Journalist Simon Riedel stiller hver uge kendte danskere spørgsmål, der går helt tæt på og får dem til at overveje sig selv og deres liv. Vi kalder det 'ERKENDELSE - helt ind til tanker og følelser'. I denne uge med sangskriver, musikproducer og dj Lars Pedersen
Jeg var en verdensmand ... karrieremæssigt, da jeg i december stod på en kæmpe rød løber i Las Vegas og var nomineret til to latin-Grammy Awards - Song of the year og Hit of the year - for sangen ’Vente Pa’ Ca’, jeg har været med til at skrive til Ricky Martin, som i skrivende stund er blevet set 1,4 mia. gange på YouTube og har ligget nummer ét i 20 lande. Vi tabte til ’Despasito’ - det nummer, der nogensinde er blevet spillet flest gange - hvis bare vi havde været med året før eller efter, var vi løbet med det hele. Det var en vild oplevelse. Fantastisk. Så stod man og blev interviewet af BBC, NBC og mange andre, og det eneste, de sagde, var: »But you guys, you are not latin?«. De kunne slet ikke forstå, at en dansker og tre nordmænd, en svensker og en amerikaner kunne stå bag et af de største latinhit i mange år. Oven i købet skrevet i Aarhus en decemberdag. Det har ikke været meget, medierne i Danmark har skrevet om den sag.
Jeg følte mig som en verdensmand, da ... jeg sad med min søn for første gang. Det var følelsen af total lykke, alt andet var fuldstændig lige meget. Det var i 2011 i Hvidovre ved fødegangen. Det var noget af det mest rene og naturlige. Jeg ved nu, at det har stået på væggen hele mit liv, jeg så bare ikke den usynlige skrift før. Han hedder Vitus.
Jeg kan godt li’ kvinder, der ... er selvstændige, kreative, har situationsfornemmelse, humor, spirituel indsigt og masser af kærlighed og passion på lager. Ligesom min kæreste Gitte har. Hun har syv Energii-træningscentre, hvor jeg selv har trænet mig til mit livs form. Jeg har rigtig meget at takke hende for på alle fronter, hun giver mig ro, løfter mig, når jeg vakler og kysser mig, når verden er øv. Jeg ser mega meget op til hende.
Jeg bliver rigtig glad, når ... min kæreste Gitte griner. Det betyder mere for mig end de fleste andre ting.
Jeg ville ønske, jeg var bedre til ... at lade være med at slå mig selv og bedre til at rose mig selv - og stole på nuet og livet. Det er jo en evig tilbagevendende kamp, som de fleste mennesker i verden kæmper med. Det hele er ikke som i en film, hvor man i sidste scene løber lykkeligt hen over en græsmark. Alt ændrer sig konstant. Jeg ville også ønske, jeg var bedre til at tage imod andres ros, for hvis jeg f.eks har lavet et godt nummer, bliver jeg da glad for rosen, men tager det ikke helt ind. Ikke fordi jeg er hovskisnovski, jeg venter bare altid på et ’men’ og det halvtomme glas.
Jeg fik travlt med at komme væk, da ... jeg smed en stinkbombe på Burger King i 1984
Jeg er snart aktuel i ... et nyt BBC-udviklet program, der på dansk hedder ’En sang fra hjertet’, som kommer til at efterfølge X Factor på DR - sammen med Cutfather, Lina Rafn & Ankerstjerne. Almindelige danskere, der vil synge en sang, mødes med os, og vi er mentorer og producerer deres sang, som de afleverer til f.eks. en, de gerne vil fri til, eller andre, der har haft stor betydning for dem. Det bliver til nogle meget rørende momenter med våde øjne. Musik som en hjertegave uden konkurrence.
Det bedste råd, jeg kan give til andre, er ... at droppe frygten for det ukendte og frygten ’om det nu går’, for det er jo dybest set den tanke, de fleste af os går rundt med. Hvis vi nu arbejder ud fra en tese om, at det hele er forudbestemt på den bedst tænkelige måde, er det eneste, der kan spænde ben for det, vores egen tvivl og frygt. Frygt er jo dybest set en følelse, vi ikke rigtig kan bruge til noget, medmindre vi er på flugt fra en massemorder. Men dybest set er det jo en irriterende tankerække, der kan gå over i angst, som også bliver fysisk, så du ikke kan bevæge dig uden for døren. Jeg har været uden for den klassiske comfortzone det seneste par år, men for hver dag, der går, finder jeg ud af, at jeg overlever en smule mere, og at frygten aftager. Som Churchill sagde: ’Når du er i helvede, stop ikke, gå videre.’
Jeg lærte meget af en hændelse ... da en læge for 20 år siden sagde, at jeg havde seks måneder tilbage at leve i, fordi jeg havde fået konstateret en muskelknudesvulst i maven, de ikke kunne operere ud. Det slyngede en fucked up læge ud foran mig og min familie. Det var ikke det bedste tidspunkt i mit liv, men jeg kan huske, at da jeg vendte mig om og stod og kiggede op mod Herlev Hospital, sagde jeg til mig selv: ’Hvis jeg skal forblive rask, skal jeg aldrig derind mere’. Også fordi jeg var blevet fejlopereret. Hvis jeg havde sagsøgt hospitalet, havde det været katastrofalt for dem, Men jeg fik lægeskræk og havde ikke nok mod til at vende mig imod dem - gud ske lov for dem. Der lærte jeg en vigtig lektie om mig selv: at man altid skal gå efter at være undtagelsen i statistikken. Jeg har ikke været på et offentligt sygehus siden som patient. Jeg tog to år med alternativ behandling, akupunktur, zoneterapi og ændrede mit liv, begyndte at gå op i hvad jeg spiste, kvittede smøger. Kiggede mere op mod solen i stedet for ned i jorden. Det, som startede som en forbandelse, kom til at være noget, der lignede en velsignelse. Jeg er ikke blevet scannet siden - den knude er en del af mig, og jeg har valgt at bruge den som en slags trafiklys. Jeg kan mærke, at når den går op på gul, skal jeg lige gøre noget godt for mig selv.
Jeg synes, de vigtige værdier er ... nærvær , loyalitet, humor, passion og kærlighed.
Når jeg producerer musik, befinder jeg mig i en tilstand af ... totalt nærvær uden fornemmelse for tid og sted. Der kan godt forsvinde 8-12 timer, hvor jeg nærmest ikke engang spiser. Dybest set ville jeg ønske, at jeg ikke skulle lave så meget lavpraktik, at jeg bare kunne komponere, producere, indspille små værker. Det er mit kald. Man ved aldrig helt, hvad det er for nogle døre, man åbner, når man blander forskellige genrer og eksperimenterer. Løfter alle sten.
Det var næsten umuligt at holde pigerne væk, da... jeg var i Rockers by choice . .. der var piger, der sov i hækken, der hvor jeg boede, piger der forfulgte mig på afstand hele dagen. Dengang var livet dog ikke så bling bling for en musiker som i dag, så alt dette stod på, mens jeg kørte i HT busser og boede i et kollegieværelse med min kanin Folmer. Vi hentede på posthuset en hel sæk med fanbreve en gang om ugen, men der er ikke basis for en meetoo-historie her, for der var ikke et eneste frækt billede eller nogen, der skrev andet end: ’Jeg kunne godt tænke mig at kysse dig’. Det var en helt anden tid. Det var uskyldens tid, som Morten Korch 2.
Jeg kan ikke holde mig vågen, når folk taler om ... penge og dansk divisionsfodbold.
Jeg gør mig umage med ... at opføre mig ordentligt, så jeg altid kan se andre mennesker i øjnene. Det er ikke på noget tidspunkt steget mig til hovedet, når jeg har haft succes. Jeg møder af og til folk, der siger: ’Det er vildt, der er ikke nogen, der har noget lort at sige om dig’. Det er en stor kompliment for mig. Jeg har været skånet for at have behov for at skulle føle mig hævet over andre. Det har jeg ikke selvtilliden til, måske sker det oftere for dem, der ikke har noget at ha’ det i.
Jeg synes, det er upassende, når folk ... pladrer løs til koncerter, som om de er på café. Shut the f... up. Folk pladrer da heller ikke i Det Kongelige Teater.
Jeg gik over stregen, da jeg... kampstiv kaprede dj-pulten på natklubben Dolores ved min 48 års fødselsdag - det er længe siden, jeg har været så fuld, og jeg aner ikke, hvad jeg spillede. Men der var mange på dansegulvet, så alle overlevede, men jeg var ikke stolt i dagene efter og undskyldte mange gange til den stakkels hus-dj.
