20-årige Marie skrev til radioprogrammet 'Mads og monopolet' for knap to uger siden. Hun stod midt i et frygteligt dilemma. Hendes far, som hun afbrød al forbindelse med, da hun var 13, lå for døden. Hun havde skåret ham ud af sit liv på grund af hans alkoholmisbrug, og havde egentlig ikke lyst til at se ham igen. Men skulle hun besøge ham på dødslejet? Mads Steffensen afslører, hvad Marie besluttede at gøre.

Maries far døde natten til onsdag i sidste uge. Det var faderens sidste og største ønske var at se sin datter. 'Mads og monopolet' afslørede i går på Facebook, at Marie valgte at besøge sin far. Hun nåede det tre dage inden hans død.

Onsdag offentliggjorde Mads Steffensen et brev, hvor Marie fortæller om den rørende oplevelse.

'Jeg græd det meste af tiden derinde og kunne ikke sige så meget andet tilbage end, at jeg ikke var vred på ham længere. For når jeg mærker efter, er jeg virkelig ikke vred længere. Jeg er langt fra glad for hans beslutninger dengang og fortryder ikke, at jeg afbrød kontakten, men har bestemt også indset, at jeg måske ikke var den eneste, der blev såret dengang,' skriver Marie.

DRs radioprogram 'Mads og monopolet', råder hver lørdag formiddag danskere i svære dilemmaer. De tre værter, der diskuterede Maries dilemma lørdag d. 24. januar, var musiker Søren Rasted, politiker Morten Messerschmidt og forretningskvinden Soulaima Gourani. De opfordrede alle Marie til at besøge sin far på rehabiliteringscentret, hvor han lå for døden. Marie fulgte deres råd.

»Jeg er glad for at der er sluttet fred nu, at han døde med fred i sindet, og at jeg forhåbentlig også finder fred. Jeg føler, jeg har taget et kæmpe skridt for mig selv, og jeg har virkelig fået meget stof til eftertanke,« skriver Marie.

Marie deltog ikke i mindehøjtideligheden i mandags, men sendte en enkelt af hans yndlingsblomst.

Læs hele Maries opfølgning her: