Statsminister Anders Fogh Rasmussen og hele Danmark blev snydt af den egyptiske ambassadør Mona Omar Attia.

Fra Muhammed-krisens første dag i september sidste år til afbrændingen af de danske ambassader i Damaskus og Beirut i februar stod hun frem og krævede en undskyldning af Fogh.

Nu har hun i et opsigtsvækkende interview til den arabiske avis al-Watan indrømmet, at en officiel dansk undskyldning for de 12 Muhammedtegninger i Jyllands-Posten i virkeligheden var det eneste, hun frygtede.

Havde Fogh bøjet sig og givet den undskyldning, som egypterne havde krævet, var konflikten mellem Danmark og den arabiske verden nemlig med stor sandsynlighed ikke eksploderet i boykot, vold og kaos.

Frygtede at sagen lukkede
»Faktisk frygtede jeg, at sagen skulle ende med en undskyldning fra statsministerens side efterladende mere end en milliard muslimer overvældet af sorg og vrede.

Det bedste, den danske statsminister gjorde, var ikke at undskylde for denne skandaløse holdning. I og med at hvis han undskyldte, så ville denne sag blive lukket og afsluttet midlertidigt...,« udtaler Mona Omar Attia til al-Watan.

Alt tyder på, at egypterne ønskede en konflikt for at styrke den egyptiske regerings stilling i det meget vanskelige parlamentsvalg, som den stod foran på daværende tidspunkt.

Mona Omar Attias udtalelser viser ganske klart, at hun med de 11 ambassadørers brev til Fogh slet ikke ønskede nogen dialog.

Hendes overraskende tilståelse føjer en ny brik til det billede af dobbeltspil, som den danske regering længe har mistænkt egypterne for at have ført.

På den ene side optrådte Mona Omar Attia og hendes chef, den egyptiske udenrigsminister Ahmed Aboul Gheit forurettet på en milliard muslimers vegne.

Lagde maksimalt pres på Fogh
Man tog initiativ til det meget omtalte protestbrev til Fogh i oktober, hvor man bad om et møde med ham. Og man rejste sagen i en række internationale forsamlinger. Formålet var at lægge det maksimale pres på Fogh, så han undskyldte på nationens vegne for Jyllands-Postens forhåning af profeten Muhammed.

Og på den anden side holdt man møder med de danske imamer. Skaffede dem visa og kontakter til højststående politiske og religiøse ledere, som de aldrig ville have haft mulighed for mødes med uden assistance fra den egyptiske regering.

Danmark skulle udsættes for et kryds-pres, og samtidig øjnede den egyptiske regering en chance for at score nogle vigtige point på den hjemlige scene, hvor der i november og december blev afholdt hele fire runder af det egyptiske parlamentsvalg.

Med sin faste holdning overfor Danmark lykkedes det regeringen i Cairo at holde de religiøse yderfløje i Egypten i skak.

Men det var naturligvis slet ikke den historie, som Ahmed Aboul Gheit fortalte Per Stig Møller under de 15 møder og kontakter, der var imellem dem i forløbet.

Mens han i oktober i dybeste hemmelighed forbereder en boykot af danske varer i Mellemøsten, understreger han enten selv eller gennem sine embedsmænd, at de dansk-egyptiske relationer fortsat er gode.

SFs formand Villy Søvndal er ikke overrasket over egypternes dobbeltspil.

»Det viser, at vi har behov for en undersøgelse. Også af den lidet glorværdige rolle, som egypterne har spillet. Det kunne være spændende at få klarlagt i en samlet beskrivelse af forløbet, så Danmark kan lære, hvordan vi begår os i verden,« siger Villy Søvndal.

smo@bt.dk, emc@bt.dk