Hun fylder ikke ret meget i en lænestol. Irene E. Nielsen er da også så slank, at hun skal gå efter forretningernes mindste størrelser, når hun prøver tøj. Men selvom hun i dag ligner en, som uden at tøve vil kunne sende kagefadet uberørt videre, så ved hun godt, hvordan det er at være stor.

I tre år prøvede hun nemlig at være fem størrelser bredere end i dag. Kiloene begyndte nemlig at sætte sig på hende fra den dag, hvor hun låste sig ind i sin fars lejlighed og fandt ham liggende død på køkkengulvet.

Oplevelsen og chokket satte sig dybt i hende, og langsomt skiftede hendes hverdag fra at være meget aktiv i motionscentret til mest at foregå hjemme i sofaen.

Til sidst blev hun overvægtig.

Hun var ikke længere en veltrænet fitness-instruktør i en størrelse 36, men en kone i løse bukser med elastik i livet i størrelse 46. Og samtidig med at vægten steg, svandt blev humøret og energien.

»Hvis jeg havde været et batteri, var jeg for længst smidt ud. Jeg orkede ingenting. Alting kunne vente til i morgen. Eller allerhelst i overmorgen,« fortæller Irene, som gik helt i stå, da hun i 1999 blev fyret fra sit job som sekretær.

»Min mand og mine børn prøvede at få mig i gang med noget, men det endte altid med, at jeg bestilte en masse brochurer, og så fandt jeg på en eller anden undskyldning, så jeg ikke skulle gøre det. Jeg tror, jeg kan skrive tykke bøger med undskyldninger fra dengang,« siger Irene, som mest brugte hverdagen på at sidde i sofaen og ryge sine 20 cigaretter.

Når hun havde aftaler med veninder, endte det ofte med, at hun meldte afbud i sidste øjeblik.

»Jeg kunne ikke lide at vise mig ude, efter jeg var blevet stor. Når folk spurgte, om jeg ikke havde taget lidt på, svarede jeg så kort som muligt. Jeg brød mig virkelig ikke om at snakke om det,« fortæller Irene, som heller ikke ville snakke med nogen om, hvad hun skulle grundlovsdag for to år siden.

Det var nemlig dagen, hvor hun første gang besøgte hypnotisøren Jean Felix for at få løst sine problemer.

»Jeg ville ikke fortælle det til nogen, fordi jeg var bange for, at de skulle tænke, at det bare var et af mine skøre indfald.«

Vejen op til den første hypnose havde også været sej for Irene, som var vant til at udskyde alt i sin hverdag.

»Jeg havde gået og kigget på hans annonce i lang tid. Til sidst valgte jeg at ringe og bede om en brochure. Uden for telefontiden selvfølgelig, så jeg ikke skulle snakke med ham. Men han ringede til mig en time efter,« fortæller Irene, som forklarede Jean Felix i telefonen, at hun bare ville stoppe med at ryge. Andet ville hun ikke fortælle en fremmed.

Men allerede da hun sad hos ham første gang, kom alle hendes problemer på bordet, selvom hun på vej op ad trappen havde besluttet sig for, at hun kun ville fortælle om cigaretterne.

»Jeg ved ikke, hvad der skete, men pludselig stod min mund bare åben. Da vi havde snakket et kvarter, bad han mig lægge mig på briksen og lukke øjnene. Så lagde han hånden på min pande og sagde en hel masse ting, som jeg ikke kunne huske bagefter. Da det var slut, var jeg helt svimmel, og jeg havde kvalme et stykke tid.«

Efter første hypnose kunne Irene mærke forbedring.

Da hun havde været der fem gange, blev det en daglig rutine for hende at gå i motionscenter en time hver morgen, og efter tolv gange havde hun det så godt, at hun sluttede behandlingen.

Det, som tidligere kunne gøres dagen efter, blev gjort med det samme. Hun tog massør-uddannelsen, som hun længe havde gået og luret på, og i dag har hun sin egen forretning som massør i Ebeltoft.

Overvægten slap hun hurtigt af med. Allerede efter to måneder havde hun tabt ni kilo, og i dag er hun 23 kilo mindre.

>»Hver gang der kom en ny årstid, måtte jeg købe nyt tøj, fordi jeg skulle gå en størrelse ned. I dag har jeg smidt det gamle tøj ud fra dengang. Det var skønt, selvom der gik noget tid, før jeg turde gøre det,« siger Irene, som foruden de mange tøjkøb samlet har betalt 4.200 kroner for sin hypnose. Til gengæld har behandlingen også skåret hendes tobaks-udgifter væk. I dag er hun nemlig ikke-ryger.

»Om det så havde kostet det dobbelte, ville jeg med glæde have betalt det.«

I dag er Irene lykkelig for både sin krop og sin hverdag som massør. Men de tre år med overvægt og frustrationer har lært hende noget.

»Jeg ved, hvordan det føles at være overvægtig. Jeg kunne tydeligt mærke, at folk ikke behandlede mig, som da jeg var tynd. Folk opfattede mig som ældre. De sagde: »Hun er jo også mormor og farmor«. Sådan kunne jeg aldrig finde på at behandle en overvægtig i dag,« siger Irene.