I uge 44 er der premiere på ny dokumentar om rocksangerinden Janis Joplin, som døde i en alder af 27 af en overdosis. Men historien er fyldt med tragiske skæbner som hendes.

Man kalder dem medlemmer af ’Klub 27’. Rockstjerner, der levede stærkt og døde unge, der brændte deres lys i begge ender.

Den tæller ikoniske navne som Jimi Hendrix, Brian Jones og Jim Morrison, nyere stjerner som Kurt Cobain og Amy Winehouse. Og den legendariske rocksangerinde Janis Joplin, hvis alt for korte liv portrætteres i en ny dokumentarfilm, der får premiere i den kommende uge.

Fælles for dem er, at de døde som 27-årige, at de alle var fanget i et net af misbrug af stoffer og alkohol. At deres indre og ydre kamp med og mod berømmelsen drev dem ud over den kant, som de fleste af os ville klamre os til.

Men stryger man tallet 27, er medlemslisten enorm. For historien - både den danske og den internationale - er fyldt med disse tragiske skæbner.

Vi har plukket lidt fra den dystre liste, og her kan du læse om nogle af dem, der døde alt for tidligt...

Log ind på PLUS og læs om stjerneskæbner fra Klub 27, som levede stærkt og døde unge: Janis Joplin, Eik Skaløe, Stine Bierlich, Michael Strunge, River Phoenix, Brittany Murphy og Heath Ledger.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


I den kommende uge er der premiere på ny dokumentar om rocksangerinden Janis Joplin, som døde i en alder af 27 af en overdosis. Men historien er fyldt med tragiske skæbner som hendes.

Man kalder dem medlemmer af ’Klub 27’. Rockstjerner, der levede stærkt og døde unge, der brændte deres lys i begge ender.

Den tæller ikoniske navne som Jimi Hendrix, Brian Jones og Jim Morrison, nyere stjerner som Kurt Cobain og Amy Winehouse. Og den legendariske rocksangerinde Janis Joplin, hvis alt for korte liv portrætteres i en ny dokumentarfilm, der får premiere i den kommende uge.

 

Fælles for dem er, at de døde som 27-årige, at de alle var fanget i et net af misbrug af stoffer og alkohol. At deres indre og ydre kamp med og mod berømmelsen drev dem ud over den kant, som de fleste af os ville klamre os til.

Men stryger man tallet 27, er medlemslisten enorm. For historien - både den danske og den internationale - er fyldt med disse tragiske skæbner.

Vi har plukket lidt fra den dystre liste, og her kan du læse om nogle af dem, der døde alt for tidligt.

 

 

--- OOO --- OOO --- OOO ---

 

 

Eik Skaløe

 

x
x
Vis mere

 

Var om nogen et billede på sin tid. Både i sit alt for korte liv og i måden han døde på, blot 25 år gammel.

Han var en del af 1960ernes ungdomsoprør, en af dem der insisterede på det frie liv uden snærende bånd, hvor kreativiteten fik luft under vingerne. Godt hjulpet på vej af stoffer. Og da Eik Skaløe i 1966 sammen med Stig Møller fyrede op under det legendariske band Steppeulvene, var de euforiserende rejser allerede dybt forankret i ham.

Året efter satte han kurs mod Indien og Nepal for at forene den indre og ydre rejse. I disse mekkaer for bevidsthedsudvidelse var det Eik Skaløes plan at blive stoffri.

Men forsøget holdt ikke længe, og i efteråret 1968 var Eik Skaløe en afpillet skygge af sig selv, da han på bare fødder slæbte sig gennem grænseområdet mellem Pakistan og Indien for at nå sit mål, Nepal.

Under den nådesløse brændende sol gav Eik Skaløe op. Erkendte, at målet var uopnåeligt, at hans indre dæmoner havde sejret. Og han begik selvmord. Hans skelet blev senere fundet af lokale fra området.

 

 

--- OOO --- OOO --- OOO ---

Stine Bierlich

 

x
x
Vis mere

 

Tro mod dét, hun blev berømt for, kaldte Stine Bierlich sig selv en ’rendestenstøs’. Og en tøs var hun, en lille én af slagsen, da hun som fem-årig debuterede på det store lærred. Men en barnestjerne blev for alvor født, da hun i 1978 - 11 år gammel - fik en af de store roller i Anders Refns Gustav Wied-drama ’Slægten’, som for alvor blændede op for, hvor lysende et naturtalent hun var. Alle ville have en bid af hende. Hun var født til filmen. I overført betydning og rent fysisk af en filmklipper og en skuespiller.

Men hun var også et barn af de grænseløse 70ere, som ikke mindst i hovedstadens kreative miljø blev praktiseret livligt. Og måske bidrog det liv til, at filmen gradvist knækkede for Stine Bierlich. Hun blev afhængig af ikke bare berømmelsen, men også den ’familie’ som hun gennem sine filmroller kom tæt på.

Livet blev ’fladt’, og Stine Bierlich følte sig ’svigtet’ og ’forladt’, har hun senere fortalt om de store følelser, der som en hammer ramte hende ovenpå succesfilm som ’Ofelia kommer til byen’ og ’Ballerup Boulevard’ fra henholdsvis 1985 og ’86. Følelser, som hun kendte alt for godt fra sin barndom og opvækst.

Hun var på vej mod sit livs tinde, men indledte i stedet som 20-årig sin deroute. Hun blev afhængig af stoffer og var nærmest fast inventar på in-baren Floss i indre København. Altid med en guldøl i hånden. Det flagrende liv forsøgte hun først at rette op på, da hun i 1995 blev mor. Men da var det for sent. Skaden var sket. Indeni.

I 2007 døde Stine Bierlich. Af betændelse i bugspytkirtlen, en sygdom som oftest opstår på grund af et langvarigt og stort alkoholforbrug. Hun blev 40 år.

 

 

--- OOO --- OOO --- OOO ---

Michael Strunge

 

x
x
Vis mere

 

’Nu kan jeg flyve,’ sagde han. Og så lettede digteren Michael Strunge fra 4. sal på Webersgade i København, Han var en stor stjerne, men flyve kunne han ikke. Hans krop landede på fortovet med et brag. Han var 27 år gammel.

I visse fora ynder man at tolke hans sidste handling den martsdag i 1986 som en del af et lsd-trip. Men det trip, som Michael Strunge var på, var et helt andet. Han ville revse samfundet og 80ernes værdier, revse det punkmiljø, han selv var en del af, og som han blev kaldt talerøret for.

11 digtsamlinger nåede han at spy ud af dét, der blev kaldt hans ’rablende poetiske hjerne’, og han blev en af generationens helt store sønner. En af dem, der red højt på og levede med på succesens bølge og derfor blev fanget i en dyb konflikt med sine ’egne’, der opfattede ham som dybt kommerciel.

Men konflikten med punkbevægelsen var ikke den eneste i Michael Strunges liv. Allerede som helt ung havde han enorme psykiske problemer og var indlagt adskillige gange, før diagnosen maniodepressiv blev stillet.

Kampen mellem lyset og mørket drev ham. Også i døden.

 

 

--- OOO --- OOO --- OOO ---

 

River Phoenix

 

x
x
Vis mere

 

Han blev kaldt en ’teenage-sensation’, og nogle husker måske stadig den rolle, der gjorde River Phoenix til en stjerne. Rollen i Stephen Kings ’Stand By Me’ fra 1986, hvor han spiller en af de fire drenge, der bevæger sig ud på en rejse, som skal sætte sig dybe spor i dem alle, satte også dybe spor i den kun 15-årige River Phoenix selv. Det var hans første rigtige rolle, og han levede sig så meget ind i den, at han havde svært ved at finde ud igen. Indirekte kostede det ham livet. I takt med at rollerne blev mere og mere komplekse, blev de også sværere og sværere at lægge væk. Der skulle hjælpemidler til, alkohol og stoffer.

Ikke alene forsørgede River Phoenix og hans succesfulde karriere det meste af hans familie og et stærkt stigende forbrug af kokain og heroin, den gjorde det også muligt for ham at forfølge sin ægte passion, musikken.

Og den aften i 1993 skulle River Phoenix optræde sammen med sin ven Flea fra Red Hot Chili Peppers. På scenen i vennen Johnny Depps natklub The Viper Room i Los Angeles. Men han nåede aldrig derop.

’Jeg har det ikke så godt. Jeg tror, at jeg od’er’ sagde han til en ven. Han døde i ambulancen på vej til hospitalet. 23 år gammel.

 

 

--- OOO --- OOO --- OOO ---

 

Brittany Murphy

 

x
x
Vis mere

 

Hun drømte om at blive mor. Havde tilmed sat årstallet 2010 på. Da ville hun være 33 år, ville kunne se tilbage på 20 års karriere, 20 år hvor hun havde opnået mere end de fleste.

Brittany Murphy var ni år gammel, da hun debuterede. Og med ungdomskomedien ’Clueless’ fra 1995 var Brittany Murphy en stjerne.

Men berømmelsen havde en pris. Og Brittany Murphy endte med at betale den højeste. Døden.

Hun blev mere og mere paranoid. Hun følte sig forfulgt og forskansede sig i hjemmet sammen med sin mand, sikrede sig efter alle kunstens regler med overvågningskameraer, låsesystemer med fingeraftryks-genkendelse, hyrede et vagtfirma til at patruljere 24 timer i døgnet. Og det var ikke kun pressen, de skjulte sig for. Også de amerikanske myndigheder, som de var overbeviste om overvågede dem.

Rygterne svirrer stadig om, hvad Brittany Murphy døde af i 2009. De mest sejlivede insisterer på stofmisbrug, andre at det var forbruget af smertestillende piller. Hun blev 32.

 

 

--- OOO --- OOO --- OOO ---

 

 

Heath Ledger

 

x
x
Vis mere

 

Var det rollen som The Joker i Batman-filmen ’The Dark Knight’, der drev Heath Ledger i døden? Den teori fik næring i sommer, hvor en ny dokumentarfilm fik premiere og gav indblik i stjernens dagbog, der tydeligt viste, hvor besat han var af sin rolle. Og hvordan han med store blokbogstaver henover en side i den skrev to ord: Bye-bye.

Det var i hjemlandet Australien, at han som 16-årig forlod skolen for at forfølge drømmen om at blive skuespiller. Og inden længe havde Hollywood fået øjnene op for Heath Ledger, som ikke alene var ’handsome’, men også besad en sjælden intensitet.

Var han ikke en stjerne i forvejen, gav rollen i ’Brokeback Mountain’ ham det endelige skub op i stjerne-hierarkiet, hvor han kunne vælge og vrage mellem rollerne.

Hans vej ind i dem var dog den samme. Han blev dem. Og de slap ham ikke. Vejen ud af dem var piller. Uppers. Og downers.

Det var det sidste, hans krop var fyldt med, da han blev fundet bevidstløs i sengen i 2008. Få minutter efter var han død. Af en overdosis sovemedicin. Han var 28, da han sagde ’bye- bye’.