Crone og Pilmark lader op til det store Grand Prix-brag.

Søren Pilmark har selv en gang deltaget i et Melodi Grand Prix. Også han "tabte" til Brdr. Olsen. Ved et såkaldt alternativt grand prix, arrangeret af den københavnske TV-station Weekend TV i 1985.

Søren og hans bror Lars blev nr. 2 med "Jeg tager dig med til månen" - næst efter vinderen Jørgen og Noller Olsens "Rejsen til Spanien".

Femten år senere vandt de det rigtige grand prix, og resten er dansk pophistorie.

Når brødrene spiller op som opvarmning i Parken den 12. maj, er der intet alternativt over begivenheden. 35.000 tilskuere og alverdens TV-seere vil følge 23 kunstnere - og værterne

Søren Pilmark og Natasja Crone. Endnu giver udsigten til over 120 mio. smagsdommere ikke de to værter sved på panden.

"Alle spørger mig, også mine venner, om jeg ikke er enormt nervøs. Jeg kan kun sige, "nej ikke lige nu". Det er langt ude i fremtiden. Men når planlægningen er overstået, så kan man blive nervøs. For så ved man, hvad der forventes af én," siger Natasja Crone Back.

B.T. møder Eurovisions Grand Prix-værtsparret på en decemberdag, hvor det elendige vejr virker mere tyngende end udsigten til oplevelsen i Parken.

"Det kommer hurtigt til at lyde arrogant, hvis man siger, at man ikke er nervøs. Men jeg er ikke nervøs. Det lidt som at stå i orkanens øje, hvor der er ro, mens hypen kører rundt omkring dig.

Hvis man ikke passer på, bliver man selv grebet af den hype, der er omkring Melodi Grand Prx'et for øjeblikket. Og så bliver man nervøs. Hvis vi til den tid vågner gispende op midt om natten, badet i sved, kan vi huske på, at det i virkeligheden ikke er os, der har den vildeste opgave den aften. Det er kunstnerne," siger Søren Pilmark.

2000 har været et fantastisk år for dem begge. Natasja Crone fik sit helt store gennembrud som TV-vært. Pilmark fik en Reumert for sin rolle i "København" på Det Kongelige Teater. Han har blandt meget andet haft succes med sit solo-show og et show på Gladsaxe Teater. Har en slags hovedrolle i filmsuccesen "Blinkende lygter".

Hvad siger folk i de - måske - lidt finere kulturelle snirkler til jobbet som grand prix-vært?

"Det med det "fine" må stå for din egen regning. Jeg har fået en utrolig opbakning, også fra folk, som var mere oplagte værter end mig. Jeg bilder mig ikke ind, at et enigt Danmark bakker mig 100 pct. op. Det kom aldrig ind i min overvejelser, at jeg ikke skulle stille op, fordi der måske var nogen, der ikke mente, at det var fint nok. I øvrigt kan man jo sige, at jeg bekæftiger mig med mange andre ting, som så heller ikke er "fine" nok," siger Søren Pilmark.

Til foråret tager Natasja et par gange med ud og leger vært, når Pilmark - som kunstnerne sagde i svundne tider - "har en forening". Altså optræder som konferencier til lukkede arrangementer, hvor Crone kan lære lidt om, hvor hun har ham på scenen. "Det bliver Søren Pilmark - nu med 25 pct. Natasja," siger hun selv grinende.

De har nogenlunde samme musikalske baggrund: "Jeg er vokset op med engelsk popmusik og amerikansk swingmusik - det var Beatles, Beatles, Beatles, Beatles... og Beatles"," siger Pilmark.

"For mig var det Beatles, Beatles, Beatles, Beatles, Beatles... og Beatles. Især på grund af min far. Min egen overbygning var ABBA, som jeg tog med ind på pigeværelset som ti-årig," siger Natasja Crone.

For fem år siden tvang DR-ledelsen Melodi Grand Prix'et - nærmest som en "Alien" fra det ydre rum - ind som pauseunderholdning i Hans Otto Bisgaards "Ka' det virkli' passe?". Man skammede sig over det. For to år siden styrede Keld Heick et show på et minimalt budget i "Musikbutikken", hvor der næsten ikke var plads til både deltagere og cirka 100 gæster.

Nu dette gigantiske supershow. Først i Herning. Derefter i Parken. Hvad skete der? Udover den indlysende forklaring: Brdr. Olsens sejr i Stockholm.

"Jeg har altid set det og stemt med. Men det har da også været - som Jørgen Mylius sagde - showet, man elskede at hade. Der var nogle år, hvor der var langt mellem snapsene," erkender Søren Pilmark.

"Jeg tror, at vi i min generation ser Melodi Grand Prix'et som et af de få shows, der har været der hele tiden. Det er sådan lidt tilbage til monopoltiden og mælk på flasker. Jeg har altid set Melodi Grand Prix - også uden at skamme mig over det. Plus at jeg kan synge samtlige vindere fra 1975 og opefter. Jeg kender i hvert fald melodierne," siger Natasja Crone, som første gang opdagede den nye grand prix-bølge, da hun forsigtigt kiggede ud bag forhænget i Cirkusbygningen i februar - umiddelbart før hun skulle på scenen.

"Til generalprøven havde Jørgen Mylius lavet et potpourri, som skulle køre under afstemningen, med danske og internationale grand prix-sange. Salen kogte og de kunne det hele. Det er rigtigt, at mange tidligere så ned på Grand Prix. Vi lever i en tid, hvor alt er okay. Det er i orden både at kunne lide Grand Prix, Mozart og Britpop. Det er ikke enten eller mere. Nu er det både og," siger Crone.

Et aktuelt eksempel: Sangen "Lidt efter lidt" til det kommende danske Melodi Grand Prix i Herning. Melodien er skrevet af mr. "Dansktoppen" ham selv, thyboen Johnny Hansen fra Kandis. Teksten af den tidligere modtager af Alt for Damernes kvindepris, Nanna Kalinka Bjerke med en fortid i den københavnske undergrund og en nutid som feminist, politisk aktiv og fundraiser for diverse velgørende formål. To meget forskellige stykker Danmark møder hinanden.

"Der er sket en mentalitetsændring de sidste fem-ti år. Og et generationsskifte i underholdningsverdenen. Den form for TV, som Casper Christensen laver, er noget helt nyt," siger Søren Pilmark.

"Det river. Gør det af en eller anden grund acceptabelt, at lave mere showpræget TV med en kant - og hvor man sender folk ud på rejser i hele verden. Der er da også nogle TV-folk, som slet ikke vil have med den slags at gøre. Men de bliver sejlet agterud i forhold til deres meninger om, hvad TV bør være.

Det er også sket i mit fag. Det er jo ikke sådan, at der er kommet en ny, ung skuespiller. Nej, der er kommet en hel generation.

I forbindelse med "Blinkende lygter" gik vores diskussioner på, om jeg ikke var blevet et oldtidslevn. Der må jeg jo holde fast, men det er noget helt andet. Samtidig er det blevet okay at rulle den røde løber ud nytårsaften. Unge mennesker iklæder sig smoking og kjoler. Det må gerne være stort. Der er et galla-behov lige nu.

Melodi Grand Prix'ets nye succes er lidt det samme, som det, der skete med Poul Kjøller. Det er deres bagland. Den unge generation er børn af en tid, hvor forældrene så ned på grand prix'et. Og så sker der så oven i købet det, at Brdr. Olsen vinder," opsummerer Søren Pilmark.

Susanne Biers nye grand prix-film "Hånden på hjertet" hedder egentlig "Livet er en schlager" direkte oversat fra svensk. Filmen om den helt almindelige Mona hylder Popsangen. Ørehængeren, der kan give den grå dag farver - nye fjer til dynejakken.

"Absolut. Sådan er det. En god popsang kan altid få mig til at smile. Der er jeg et nemt offer. Martin Brygman er et godt eksempel. Det Brune Punktum appellerer til en bestemt type publikum, som næppe er det samme, som har været vilde med Grand Prix i mange år. Men han kan det med at skrive hits. "Jeg vil i seng med de fleste" er en klar Grand Prix-vinder - med en anden tekst. Jeg kan se den for mig i Herning Messecenter," siger Natasja Crone.

Søren Pilmark har stor respekt for dem, der med en tre minutter lang popsang og et godt omkvæd kan holde hele verden i et jerngreb. Måske en måned - måske i al fremtid, som f.eks. Paul McCartneys "When I'm Sixtyfour".

"Jeg sad med nogle venner og diskuterede forskellen på kult og kvalitet. Hvordan definerer man kult? Uanset hvad har udtrykket pop en eller anden nedladende klang. En tone af "bare fordi det er populært, er det ikke nødvendigvis godt".

Shakespeares værker er læst af millioner af mennesker i fire hundrede år. Det er ikke kult. Vi nåede frem til, at kult er noget man tillægger større værdi, end det egentlig har. Hvis man giver fire mia. for Michael Jacksons lokumsbrædt er det kult, for det er det ikke værd," siger Søren Pilmark.