____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Kun få danske politibetjente oplever at komme ud i så presset en situation, at de bliver tvunget til at trække deres våben og dræbe. En del af jobbet, som de er trænet til, men håber aldrig at opleve. 

Jesper Sørensen er overbevist om, at det var røverens liv eller hans eget. Han ville ende med brækket ryg eller ni fod under, hvis ikke han trykkede på aftrækkeren.

Det hele står stadig tydeligt - som markeret med neon - i hans hukommelse. Han genser det hele som en film for sit indre blik hver eneste dag. Han tog på arbejde som politimand og kom hjem som drabsmand.

- Han sidder stille. Hovedet hænger ned mod brystet. Blodet pisser ud af halsen på ham. Det løber virkelig. Solen skinner ind ad vinduet og får det til at glinse på hans jakke. Det løber ned ad ham, som hvis du tager et glas vand og hælder ved siden af munden, fortæller Jesper Sørensen.

Politiassistenten blev slæbt efter en bil og forsøgt mast, da han ville forhindre en bande guldsmederøveres flugt 24. april 2010 på Amager i København.

Røverne havde forinden truet ekspedienterne i guldsmeden med en pistol og bagbundet dem med gaffatape, inden de smadrede montrer og fyldte deres tasker med smykker for næsten fem millioner kroner.

Skuddet, der dræbte flugtbilens fører, blev samtidig det, der førte til optrevlingen af et omfattende netværk af chilenere, der havde udsat København, Oslo og Stockholm for en bølge af røverier og indbrud i 2009 og 2010. 

Jesper Sørensen er ikke politiassistentens rigtige navn. Han er anonym i denne historie. BT kender hans rigtig navn.

Med BT PLUS får du:

- Hele historien om røveriet, der endte med Jesper Sørensens dræbende skud, en røverbandes endeligt og et liv, der aldrig bliver det samme.


BT PLUS anbefaler også:


Et splitsekund, et skud – et ungt liv slutter, og et andet bliver aldrig som før. Her er historien om betjenten,der tog på arbejde og kom hjem som drabsmand

Hej skat, det er mig. Jeg er på vej på skadestuen. Jeg er okay. Nogle røvere prøvede at komme væk, jeg blev slæbt efter en bil og er blevet mast. Jeg har skudt føreren. Det hele er noget rod, og jeg skal afhøres af statsadvokaten. Men jeg er okay. Jeg ringer senere.

Klokken er lidt over 10 lørdag formiddag, 24. april 2010. Malene er lige stået op med parrets fireårige datter Josefine. De hygger og spiser morgenmad foran fjernsynet, da Jesper ringer.

Hun kan med det samme høre på stemmen, at han underspiller for ikke at gøre hende nervøs. Gentager hele tiden, at han har det fint. Hun græder, griber fjernbetjeningen og slår over på nyhederne, da hun har lagt telefonen. ’Betjent skudt i maven under røveri’, står der på skærmen.

- Lyver du for mig, råber hun panisk ind i røret, da hun ringer til Jesper igen.

Han forsikrer hende om, at han er okay. Det er en misforståelse, fordi han blev kørt væk på en båre, tildækket og med hænderne på maven. Han er okay.

Malene er bange og forvirret. Har lyst til at tage Josefine, løbe ned på gaden og kaste sig ind i en taxa mod Rigshospitalet. Men hun får sin søster til at passe Josefine og bliver hentet af Jespers gode ven og kollega. Han prøver i bilen at forberede hende på, hvad hendes mand har været igennem. Han har selv været nødt til at skyde en gerningsmand. Det efterlader ar. Sidder i én resten af livet.

Hænder ryster svagt, da Jesper Sørensen afspiller de små bidder fra politiradioen, som han gemmer på sin mobiltelefon. Gemmer for at huske det øjeblik, der har ændret en flig af ham for altid. Ellers er stemmen fast og sikker. Øjnene viger ikke.

- Jeg er mærket. Det sidder nok dybere, end jeg lige fatter, siger han på et tidspunkt midt i fortællingen om den arbejdsdag, hvor han dræbte en ung mand.

Jesper Sørensen, 32, har været politimand i København i syv år. Det her er hans historie om at dræbe i tjenesten. En oplevelse, som forsvindende få har lyst til at fortælle om.

Da bandekrigen brød ud i sommeren 2008, tog Jesper Sørensen sin skudsikre vest på, og siden har han ikke haft en vagt uden vesten lige under det tynde blå uniformsstof. Vesten og hans mest ultimative magtmiddel, Heckler & Koch-pistolen, reddede ham, da han for to år siden oplevede noget af det mest ekstreme, en dansk politimand kan komme ud for. At ende i så tilspidset en situation, at man er nødt til at trække sin pistol, skyde og dræbe et menneske. Havde han ikke gjort det, så havde det været en kollega, der havde ringet til Malene midt i morgenmaden. Og beskeden havde været en helt anden.

Hver gang en politimand trækker våbnet, skal statsadvokaten undersøge, om det var berettiget.

Pistolen er det sidste led i en lang kæde af magtanvendelses-redskaber, som politifolk har til rådighed. Den må først trækkes, når hverken tale, fysisk pågribelse, peberspray eller staven er nok.

I forhold til de andre nordiske lande affyrer danske politifolk meget sjældent pistolen. Få oplever at dræbe. Fire mennesker er blevet dræbt af dansk politi de seneste tre år.

Jesper Sørensen har trukket pistolen tre gange i løbet af sin karriere. Han har skudt udenfor skydebanen én gang.

24. april 2010, kl.9.40 ringer en mand fra Lerfosgade på Amager til politiet. Ud ad vinduet kan han se to biler og en flok, der ligner ’sigøjnere’. De har sportstasker over skuldrene, og en person dirigerer dem ud i området. Jesper Sørensen og to kollegaer fra Station City melder ind, da politiradioen spørger, om nogen er i området og kan tjekke de mistænkelige personer. Formentlig tricktyve.

Charlie Delta 36 kører mod Amager og holder i en sidegade, tæt på Amagerbrogade 28, da en overfaldsalarm seks minutter senere aktiveres i en guldsmedeforretning.

- Amagerbrogade 42: Vi har røveri i Nordens Urimport, altså Nordens Urimport. Amagerbrogade 42. Røveri! Alle køretøjer sendt til Lerfosgade og mærkelige sigøjnere – skift kurs til Amagerbrogade 42, skratter politiradioen hektisk.

- Til køretøjerne på vej til Nordens Urimport: Man har søgt tilflugt på toilettet. Flere udlændinge – altså flere udlændinge – vær opmærksom på, at der formentlig er en sammenhæng med sigøjnerne på Lerfosgade, som er gået ad Brigadevej.

Politifolkene svinger rundt om hjørnet og ser med det samme røverne, der roligt går ud af butikken med fyldte sportstasker. De spæner mod en sidegade, da de ser politibilens blå blink. Idet patruljevognen brager om hjørnet til Hallandsgade, er røverne ved at kaste sig ind i en Toyota. Men de er for mange – arme og ben stikker ud ad de åbne døre. Politibilen kører frem og svinger ind i flugtbilens højre forskærm.

Jesper og hans kollega springer ud, trækker begge instinktivt deres pistoler og råber. Politi. Politi. Stop!

Føreren begynder at køre, selvom hans venner stadig hænger ud ad de åbne døre. Prøver at mase sig igennem en parkeret bil og politibilen, så en kvinde i bilen ryger ud og skriger, da hun bliver trukket langs bilen og mast.

Føreren hakker bremsen i. Jesper løber om på førersiden og rækker ind ad den åbne bagdør, griber fat i nakkestøtten og sætter pistolen mod førerens baghoved. Gentager, at det er politiet. Han skal stoppe!

Føreren vender sig, ser på pistolen og Jesper, og så gasser han op.

Jesper slipper nakkestøtten for at lade sig falde ud, men han falder ikke. Nogen i bilen har fat i ham. Han er nødt til at løbe med bilen. Føreren trækker over mod de parkerede biler, og Jesper bliver mast, hver gang den åbne bildør rammer de parkerede biler. Jesper prøver på at løbe, komme på benene. Snubler og smadrer knæene mod asfalten. Prøver på at hive sig op. Rammes igen af bildøren. Da trykker han på aftrækkeren.

Ingen tanker. Han ser det hele i slowmotion, da han endelig ryger ud af bilen. Røgskyen fra pistolen. Føreren, der bliver ramt. Det mørkhårede hoved falder forover. Asfalten, himlen, asfalten. Da kroppen endelig standser, sidder Jesper foran en gammel Volvo.

Toyotaen kolliderer med parkerede biler, og gerningsmændene vælter ud ad de åbne døre. Jesper kommer på benene, og han og kollegaen løber imod dem, råber dem an. Råber og skriger med pistolen mod dem. Røverne stirrer ind i de to pistolløb og flygter så til alle sider. De tre politimænd forsøger at tackle de ’små røvhuller’, der nærmest uendeligt bliver ved med at trimle ud af bilen, hvor føreren stadig sidder med foden på speederen.

Jesper går tilbage til føreren. Døren er låst. Da han ser ind ad ruden, sidder den unge mand foroverbøjet. Blodet fosser ud af halsen på ham. Jesper går om på den anden side af bilen, kravler ind og tjekker mandens puls. Der er ingen. Han er død. Jesper slukker motoren. Det er et minut og 17 sekunder siden, alarmen gik hos guldsmeden.

Nicolas Reyes blev 20 år. Født 11. november 1989 i Santiago i Chile. Trods sin unge alder var den dræbte registreret af Interpol som omrejsende international tyv og straffet i Frankrig og Tyskland. Han og guldsmederøverne var en del af et netværk af kriminelle fra Chile, der i 2009 og 2010 udsatte København, Oslo og Stockholm for en bølge af indbrud og røverier. Inden røveriet på Amager var de brudt ind i mindst 30 villaer på Sjælland og havde stjålet værdier for over 1,1 mio. kr. og syv biler til at fragte tyvekosterne væk i. Efter indbruddene røvede de guldsmede.

Chilenerne er kendt af politiet for at være brutale. En guldsmed på Nørrebro i København var f.eks. i livsfare efter et røveri, hvor chilenere stak ham i halsen og forsøgte at skyde ham med en oversavet pumpgun.

I en periode var der kun få ugers mellemrum mellem røverierne.

På Amager truede de butikspersonalet med en pistol og bagbandt dem med gaffatape, inden de smadrede montrer og fyldte taskerne med guldsmykker. Den ældste var 27 år. Den yngste blot 17.

Det blev deres sidste røveri i lang tid.

Kl. 10.10: Jesper køres i ambulance til Rigshospitalet efter at have forklaret efterforskningslederen, hvad der er sket, og afleveret sin pistol til teknisk undersøgelse. Han ringer til Malene. Og tankerne kværner i hovedet. En mand er død. Dræbt. Var det berettiget?

Det er først nu, han mærker sin krop. Den er øm som efter voldsom træning eller tæsk. Uniformsbukserne er flænset, knæene er smadrede.

På hospitalet skal han igen forklare. Og et par kollegaer kommer og beder om Jespers tøj. Han må kun beholde underbukser og T-shirt. Resten tages med til teknisk undersøgelse. Jesper får tøj fra ’bumsekassen’ på hospitalet. For store bukser. En forvasket hospitalsskjorte, der gaber i ryggen.

Malene og nogle af Jespers kollegaer kommer ud til ham. Kysser og krammer og klapper ham på skulderen. Chefen, tillidsmanden og en krisepsykolog kommer til.

Nogle timer senere køres han til Station Amager, hvor der er mønstring for eftermiddagsholdet. Vagtlederen er ved at fortælle om dagens røveri, da Jesper føres ind i rummet. Han fatter ikke rigtig, at det er ham, de står og snakker om, før han pludselig registrerer, at han står på Station Amager i mærkeligt tøj. Det er ham, de snakker om. Ham, der har været igennem det der.

- Er det dig, der er Jesper?

20 mand vender sig og kigger på ham med store øjne.

- Bare sæt dig ind og vent, så afhører vi dig om lidt.

Jesper sætter sig ind i tv-stuen. Røveriet fylder hele nyhedsfladen. ’Politiet dræber røver.’ ’Politiet har igen skudt og dræbt en person.’

Jesper er nervøs for, hvad de andre tænker om ham. Han ved, at det er svært at sætte sig ind i sådan en situation. At de tænker på, om han ikke kunne have gjort det anderledes? Er det okay? Hvad siger statsadvokaten? Var det efter bogen?

- Hvorfor skød du først dér? Du kunne jo have skudt ham langt tidligere, spurgte statsadvokaten endelig, da Jesper blev afhørt.

Senere forklarede hun tv-kameraerne foran stationen, at det ud fra de indledende undersøgelser så ud til, at der ikke var noget at komme efter. Betjentene havde handlet efter bogen.

Jesper ånder lettet op og tager hjem til sine piger.

De steger bøffer og spiser aftensmad. Jesper putter Josefine og synger godnatsang. Sætter sig foran fjernsynet. Livet går videre.

Men da han rækker ud efter kaffekoppen, reagerer hans muskler pludselig på den ekstreme stress, de er blevet udsat for tidligere på dagen. Han kan ikke holde på koppen.

Næste morgen vil Josefine følges i børnehave af far, men han kan knap gå. Er fuldstændig tappet for kræfter. Jesper er sygemeldt i 38 dage.

Scanninger afslører senere seks diskusprolapser i brystet og en i lænden. En kombination af, at han blev hamret ned i asfalten, vredet i hoften og mast. I dag, mere end to år efter hændelsen, kan han stadig ikke løfte sine børn. Der er kommet tvillinger til siden. Han får nervejag i ansigtet, ticks og har hovedpine og vandladningsproblemer. Men han er sluppet billigt.

Mange politifolk, der har oplevet det, som Jesper har været igennem, kæmper med store psykiske følger. Man skal leve med, at man har slået et andet menneske ihjel. Mareridt, svedeture, søvnløshed og selvbebrejdelser. Nogle ryger igennem retssystemet og må vente år på at få svar på, om de gjorde det rigtige, eller om de er kriminelle.

- Du tager på arbejde som politimand og kommer hjem som drabsmand, som politibetjentenes advokat, Torben Koch, udtrykker det.

Skulle han dø?

Malene havde i tiden efter røveriet svært ved at acceptere, at hendes mand har dræbt et menneske. En anden kvindes søn. Kunne Jesper ikke bare have såret ham?

Men Jesper havde ingen frihed til at vælge i splitsekunderne, hvor han blev trukket efter bilen. Han skød mod sædet, hvor faren var.

- Jeg gjorde det, fordi han bragte mig i en situation, hvor jeg blev nødt til at gøre det. Ikke fordi jeg er voldspsykopat. Det var ’do or die’. Hans liv eller mit. Det er jeg fuldstændig overbevist om, siger Jesper.

Hans kone har forliget sig med tanken.

- Det giver en tryghed, at han kan handle, når det virkelig gælder. At faderen til vores tre børn passer på sig selv. Men på det tidspunkt var det mærkeligt at vide, at jeg havde en mand, der var i stand til at slå et menneske ihjel. Der var noget uskyld, der forsvandt. Jeg var frustreret over, at jeg ikke kunne få ham til at sige, at han ville ønske, det var endt anderledes. Men Jesper har heller ikke råd til at tvivle. Han er nødt til at tænke, at det ikke kunne være anderledes. Ellers kan han ikke leve med det, siger Malene.

Jesper handlede korrekt, fastslog statsadvokaten. Den vished gør, at han er sluppet fra oplevelsen med færre ar på sjælen end andre, der har været igennem det samme.

- Jeg kunne godt sætte mig ned og hyle, men det får jeg ikke noget ud af. På en måde er jeg også glad for hændelsen. Den har lært mig meget om mig selv. Jeg har skudt et menneske, og han døde af det. Men jeg føler mig ikke som en drabsmand. Jeg gjorde mit arbejde. Og jeg føler mig skarpere i dag. Der skal langt mere til at for at ryste mig.

Han ser en film i hovedet hver eneste dag. En film, hvor han ser ind ad bilruden på det menneske, han lige har skudt i halsen.

- Han sidder stille. Hovedet hænger ned mod brystet. Blodet pisser ud af halsen på ham. Det løber virkelig. Solen skinner ind ad vinduet og får det til at glinse på hans jakke. Det løber ned ad ham, som hvis du tager et glas vand og hælder ved siden af munden. Den film er blevet en del af mig. Jeg kan ikke komme af med den, og jeg tror heller ikke, at jeg skal prøve på det. Så ville det hobe sig op, og så ville jeg måske begynde at drikke, eller hvad ved jeg.

Drabet blev begyndelsen til enden for røverne. Den dræbtes mobiltelefon og et kamera i flugtbilen blev nøglen til at optrevle hele gruppen. De indeholdt bl.a. navne, telefonnumre og masser af turist-fotos fra bandens tid i København. Morgenen efter røveriet kunne man anholde fem gerningsmænd i en lejlighed, hvor der lå tyvekoster, der kunne spores til 30 villaindbrud, et guldsmederøveri og smykkerne fra Amager-røveriet til en værdi af fem millioner kroner.

Afhøringerne gav intet. Røverne forklarede sig fantasifuldt i øst og vest. Én sagde f.eks., at han var professionel fodboldspiller, der var kommet til Danmark med sit fodboldhold, men var blevet efterladt. Ingen havde gode forklaringer på, hvorfor de havde sendt store pengesummer til Chile. De kendte slet ikke hinanden.

To mistænkte er anholdt i Chile og ved at blive udleveret til Danmark. De fem dømte afsoner tilsammen 25 års fængsel for røveriet på Amager og en række andre forbrydelser og er alle blevet udvist.

Andre fra det chilenske netværk er – på grund af sagen – blevet pågrebet og retsforfulgt i andre lande eller er internationalt efterlyst. Chilenere har ikke begået røveri i hverken Danmark, Norge eller Sverige, siden de sidste fra gruppen blev anholdt efter et røveri 27. oktober 2010.