Flere hundrede tusinder af mennesker lever i dag uden at bekymre sig det mindste om den verdensomspændende corona-pandemi.

I flere byer i det vestlige Myanmar ved de ikke, at man bør holde afstand og undgå store forsamlinger. Hoster nogen ud i luften, løfter ingen et øjenbryn.

Forklaringen er, at de mange mennesker helt fra begyndelsen – og i flere måneder før pandemien – har været afskåret fra informationer udefra.

»De er ikke bange for covid-19, fordi de kender ikke til den,« forklarer parlamentsmedlem Htoot May ifølge CNN.

I alt otte byer med samlet 800.000 indbyggere er fastholdt i uvidenhed, fordi de mange mennesker ikke har adgang til statens sundhedsinformationer.

De har i mere end et år ikke haft adgang til internettet, hvilket betyder, at de heller ikke ved, at en dødelig og smitsom pandemi har bredt sig fra land til land måned for måned.

Officielle tal lyder, at Myanmar har 292 smittetilfælde og seks døde med 64.532 test foretaget ud af en befolkning på over 52 millioner mennesker.

Forklaringen på at de mange tusinder mennesker lever i en sundhedsfarlig uvidenhed er, at den vestlige del af Myanmar har fået lukket internettet af staten på grund af bekymringer for, at det blev brugt til at opfordre til sammenstød mellem militæret og lokale oprørere. Staten ledet af den tidligere vinder af Nobels fredspris Aung San Suu Kyi har åbnet for internettet i én by i maj, men har stadig lukket forbindelsen for otte andre byer.

Mange sundhedsinformationer bliver delt på Facebook og andre sociale medier, men omkring 800.000 indbyggere i det vestlige Myanmar har ikke adgang til internet på grund af den vedvarende konflikt i området. Rakhine State, vestlige Myanmar, 13 juni 2020. EPA/NYUNT WIN
Mange sundhedsinformationer bliver delt på Facebook og andre sociale medier, men omkring 800.000 indbyggere i det vestlige Myanmar har ikke adgang til internet på grund af den vedvarende konflikt i området. Rakhine State, vestlige Myanmar, 13 juni 2020. EPA/NYUNT WIN Foto: NYUNT WIN
Vis mere

Udover at indbyggerne ikke har mulighed for at modtage de kritiske sundhedsinformationer, bekymrer det aktivister og organisationer, at manglen på internet fjerner muligheden for at anmelde brud på menneskerettighederne. Juridisk rådgiver for Human Rights Watch i Asien Linda Lakhdhir understreger over for CNN også alvoren af problemet.

»Med en væbnet konflikt mellem militæret i Myanmar og Arakan Army i Rakhine-staten (bevæbnet oprørsgruppe, red.) midt i en pandemi er det kritisk, at civile kan modtage informationer for at føle sig sikre.«

Parlamentsmedlemmet Htoot May, hvis valgkreds indbefatter de udsatte områder, fortæller, hvordan han ofte må forklare indbyggerne om coronavirus helt fra bunden.

På grund af rejserestriktioner kan han dog ikke nå ud til alle de mange hundrede tusinder mennesker, som ikke har adgang til informationerne fra myndighederne.

Væbnede styrker fra Myanmars militær ved en bro i Shan-staten august 2019. Her angreb etniske oprørsgrupper en politistation, hvor 14 personer mistede livet i kampene. STR / AFP.
Væbnede styrker fra Myanmars militær ved en bro i Shan-staten august 2019. Her angreb etniske oprørsgrupper en politistation, hvor 14 personer mistede livet i kampene. STR / AFP. Foto: STR
Vis mere

Kampene mellem landets militær og oprørsgruppen Arakan Army, som kæmper for større autonomi for landets buddhister i staten Rakhine, har stået på siden 2018.

Det er blot en af flere væbnede og blodige konflikter i landet, som også har trukket internationale overskrifter i forbindelse med forfølgesen af det etniske muslimske mindretal rohingyaerne.

CNN har ikke haft held med at kontakte regeringen i Myanmar for en kommentar.