Lyt til artiklen

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Vil du lytte til artiklen?

Køb et Digital Plus-abonnement og lyt med det samme.

Den 29. marts var det 50 år siden, den dengang 28-årige Palle Hardrup blev hovedperson i én af Danmarkhistoriens mest opsigtsvækkende mordsager.

Klokken 10.15 trådte Hardrup ind i Landmandsbanken på Nørrebrogade i København.

Få minutter senere skød og dræbte han to bankfolk for derefter at flygte på cykel - uden at have fået en krone med sig fra røveriet.

Men Hardrup var ikke alene om mordene: Mens Hardrup selv blev idømt psykopatforvaring, blev hans ven og tidligere cellekammerat i Horsens Tugthus, Bjørn Schouw Nielsen, idømt fængsel på livstid for at være den egentlige bagmand bag røveriet og drabene.

Ganske vist befandt han sig på en hyggelig skovtur i Nordsjælland sammen med en ung kvinde, da drabene blev begået, men da dommen over ham blev afsagt, havde Danmark fået sin første og eneste »hypnosemorder«.

Bjørn Schouw Nielsen blev dømt for ved hjælp af hypnose at have manipuleret Hardrup til at begå røveriet og - hvis der opstod problemer undervejs - til at skyde for at dræbe.

Bankrøveriet

Da Palle Hardrup om morgenen 29. marts 1951 trådte ind i Landmandsbanken, havde han skihue og mørke solbriller på - og i lommen på sit olieplettede arbejdstøj gemte han den pistol, der øjeblikke senere berøvede to mænd livet.

Da Hardrup var midt i lokalet, skød han første gang. For at overbevise de ni ansatte og de to kunder om at det var alvor, sendte han en kugle op i loftet og beordrede alle til at lægge sig ned.

Sekunder senere smed han sin mappe på skranken og beordrede nu kasserer Kai Møller til at rejse sig og fylde tasken med seddelbundter. Da Møller rejste sig, så han, at Hardrup pegede på ham med pistolen, og han tog dét skæbnesvangre skridt tilbage, der fik Hardrup til at trykke på aftrækkeren og dræbe ham.

Personalet søgte dækning bag skranken. Tilbage stod to kunder sammen med bankbestyreren Arnold Wisbom. Omgående kommanderede Hardrup bankbestyreren til at fylde mappen med penge, men heller ikke han nåede at fylde mappen, inden en panisk Palle Hardrup skød ham direkte i hjertet.

Hardrup flygtede ud af banken, men i de snesjappede gader gik flugten på cykel trægt. Han blev forfulgt af et øjenvidne og anholdt i en opgang i Griffenfeldtsgade på Nørrebro.

Den medskyldige

Allerede dagen efter dobbeltdrabet kunne aviserne fortælle, at Palle Hardrup ikke var en tilfældig forbryder: Han var en kold og brutal morder, der oven i købet var på nazisternes side under krigen.

I retsopgøret efter Anden Verdenskrig blev Hardrup nemlig idømt 14 års fængsel for landsforræderi. Og nu, kun to år efter sin benådning, havde Hipomanden begået dobbeltmord og bankrøveri.

Her kunne historien være endt, men allerede to dage efter røveriet skete der noget, der vendte op og ned på sagen.

En mand henvendte sig til Københavns Politi og fortalte, at det var hans cykel, Hardrup havde benyttet under flugten.

Manden ville sikre sig, at politiet ikke mistænkte ham for at være medskyldig, bare fordi han havde lånt sin cykel ud til sin gode ven. Men henvendelsen fik lige nøjagtig den modsatte virkning. For ejermanden af cyklen var den notoriske forbryder Bjørn Schouw Nielsen.

Pludselig kom Schouw Nielsen til at rette søgelyset mod sig selv, og det var ikke fordelagtige ting, der kunne fortælles om ham. Han var ligesom Hardrup dømt for landsforræderi, og under afsoningen i Horsens Tugthus mødte han Palle Hardrup, som han blev cellekammerat med.

I cellen isolerede de sig fra de andre fanger, studerede orientalske religioner, eksperimenterede med yogaøvelser og hypnose. Og netop deres hypnoseeksperimenter skulle vise sig at blive afgørende. Det strømmede nu ind med breve fra fanger: Bjørn Schouw Nielsen måtte være den egentlige skyldige. Han havde Hardrup i sin magt, fordi han var i stand til at hypnotisere ham, lød det.

Hypnoseteorien

Dermed var kuglerne støbt til en teori, der gik på, at Schouw Nielsen var hjernen bag Hardrups drab.

4. april 1951 blev Bjørn Schouw Nielsen fængslet - sigtet som medskyldig i det fatale røveri.

Det kom frem, at Schouw Nielsen, ud over at låne sin cykel ud til Hardrup, et halvt år forinden havde foræret ham de dræbende projektiler og været sammen med ham aftenen inden, drabene fandt sted. Desuden havde Hardrup før røveriet klædt om hjemme hos Schouw Nielsens senile tante.

Alligevel var politiets beviser i første omgang ikke tunge nok til at opretholde sigtelsen. Schouw Nielsens alibi var i orden: Han var på skovtur med den senile tantes unge, kvindelige logerende, da bankrøveriet fandt sted, Hardrup fastholdt, at han havde været alene om røveriet og drabene, og da politiet samtidig tvivlede på teorien om et hypnosemord, kom Schouw Nielsen igen på fri fod.

Efter et halvt års undersøgelser erklærede overlægen ved politiets retspsykiatriske klinik, dr.med. Max Schmidt, 17. december 1951 Palle Hardrup for sindssyg og skizofren.

Lægen mente på dét tidspunkt, at Hardrup var moralsk forkvaklet samt »kynisk, utilfreds, omskiftelig, forbeholden og pralende, udpræget egoistisk og ubarmhjertig, uansvarlig og upålidelig«.

Men også det blev der hurtigt vendt op og ned på.

Hardrup brugte julen på at skrive en tilståelse, der kom til at fylde to stilehæfter, hvoraf det fremgik, at Schouw Nielsen var hans medskyldige. Ja, ligefrem den virkelige skyldige, da han havde hypnotiseret ham til at begå bankkuppet og til at skyde, hvis det blev nødvendigt.

Max Schmidt betegnede i begyndelsen af januar »stilebogstilståelsen« som »en depressivt orienteret, men rask og muligvis strafværdig mands værk«. Eller med andre ord: På 14 dage havde Max Schmidt ændret mening og anså nu Hardrup for at være pålidelig.

Derfor blev Bjørn Schouw Nielsen atter varetægtsfængslet, da man nu mente, at grundlaget for at sigte ham som medskyldig var betydelig stærkere, end da han mere end et halvt år forinden blev sat på fri fod.

Nu var scenen sat til én af de mest mærkværdige retssager i Danmark. Fra at være ét af de mulige scenarier, blev hypnose-teorien omdrejningspunktet i sagen.

Bevisførelsen

I forbindelse med varetægtsfængslingen blev der gennemført en lang række undersøgelser.

Under ledelse af overlæge Reiter fra Kommunehospitalet i København blev Hardrup pumpet med »sandhedsserum« og narkotika for at afsløre, at Hardrup var modtagelig over for hypnose eller anden form for påvirkning.

Og prøverne faldt positivt ud: Hardrup blev påvirket.

For at bevise at Hardrup var i trance, blev der stukket nåle i ham: Hvis ikke han reagerede, var det et bevis på, at han var i trance. Og Hardrup reagerede ikke. Til gengæld udpegede han igen Bjørn Schouw Nielsen som ophavsmanden til dobbeltdrabet.

Overlæge Reiter tog Hardrups forklaringer for gode varer, mens en anden hypnoseekspert dr. Geert Jørgensen mente, at Hardrup trods den tilsyneladende trance var i stand til at lyve. Eller at Hardrup slet og ret bluffede i håb om selv at slippe for straf. Da sagen endelig i sommeren 1954 kom for Østre Landsret, fortsatte uenighederne mellem lægerne.

Som eksperter skulle de udelukkende forholde sig til fakta: Var det muligt at hypnotisere Hardrup? Men hurtigt udviklede det sig til et skænderi om, hvorvidt det var Hardrup eller Schouw Nielsen, der var den egentlige skyldige. Over en måned gik der med skænderier, daglange afhøringer og ekspertudsagn.

Og først den 17. juli, flere end tre år efter det fatale bankrøveri mod Landmandsbanken på Nørrebrogade, faldt dommen i sagen.

Palle Hardrup blev idømt psykopatforvaring på ubestemt tid - og Schouw Nielsen blev idømt fængsel på livstid. Dømt for, blandt andet ved hjælp af hypnose, at have påvirket Hardrup til bankrøveri og mord. De 12 nævninger mente, med Hardrups forsvarers ord, altså, at Schouw Nielsens »onde øjne« havde gjort Hardrup til morder.

Tilbage står spørgsmålet: Hvem var den egentlige skyldige.

Lod Hardrup sin ven idømme livsvarigt fængsel ved at fremstille sig selv som offer for en grisk mand, han troede, var sin ven? Eller var det Bjørn Schouw Nielsen, der udnyttede en svag ven til at manipulere ham til at slå ihjel?

Eller var sandheden snarere dén, som retsformanden i sin belæring til de 12 nævninger åbnede mulighed for: At de læger, der skulle undersøge Hardrup, i stedet uforvarende kom til at plante en historie i hans forvirrede sind ved at pumpe ham med narko og stille ledende spørgsmål, der kunne bekræfte deres teori?

I en erklæring skrevet efter sin løsladelse nåede Hardrup i 1967 selv frem til det sidste svar: »Man har nu helbredt mig, og man foregiver også at have helbredt min samvittighed. Dette er rigtigt, men heraf følger også, at ethvert ord, man har presset mig til at sige om Schouw Nielsen ved hjælp af sandhedsserum, »narcotica« og mange andre former for psykisk tortur, nu må trækkes tilbage«.

Andre læser også