewet skal han afsted igen. En ny sending hospitalsudstyr er ved at være klar, og der skal laves aftaler med modtagerne.

Han skal være væk et par uger og håber at heldet vil smile til ham igen. 


- Som situationen udvikler sig i Syrien, siger jeg altid ‘hvis’ jeg kommer hjem. For jeg ved, at jeg risikerer at dø hver eneste gang, jeg tager afsted. Men skulle det ske, vil jeg i det mindste være død for en god sag. Og for mig er det bedre end bare at sidde i sofaen med lukkede øjne, siger han.