Værten tænder for radioen en sen majaften i 1944. Stedet er et sommerhus uden for Sorø. Værten og de fire gæster er alle modstandsfolk. De skal til at høre de danske nyheder fra Sveriges Radio – en af de ucensurerede nyhedskilder i det tysk besatte Danmark.

Efter et par minutter lyder det:

’Fra København meddeles det fra officiel tysk side, at 13. maj er følgende ved en tysk krigsret blevet dømt for samarbejde med fjenden: ’Georg Brockdorff Quistgaard til døden, Carl Jørgen Larsen til døden, Arne Lützen-Hansen til døden, Monica Emily Wichfeld til døden’.’

En af de fire gæster er Monica Wichfelds datter, Varinka. Hun bevarede roen under nyhedsudsendelse ... ingen måtte vide, hvem hun var.

Opret abonnement på BT PLUS og læs hele historien om Varinka og hendes mor og om deres liv under krigen - husk at 1. måneds abonnement er helt gratis.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Værten tænder for radioen en sen majaften i 1944. Stedet er et sommerhus uden for Sorø. Værten og de fire gæster er alle modstandsfolk. De skal til at høre de danske nyheder fra Sveriges Radio – en af de ucensurerede nyhedskilder i det tysk besatte Danmark.

Efter et par minutter lyder det:

’Fra København meddeles det fra officiel tysk side, at 13. maj er følgende ved en tysk krigsret blevet dømt for samarbejde med fjenden: ’Georg Brockdorff Quistgaard til døden, Carl Jørgen Larsen til døden, Arne Lützen-Hansen til døden, Monica Emily Wichfeld til døden’.’

Alt går i stå i hovedet på den 22-årige Varinka Wichfeld. Monica Wichfeld er hendes mor, men Varinka må tvinge sig til at virke uanfægtet, for én af gæsterne kender kun hendes dæknavn ’Frk. Hviid’. I 1944 er illegalt arbejde virkelig farligt, så man røber ikke unødvendigt sit navn til nogen.

’Det var en lammende oplevelse. Aldrig havde jeg drømt om, at dødsstraf var muligt. For ikke at bryde sammen rejste jeg mig roligt og sagde, at det var på tide at gå i seng...,’ skrev hun mange år senere i sin erindringsbog ’Fra solskin til tusmørke.’

 

Udeladt af maleri

 

Den adelige Varinka – i familien kaldet ’Inkie’ - skal snart få føjet Muus til sit navn, for hun bliver kort efter gift med en af de andre gæster, Flemming B. Muus, chefen i Danmark for den britiske faldskærmsorganisation SOE.

Gyset, der gik gennem stuen, var blot en af mange situationer, hvor parret fik spørgsmålet om liv eller død tæt ind på livet. De stærke oplevelser var grundlaget for deres livslange samhørighed i et ægteskab, der overlevede både krigen og en pinlig efterkrigs-skandale.

Som skildret i BT tidligere blev Flemming B. Muus idømt fængsel for underslæb i 1946.

Forløbet betød, at Flemming B. Muus resten af livet jævnthen blev ignoreret i modstandskampens veteranmiljø. Det skete f.eks., da maleren Georg Jacobsen i 1955 malede det officielle billede af Danmarks Frihedsråd med alle medlemmerne på nær Muus.

Varinka med sin mor og bror Vis mere

Begrundelsen var, at han var blevet ekskluderet i februar 1945 på grund af mistankerne mod ham. Forinden havde han i halvandet år været et aktivt og indflydelsesrigt medlem af rådet, der efterhånden fik status som en illegal regering. Varinka Wichfeld Muus var rådets sekretær.

Forfatteren Sven Ove Gade havde en lang samtale med hende kort før hendes død i 2002. Det gav ham ideen til bogen ’Faldskærmschefen’, der udkom for nylig.

- Hovedpersonen er Flemming B. Muus, men det er hende, der er den spændende, påpeger Gade over for BT.

Varinka Wichfeld Muus forsvarede sin mand beslutsomt til sin død.

Varinka med sin mor og bror Vis mere

’Han klædte sig, som han ville have gjort før krigen, og kunne derfor umuligt spise på små knejper uden at vække opsigt. På Wivex, Hotel Nordland eller Divan II i Tivoli faldt han ind i omgivelserne,’ er en af hendes kommentarer til anklagerne mod hans pengeforbrug.

 

Havde genboen som elsker

 

Varinka Wichfelds modstandshistorie hænger tæt sammen med hendes mors. Monica Wichfeld var ikke dansker, men en højadelig britisk kvinde.

I 1916 blev hun som 22-årig gift med diplomaten Jørgen Wichfeld, som hun havde mødt til et selskab på det danske gesandtskab i London. Han var også adelig og ejede Engestofte på Lolland.

Jørgen og Monica Wichfeld boede i London de følgende år, og der blev Varinka født i 1922 som den midterste af tre søskende. Kort efter flyttede familien til Engestofte.

Jørgen Wichfeld, der var ni år ældre end Monica, viste sig at være uduelig til godsdrift. Det tog hans dygtige kone sig af, og hun fik hjælp af nabogodsejeren Curt Hardenberg Reventlow. Jørgen Wichfeld viste sig efterhånden at være biseksuel, mens Hardenberg Reventlow var en rigtig ’he-man’. Gennem syv år var han Monica Wichfelds elsker, og omgangskredsen anså det for givet, at Reventlow var faderen til Monicas yngste søn, der blev født i 1923.

 

10 år i Italien

 

I 1931 tvang kronisk gæld Wichfeld-familien til at leje Engestofte ud. De flyttede til den italienske riviera, hvor Monicas mor, der nu var enke, havde købt en herskabsvilla. Først ti år senere, i 1941, rejste de hjem til Engestofte i det besatte Danmark.

Varinka Wichfeld var nu en pige på 19 år. Hun var fægter, en glimrende rytter og beherskede engelsk og italiensk bedre end dansk.

’Inkie’ havde en overgang flirtet med fascismen, fordi hun i Italien kom i kontakt med flygtninge, der var tilhængere af general Franco. Efter Danmarks besættelse kom Varinka dog helt på linje med moderen, der længe havde været tilhænger af Winston Churchill, som hun kendte personligt.

 

Herskabets visit

 

Monica Wichfeld forhørte sig diskret for at finde frem til modstandsgrupper. Efter et stykke tid lykkedes det. Hun averterede i Berlingske Tidende efter en lejer til et stråtækt hus på godsets område. Forfatteren Hilmar Wulff reflekterede og flyttede ind sammen med sin kone.

Godsejerægteparret kiggede ind imellem forbi, men det var Hilmar Wulff ikke begejstret for. Han var kommunist og med i illegalt bladarbejde for Land og Folk.

’Af forsigtighedshensyn forhørte jeg mig om godsejerfamiliens indstilling over for tyskerne’ berettede Hilmar Wulff senere.

’Det var jo ikke usædvanligt, at godsejere var mere eller mindre naziprægede. I dette tilfælde blev jeg dog snart beroliget, og en dag fik vi bevis for, at hensigten med disse besøg lå dybere. Fru Wichfeld og datteren Varinka havde været inde at hilse på os. Da de skulle til at gå, vendte fru Wichfeld sig i døren og spurgte pludselig: ’Læser De Frit Danmark?’ Med de oplysninger, jeg havde fået om familien Wichfeld, følte jeg mig rolig og svarede: ’Ja, vil De låne det?’’

Da tilliden var blevet uddybet, begyndte fruen at samle penge ind blandt velhavende bekendte. Dem gav hun til Wulff som hjælp til personer, der var vanskeligt stillet på grund af illegalt arbejde.

 

Frieriet til sekretæren

 

Godsejerfruen havde fået fornemmelsen af, at en assurandør, der af og til havde ærinder på Engestofte, ’var med i noget’. Gennem ham og en anden bekendt fik Monica Wichfeld i foråret 1943 kontakten til ’Jørgen Møller’ – dæknavnet for den nyankomne SOE-faldskærmschef.

Hun rejste til København og mødtes med ham på et hotel, hvor han havde illegalt opholdssted. Ved et senere aftalt møde blev fru Wichfeld forhindret og sendte Varinka til mødet med ’Jørgen Møller’.

Det var Varinka Wichfelds første kontakt med Flemming B. Muus, og da Muus’ sekretær et stykke tid senere måtte flygte til Sverige, bad han Varinka om at overtage posten. Det blev bl.a. hendes opgave at have styr på de koder, der skulle bruges, når meddelelser skulle telegraferes til London.

Samme efterår inviterede Muus sin 14 år yngre sekretær på restaurant og foreslog, at de skulle være dus. Det næste spørgsmål var: ’Vil du gifte dig med mig?’ Det slog hun hen, men faldskærmschefen fik held med sin vedholdende bejlen.

Muus sendte faldskærmsagenten Jacob Jensen til Lolland, og Hilmar Wulff gav ham logi. Det satte gang i aktiviteterne. Våbendepoter blev etableret på Engestoftes grund, bl.a. i Wolffs hus på den anden side af Maribo-søerne. Mor og datter roede tunge kufferter med våben og sprængstof derud og forsøgte med deres adfærd at få det til at ligne en fritidsrotur.

En præst stillede sin afsides beliggende præstegårdshave til rådighed for øvelser i våbenmodtagelse og sabotage. En organisation var under opbygning med Engestofte som udgangspunkt.

Gestapo kom til landet i efteråret 1943, og besættelsesklimaet blev skærpet. Jacob Jensen, der havde bygget alt det nye op, blev også årsag til et voldsomt tilbageslag.

Han blev sammen med to andre faldskærmsfolk arresteret af tyskerne sidst på året og forhørt under tortur. Jacob Jensen kunne ikke holde tæt og kom med uhørt mange oplysninger. Det førte til en landsomfattende aktion tidligt om morgenen 13. januat 1944. Gestapo dukkede også op på Engestofte og arresterede Monica Wichfeld, hendes mand og den yngste søn.

Fruen havde kun indviet Varinka, men holdt sin mand og sønnerne udenfor. Jørgen Wichfeld og den 20-årige søn blev hurtigt løsladt, da det blev klart, at de ingenting vidste. Monica Wichfeld blev kørt til Vestre Fængsel, og få måneder senere fik hun sin dødsdom ved den tyske SS- og politiret.

I fængslet og i retssalen optrådte hun med koldblodighed og humor. Da dødsdommen blev afsagt, åbnede hun blot sin pudderdåse, tog sin læbestift ud og sagde: ’Var der ellers noget, mine herrer?’.

Monica Wichfeld blev benådet til livsvarigt tugthus, som skulle afsones i Cottbus i det østlige Tyskland. Da fangerne et halvt år senere skulle transporteres til et andet tugthus i streng vinterkulde, fik hun lungebetændelse. Monica Wichfeld døde 27. februar 1945 i en alder af 50 år.

 

Britisk løjtnant

 

Varinka Wichfeld Muus gik med det samme under jorden efter moderens arrestation, fik håret farvet blondt og begyndte at gå med briller med vinduesglas. Hele 1944 var både hun og Flemming B. Muus stærkt eftersøgt af Gestapo, som kendte deres identitet.

I december 1944 blev Muus kaldt til London, og Varinka fulgte med. ’Inkie’ gik ind i den britiske hær og blev løjtnant. Hun tog faldskærmskursus for at kunne følges med sin mand, når han blev sendt tilbage til Danmark. Det var dog pro forma. Reelt havde man besluttet at udfase Flemming B. Muus på grund af den voksende mistanke om bedrageri. I februar 1945 blev Ole Lippmann sendt til København som SOE-chef - som ’midlertidig afløser’ for Flemming B. Muus, som det hed sig.

 

Levede på nas

 

Efter fængselstiden og en periode i Sydafrika lykkedes det parret at få en ny tilværelse i Danmark i bjælkehytten i Virum, der af det lokale vid fik navnet ’Fort Muus’.

Det snobbede par manglede ofte penge, men Flemming B. Muus’ virksomhed som skribent og foredragsholder gav et vist grundlag for en mondæn livsstil. Varinka Wichfeld Muus var en inkarneret rytter, og fru Muus til hest var nærmest en institution i lokalområdet.

Parret blev anset for festligt, kultiveret selskab og gode værter. De havde ikke svært ved at finde en omgangskreds til erstatning for venskaber, der var gået i stykker i kølvandet på bedragerisagen.

Trods en ubekymret facade var penge et problem, men en ’indtægtskilde’ var Muus’ evne til stadig at skabe nye kontakter blandt velhavere. Det gav parret mulighed for at arrangere sine ferier, så de kunne rejse fra den ene indbydelse til den anden og blive adskillige dage hvert sted, så de aldrig betalte for et hotel, fremgår det af Sven Ove Gades bog ’Faldskærmschefen’.

 

Ignoreret til det sidste

 

Selv mange år efter Flemming B. Muus’ død i 1982 var forsvaret af hans minde en hovedsag for hende. Det viste sig i 1998, da der på Christiansborg blev holdt en reception i anledning af, at historikeren Knud J.V. Jespersens værk ’Med hjælp fra England’ blev udgivet.

Varinka Wichfeld Muus mødte op, men stod alene i selskabet. Ingen talte til hende. Tre talere nåede at tage ordet, og den tredje sagde: ’I London sad jo de tre store, Flemming Juncker, Svend Truelsen og Ole Lippmann.’

Da rejste den 76-årige enke sig og slog to sodavandsflasker sammen.

Varinka Wichfeld var godsejerdatter og 15 år yngre end Muus. Hun var først hans sekretær, og siden blev de gift. Varinka Wichfeld Muus stod 100 pct. bag sin mand efter hans dom for underslæb. Her er parret fotograferet lige efter befrielsen i 1945. Vis mere

’Nu har jeg siddet og lyttet til de tre taler. Ingen har nævnt Flemming Muus, som dog var chef for SOE. Jeg synes, det er så fornærmende, at jeg ikke vil blive siddende,’ sagde Varinka Wichfeld Muus og gik.

En nevø af Flemming B. Muus fulgtes med hende ud, og de satte sig ned ude foran. Ingen kom hen til hende, da salen tømtes.

Som alle illegale havde Varinka Wichfeld Muus mange forskellige opholdssteder. Et af de dristige var et værelse på Vestersøhus i København, som fortrinsvis blev beboet af kvinder, der arbejdede på det tyske gesandtskab - deriblandt sekretæren for dr. Werner Best - besættelsesmagtens politiske leder. Hun regnede med, at tyskerne ikke ville finde på at lede efter hende her. (Billede af Dr. Werner Best) Vis mere