Dizzy Mizz Lizzy er tilbage – for tredje gang – og denne gang har de tænkt sig at blive.
Det umiddelbare budskab kunne egentlig hurtigt bringes til torvs: Rocken lever, og ét af de fineste rockbands, Danmark nogensinde har fostret, har netop efter tyve års ventetid udgivet sit tredje album.
Dizzy Mizz Lizzy hedder de, og de skrev sig allerede som teenagere ind i rockhistorien med deres selvbetitlede debutalbum og en lang række sange så fængende og omkringsig gribende som ansvarsflugt i magtens korridorer (begrebet, ikke bandet) i krisetider.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele Steffen Jungersens artikel om fænomenet Dizzy Mizz Lizzy, deres tanker om det nye album, de 20 års »pause« og meget mere.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Det umiddelbare budskab kunne egentlig hurtigt bringes til torvs: Rocken lever, og ét af de fineste rockbands, Danmark nogensinde har fostret, har netop efter tyve års ventetid udgivet sit tredje album.
Dizzy Mizz Lizzy hedder de, og de skrev sig allerede som teenagere ind i rockhistorien med deres selvbetitlede debutalbum og en lang række sange så fængende og omkringsig gribende som ansvarsflugt i magtens korridorer (begrebet, ikke bandet) i krisetider.
Ekvilibristisk spillet heavyrock mødte popfornuft, og dén cocktail faldt mildest talt på et tørt sted dengang i de tidlige 1990’ere. Dér i den ørken, hvor efterslæbet fra skulderpudernes storhedstid og navne som Tøsedrengene, Anne Linnet, Back To Back, News og Anne Linnet stadig blev tituleret »dansk rock«.
I det lys var det med et vist mismod, nærværende skribent 30. april 1993 bevægede sig ind på det nu hedengangne spillested Montmartre i København til arrangementet ’DM i Rock’.
Men dén aften begyndte fænomenet Dizzy Mizz Lizzy reelt, da tre gamle skolekammerater fra Valby – teenagerne Tim Christensen, Søren Friis og Martin Nielsen – i løbet af blot tre numre overbeviste om, at noget helt nyt og afgørende var landet. Og i øvrigt – som dengang skrevet i nærværende avis – savede den visnende gren over, de dér ’Du er’, ’Magi i luften’, ’Jonathan’ og ’Kom tilbage til mig’ stadig klamrede sig til.
’Slaget er tabt’
Ikke at Dizzy Mizz Lizzy egentlig havde regnet med det. Eller for den sags skyld noget som helst andet, som Tim Christensen fortæller 23 år senere.
»Jeg husker tydeligt, at Martin og jeg fulgtes ad derind på cykel, og jeg blev rigtig nervøs, allerede da vi drejede ind i Nørregade, hvor Montmartre lå, og så, at Danmarks Radio havde parkeret den dér store sendevogn ude foran. Nu var det vist alvor.«
Den generte knægt, som siden skulle blive én af Danmarks største rockstjerner, turde dårligt nok kigge ud på scenen, når konkurrenterne spillede.
»Først da Kashmir, som også var med det år, spillede, kiggede jeg ud. Og deres fans gik helt amok, og jeg tænkte bare ’slaget er tabt – vi er færdige’,« husker Tim.
Nede i salen sad din dengang udsendte og havde en helt anden oplevelse. Af hensyn til min deadline var jeg nødt til at forlade Montmartre før dommervoteringen. Så jeg gik ned på B.T., gjorde plads til vingefanget og proklamerede blot:
»Uanset hvem der vandt, så var de dér Dizzy Mizz Lizzy bedre end 99 procent af de band herhjemme, der allerede har pladekontrakt.«
Dagen efter var det da om ikke andet bevist, at selv rockjournalister, som ofte har indtaget den lidet flatterende plads mellem brugtvognsforhandlere og politikere på troværdighedsskalaen, en sjælden gang kan få ret.
De unge mennesker vandt DM i Rock, og dermed begyndte det, som ofte er blevet kaldt ’eventyret om Dizzy Mizz Lizzy’.
Og nu lever vi jo ikke for ingenting i et land, hvor ham ophavsmanden til historien om den udseendemæssigt udfordrede svømmefugl betragtes som vores nationaldigter.
I begyndelsen var der ganske vist ikke meget, der tydede på, at Dizzy Mizz Lizzy nogensinde ville komme til at »gå så gruelig meget igennem«, som digteren skrev. Umiddelbart efter sejren i ’DM i Rock’ fik bandet pladekontrakt, og da deres selvbetitlede debutalbum udkom i marts 1994, eksploderede det hele. Pladen er til dato dét bedst sælgende rockalbum herhjemme, og sange som ’Waterline’, ’Silverflame’, ’Love Is A Losers Game’ og ’Barbedwired Baby’s Dream’ er i dag klassikere.
Hvis så ’DM i Rock’ var indledningen på Dizzy Mizz Lizzys felttog for rocken, så var 2. juli 1994 – Tim Christensens 20-års fødselsdag – den dag, bandet vandt én af de største sejre på samme felttog.
Historisk koncert
Den dag spillede Dizzy på Roskilde Festival, og koncerten er simpelthen gået over i historien. Hér overgav i omegnen af 20.000 mennesker sig til trioen med en så betingelsesløs kærlighed, at pigerne græd, og drengene forsøgte at skjule, at de gjorde det samme. Dizzy Mizz Lizzy var landet.
»Ja, den dag ER gået over i historien – i hvert fald for dem, der kan huske det og fik den oplevelse ud af det, som det var,« smiler Tim Christensen i dag.
»Hvis man zoomer ud, så er ét jo, at det var vores band, men det store var, at et dansk ROCKband skabte noget, så mange var fælles om. Det skaber vi jo stadig, og det ER der altså ikke mange danske rockband, der har formået.
Jo, jeg ved godt, Volbeat er rigtig store, men de er også lidt specielle, for de fokuserer meget på udlandet, og der kommer da mange, når de spiller i Danmark, men det gør de jo ikke så meget.
Men det jeg siden har reflekteret mig til med den Roskilde-koncert og det, der er blevet hængende – udover at det jo var en utrolig fødselsdag – er, at vi skabte den hér kæmpe kollektive optur.«
En optur, som i løbet af 1994 bredte sig til Japan, hvor Dizzy Mizz Lizzy også reddede sig et kolossalt gennembrud.
Musikken ændrede sig
Martin Nielsen bryder ind:
»Jeg havde sgu heller ikke set den komme, for det var efter datidens forhold relativt alternativ musik.«
Søren:
»Lige der skete jo et skifte i dansk musik - fra Sanne, Anne og Helmig til rocken.«
Det sørgede Dizzy Mizz Lizzy så for?
»Ja, uden at være bevidste om det, og så gik der et par år, og så kom der i øvrigt en masse herlig Aqua og andet dejlig europop og tog over,« griner Tim.
Det kan han grine ad i dag. Men dengang i 1990’erne var de så unge og uerfarne i den benhårde musikbranche, at skønmaleriet begyndte at slå sprækker, allerede da bandet skulle i gang med at indspille sit andet album, ’Rotator’.
Da dén plade skulle indspilles i The Beatles’ berømte Abbey Road-studie i London, var Tim Christensen på den ene side og Martin og Søren på den anden side ikke længere enige om, hvilken vej bandet musikalsk skulle gå.
»Jeg blev ked af, at de andre ikke delte min begejstring for, at vi var i Abbey Road,« siger Tim Christensen, bandets inkarnerede Beatles-fan.
»Det dér Abbey Road var jo mit trip, selv om jeg solgte det til pladeselskabet, som at VI syntes, det var en fed idé. Og så i stedet for at dele det med de andre, blev jeg ked af det over , at de ikke kunne se, hvor fedt det var. . .
. . . men de ville hellere i Soho.«
Søren griner:
»Og se på nogle strippere!«
Så Søren og Martin turede i Soho, og Tim var ked af det. Uden at nogen af dem turde tage en afgørende snak om, hvad der egentlig var galt i bandet i de dage i 1996. Det var de med Martins ord imidlertid »for unge til«.
»Vi blev presset fra alle sider, mens vi stadig var på turné med det første album for at få lavet nummer to. Vi kunne ikke sige nej, for musikken var jo det, vi ville, og så måtte man jo gøre, hvad der blev sagt,« som Søren og Martin samstemmende udtrykker det.
»Vi ville gerne have bevaret jordforbindelsen, men i de år stod vi aldrig stille længe nok til det.«
Men de fik da lavet ’Rotator’ færdig. Den blev også en ganske stor succes, men revnerne i skønmaleriet blev større og større. Tim Christensen viede mere og mere sin tid til sin kæreste Pernille Rosendahl, som han var »røvforelsket i«, og hvor han fandt en forståelse for sine nye musikalske visioner, som han ikke fandt hos Søren og Martin.
De to ville spille heavyrock. Det ville Tim ikke. . . kun.
’John og Yoko’
Og hverken Søren eller Martin var spor forelskede i Pernille Rosendahl – faktisk begyndte de bag de tos ryg at kalde Tim og Pernille for ’John og Yoko’. Selvfølgelig med reference til John Lennon og hustruen Yoko Ono, hvor sidstnævnte ofte er blevet beskyldt for Beatles’ opløsning.
»Hvad skulle hun nu lægge beslag på vores Tim for,« griner Søren Friis.
»Men for fanden: Tim var forelsket, og det var sgu da ikke Pernilles skyld, det gik galt i bandet. Vi var jo ved at være slidt op alligevel.«
»’Rotator’-turnéen i efteråret 1996 var en nedtur. Den var 15-20 koncerter for lang. Den sled både bandet og vores publikum ned,« siger Tim.
»Da vi spillede vores sidste koncert i Vega, havde de lukket balkonen, fordi vi kun trak 8-900 mennesker i København, og i Aarhus måtte vi give mange billetter væk. Så det band, folk husker som 90’ernes store rockband, VAR altså på vej ned dengang, og det har folk sjovt nok fortrængt i dag. De sidste koncerter, vi spillede ude i idrætshallerne i provinsen, var godt nok triste. Pludselig var vi bare sådan nogle, folk skulle se, fordi vi var kendte. Der var sgu ingen, der hørte efter.«
Da turnéen var slut, besluttede trioen at holde fri fra hinanden i hele 1997. Et års pause kunne måske føre til, at de tre begyndte at savne hinanden menneskeligt og musikalsk. Sådan gik det bare ikke, og efter et møde på en bænk i Kongens Have i København 10. marts 1998 gik de tre op på deres managers kontor og sagde, han godt kunne sende en pressemeddelelse ud om, at bandet var opløst.
»Jeg tog ud i øvelokalet og hentede mine trommer i samme uge og tænkte egentlig bare »Nå ja, det var så det – jeg tror sgu også, jeg skal ud at finde mig et almindeligt arbejde. Så ta’r jeg den derfra,« husker Søren.
Martin griner:
»For fanden – først var man skoleelev, så blev man rockstjerne. Hvad skal man så lave? Vi kunne jo heller ikke finde ud af at snakke om det. Det var bare »nå, var det dét. Okay så.«
Søren blev lastbilchauffør, og Martin blev postbud.
Og det fik de faktisk lov til at forblive i en årrække efter lidet pompøse afsked med dét, nogen kaldte 90’ernes største danske rockband.
Tim Christensen koncentrerede sig om en solokarriere, mens Søren og Martin blev i deres nye job. De erklærer samstemmende, at de ikke savnede tiden som rockstjerner i de år.
»Der gik år, inden jeg overhovedet tænkte over det. Og det var sgu aldrig populariteten, jeg savnede. Det var det dér med at være kreativ. Skabe noget sammen med andre,« siger Martin, mens Søren ikke havde skænket livet som rockmusiker en tanke, før Dizzy Mizz Lizzy lod sig gendanne for en enkelt optræden i 2006, hvor de spillede fire numre til støtte for en kollega, hvis studie var brændt ned.
»Dér kunne vi mærke, at der stadig var en interesse, og da rev det lidt i mig,« indrømmer trommeslageren.
Støttekoncerten blev så årsagen til, at Dizzy Mizz Lizzy blev gendannet for at tage på turné fire år senere, i 2010.
Rørende modtagelse
»Modtagelsen var så rørende til den støttekoncert, og det endte med, at vi planlagde den turné. Også fordi jeg jævnligt, ja nærmest hver dag, hørte den dér med, om vi ikke snart skulle gendannes. Så var det jeg tænkte, jamen så lad os da se, om det bare er snak, eller om der er en reel efterspørgsel,« fortæller Tim.
Bandets oprindelige plan var at spille fire koncerter i 2010. Da billetterne blev sat til salg i efteråret 2009, solgte de ud på få minutter, og turnéen i 2010 endte med at omfatte 52 koncerter. Så meget for reel efterspørgsel.
I efteråret dét år mødtes overtegnede med trioen i København for at gøre status over koncerten og lave det, vi blev enige om måtte blive det sidste Dizzy Mizz Lizzy nogensinde.
Fem et halvt år senere sidder vi her så igen, og Dizzy Mizz Lizzy er ikke alene permanent gendannet. Det har sågar et nyt album, ’Forward In Reverse’, på vej.
»Jamen, det VAR meningen, at det interview skulle være det sidste nogensinde. Og det VAR virkelig også meningen, at vores sidste koncert i K.B. Hallen 18. november 2010 skulle være den sidste danske koncert nogensinde,« forsikrer Tim.
»Beslutningen om den 2010-turné var udelukkende taget af nostalgiske årsager – ud at spille de gode gamle for os selv og vores fans. Det var med decideret berøringsangst overfor noget nyt – selv hvis vi stod ved lydprøverne, og der dukkede en ny idé op, og skulle vi så ikke liiiiige prøve. . . men nej det skulle vi ikke.«
Det skulle de så alligevel.
Dizzy Mizz Lizzy havde vist sig som noget så sjældent som bandet, publikum ikke ville lade dø.
Omtalte koncert i K.B. Hallen – dén, der skulle have været den sidste, husker I nok – var af en karakter, som gør betegnelsen »triumftog« ganske utilstrækkelig.
Tim Christensen måtte flere gange i løbet af koncerten tørre en tåre væk fra øjenkrogen på grund af det ekstatiske publikum. Umiddelbart efter koncerten stod trioen bag scenetæppet med tomme blikke.
Ingen turde sige »det var så dét«.
Ingen turde heller foreslå noget andet.
»Så en våd aften tre år senere sad vi på Byens Kro i København og fik endelig snakket om det, og vi blev enige om, at jo vi ville sgu gerne være Dizzy Mizz Lizzy igen,« fortæller Tim.
»Vi havde jo blot regnet med 2010-turnéen som et rent nostalgitrip, men det vi ikke havde regnet med, var jo, at den specielle kemi, der er i netop dette band, i dén grad kom op til overfladen igen, som turnéen skred frem.«
Øvede i hemmelighed
Med andre ord ville det være en blodig synd at lade Dizzy Mizz Lizzy gå permanent i graven. Som de udtrykker det, måtte de nok indrømme, at de i løbet af turnéen fandt ud af, at det band sgu kan noget helt specielt.
»Det er ikke så meget, jeg kan huske fra den aften på Byens Kro,« griner Tim.
»Men vi blev i hvert fald enige om at genoplive bandet. . . igen. Og skulle det være, skulle det også være med nye numre.«
Dizzy Mizz Lizzy øvede i al hemmelighed i 2013 og ’14, inden bandet i 2015 igen var på landevejen med nye numre på sætlisten og et løfte om et nyt album i foråret 2016.
Det andet comeback blev modtaget med den samme kolossale kyshånd som det første, og mange har givet spurgt sig selv, hvad fanden det er, det band KAN. Begejstringen for Dizzy Mizz Lizzy vil tilsyneladende og vitterlig ingen ende tage.
»Så meget jeg kan zoome ind, så synes jeg da, det er god musik, og den dér kombination af energi og melodi tror jeg da betyder meget, i og med at den appellerer så bredt. Der er noget til de hårde heavyrockdrenge, men der er også til de piger, der gerne vil have en ballade,« funderer Tim.
»Det kan jeg da godt se sådan helt firkantet. Men uden at være overtroisk, så tror jeg altså også, at der er nogle stjerner, der står rigtigt for dette band. Vi har da selv tænkt over, hvad det er, der gør Dizzy så overstrømmende populære, men vi står inde i det, så vi har aldrig kunnet finde et svar.«
Måske er svaret så enkelt som den gamle slaglinje fra ét af bandets første hit, ’Glory’:
»One guitar, one bass and a drummer – that’s really all you need. . .«
HVIS altså man spiller så godt og har så gode sange, som Dizzy Mizz Lizzy altid har haft. Og som de stadig har, som folk vil opleve, når ’Forward In Reverse’ udkommer. Det er umuligt at høre, at der er gået tyve år siden ’Rotator’. Det nye album er en helt naturlig opfølger, og det lyder kun som ét eneste band: Dizzy Mizz Lizzy!
»Det føltes helt naturligt at lave de nye sange, og ingen af os har anstrengt os for, at det skulle lyde som Dizzy Mizz Lizzy. Vi stillede os op og begyndte at spille, og så kom det bare. Tro mig: der er intet fortænkt ved det her.«
