Thor Pedersen ejer en landbrugsejendom ved Rørvig med bopælspligt. Lokale beboere mener dog, at han snarere bor i sit sommerhus i Ramløse - tættere på Christiansborg.

Der bliver nu sået tvivl om, hvorvidt finansminister Thor Pedersen (V) rent faktisk bor på den luksusgård uden for Rørvig, hvor han officielt har bopælspligt, eller om han kun bor der proforma.

Thor Pedersen købte i 1997 Graudebjerggård, en firelænget ejendom med stråtag og en storslået udsigt over Isefjorden, for 3.465.000 kroner. Gården ligger på adressen Nakke Østvej 49 i Nakke syd for Rørvig og øst for Nykøbing Sjælland og var tidligere ejet af Irma-købmand Børge Olsen. Da der er tale om en landbrugsejendom, har Thor Pedersen pligt til at bo der, og ifølge Folketingets oplysninger og Finansministeriet er det da også her, han officielt har folkeregisteradresse.

Men Holbæk Amts Venstreblad skriver onsdag, at Thor Pedersen bor i Helsinge og kun sjældent er på gården, der er en af i alt tre, han har opkøbt i det nordvestsjællandske langt fra København.

Ifølge oplysninger til B.T. fra lokale beboere, der ikke ønsker at stå frem, ses Thor Pedersen for det meste i området alene i weekends og sommerferien, men ikke på hverdage.

Thor Pedersen havde tidligere folkeregisteradresse i Helsinge, men efter at have solgt sit hus i Helsinge, har han nu alene et sommerhus på Ramsvej 10 i Ramløse uden for Helsinge.

Det store, men kedelige gulstenshus tæt på Arresø er vurderet til 1,7 million kroner og ligger i langt mere behagelig afstand fra København og Thor Pedersens arbejdsplads på Slotsholmen end Graudebjerggård.

Det vil således være fuldt forståeligt, hvis Thor Pedersen har valgt at overnatte i sit sommerhus i Ramløse på hverdage i stedet for hjemme i Nakke, da det vil afkorte turen i ministerbilen ind til København om morgenen og hjem igen om aftenen betragteligt.

Problemet er bare, at han dermed ville omgå bopælskravet i Nykøbing-Rørvig. B.T. forsøgte i går forgæves via Thor Pedersens pressechef at få en kommentar fra finansministeren selv. Men pressechefen afviser pure, at Thor Pedersen bor pro forma på Graudebjerggård.

»Han har sin helårsbolig på Nakke. Der er han tilmeldt, og der kører vi ham op meget tit. At han så også engang imellem er på nogle af sine egne ejendomme, det er der ikke noget problem i. Det må jeg fuldstændig afvise,« siger Carsten Mai-Jørgensen.

»Jamen, jeg tæller ikke. Jeg tjekker ikke med ministerchaufføren, hvor tit han er der. Men det er hans hovedbolig, og det er der, han er mest,« siger Carsten Mai-Jørgensen.

Foruden Graudebjerggård købte Thor Pedersen sidste år nabogården Gråmosegård på Nakke Østvej 39 for 3.203.000 kroner - også en firelænget gård med udsigt over Isefjorden. Her er finansministerens bror, Dan Pedersen, flyttet ind.

Op til weekenden skulle Thor Pedersen så have erhvervet sig sin tredje ejendom i området lige foran næsen på en fond, der ville oprette et naturprojekt på området.

De lokale beboere er utilfredse med, at Thor Pedersen har pløjet to stier, der var adgangsveje til stranden, op. Desuden skal der ifølge Holbæk Amts Venstreblad være smidt byggeaffald på stranden neden for finansministerens ejendomme, hvor der er sat skilte op med »privat« og »adgang forbudt«.

Det er anden gang i år, at Thor Pedersen kommer i søgelyset på grund af sine private affærer. Første gang var i februar, hvor det kom frem, at Thor Pedersen som administrerende direktør i Jydsk Rengøring havde tegnet en sponsorkontrakt med Farum Boldklub på 450.000 kroner få måneder før, at han solgte virksomheden til rengøringsgiganten ISS. Formand og aktionær i Farum Boldklub var på det tidspunkt partikammeraten Peter Brixtofte. Samtidig med sponsoratet fik Jydsk Rengøring opgaver i Farum Kommune, hvor Peter Brixtofte var borgmester.

Thor Pedersen har afvist, at der var tale om en handel i stil med de overpriser, som kommunen har betalt for andre virksomheder, hvorefter de har brugt overprisen til at skyde penge i Farum Boldklub.