Mange par har det godt sammen i årevis. Indtil de støder ind i en uenighed, som eskalerer, indtil de tvivler på, om deres kærlighed er stor nok. Det betyder ikke, at man er forkerte for hinanden. Det betyder bare, at man ikke har lært at løse konflikterne på en god måde. Men det er der råd for. Læs med, når parterapeut Daisy Løvendahl guider et par til at bruge uenigheder til at komme tættere på hinanden.

Det er længe siden, jeg har set Nina og Michael. Sidst jeg sendte dem ud ad døren, var det med store smil og latter. De havde efter et hårdt år med første barn ikke kunnet finde hinanden seksuelt. Hvilket vi fik vendt. Jeg sjusser mig frem til, at deres søn må være fem år nu. Der er en lettere trykket stemning, da jeg får dem ind og sidde. Nina tager ordet.

»Vi er røget ind i en konflikt, som vi ikke kan løse selv. Det startede med, at jeg luftede en idé om, at vi skulle flytte fra byen og i hus.«

Men nu ved jeg ikke længere helt, hvad konflikten egentlig handler om.

Jeg nikker og beder Michael supplere. Han siger:

»Jeg er enig i, at det begyndte med en diskussion om at flytte. Hvilket jeg ikke er indstillet på. Men jeg oplever, at Nina er grundlæggende utilfreds med mig. Diskussionerne blev ret ubehagelige, og en aften for en uges tid siden blev jeg så vred, at jeg gik ind i stuen for at sove.«

Nina afbryder

»Og der har du sovet siden.«

Problemet er ikke problemet

Når jeg lytter til Nina og Michael, får jeg en klar idé om, at det handler mere om, hvordan de kommunikerer, end om det konkrete med at flytte. Hvis de kunne tale godt sammen om fordele og ulemper ved et liv i byen versus på landet, ville de sikkert også kunne finde en løsning eller indgå et kompromis.

Nogle gange er hemmeligheden bag held i kærlighed viljen til at gå med det, den anden vil. Min erfaring med dem fra tidligere viser, at de begge har den vilje i sig. Så jeg tænker, det er kommunikationen og kontakten mellem dem, der halter.

Derfor vælger jeg at flytte fokus helt væk fra diskussionen om fordelen ved by versus land og i stedet fokusere på følelserne, og hvad der sker mellem dem, når de taler om dette.

Michael fortæller:

»Jeg får simpelthen nok! Nina taler og taler og taler om alt det, der er galt med vores lejlighed, vores arbejdstider, den pressede hverdag og vores søns børnehave. Jeg oplever overhovedet ikke, at hun inddrager mig. Det er fuldstændig som at blive kørt over af et tog.«

Jeg griber den og spørger Michael meget direkte til hans følelser. Han siger: »Jeg får en følelse af, at Nina er utilfreds med alt. Og det gør mig virkeligt frustreret. Så er det nemmere at gå.«

Nina bliver rørt, da hun lytter til dette. Hun forsvarer sig med, at hun føler, at Michael aldrig lytter til hende. At han nedvurderer hendes drømme med konstante spørgsmål om konkrete ting, som giver hende en følelse af at måtte råbe for at blive hørt. Men hun sætter også ord på, at hun bliver ked af, at Michael trækker sig.

»Det værste for mig er, når du går. Selvom du bare går ind i stuen og sover, bliver jeg virkelig ked af det. Men det forstår jeg også, du blev …«

De omfavner hinanden.

Kontakt er det vigtigste

Vi arbejder videre med, hvordan de kommunikerer. Om de taler om hus eller andet, er ikke i fokus. Det er at skabe et rum mellem dem, hvor der er god kontakt og plads til de dybere følelser. For når de kan finde hinanden dér, kan de også tage de udfordrende samtaler.

Nina: »Vi er ikke enige om, hvor vi skal bo, eller hvordan vi gerne vil have vores liv som børnefamilie. Men det er o.k. Jeg ville hellere, at Michael var vild med tanken om at flytte på landet, men det vigtigste er, at jeg forstår hans forbehold. At jeg føler mig tæt på ham, og at vi er o.k.«

Michael: »Jeg forstår godt det, du drømmer om.«

De taler videre. Stemningen er god. Da de går fra vores sidste samtale, kan jeg høre hende grine på trappen. Jeg tænker, at uanset om de bor det ene eller andet sted, så bliver det godt.

Artiklen er bragt i samarbejde med Alt for damerne.