En gruppe klipper fra kridttiden i udkanten af Sahara-ørkenen har længe været kendt af forskere som et samlingssted for dinosaurer.

Men Kem Kem-gruppen, som klipperne i det østlige Marokko hedder, gemmer muligvis på en mørkere fortid, end forskerne troede. Det har måske endda været det farligste sted, man kunne opholde sig for omkring 100 millioner år siden.

Det skriver Sciencealert.com ifølge Videnskab.dk.

»Det her var muligvis det farligste sted i Jordens historie. Et sted, hvor en menneskelig tidsrejsende ikke ville klare sig særlig længe,« siger Nizar Ibrahim, der er palæontolog ved University of Detroit Mercy, til Sciencealert.

I et nyt studie har han sammen med sine kolleger gennemgået alle de kendte fossiler fra området, og det viser sig, at der er en stor overvægt af kødædende dinosaurer i forhold til andre steder.

Der er for eksempel fossiler fra hele fire forskellige arter af kendte, større rovøgler, mens der i de fleste sydamerikanske udgravningssteder kun findes én eller to.

Men det er ikke det eneste, der gør Kem Kem-gruppen interessant.

»Ud over overfloden af store kødædende dinosaurer er mindst tre af de store kødædere, som findes i Kem Kem og Bahariya (udgravningssted i Egypten, red.), blandt de største (top 10) rovdinosaurer, vi kender til,« skriver forfatterne i det nye studie.

De fire store rovdinosaurer fundet i Kem Kem er:

  • En art af abelisauridae

  • Spinosaurus aegyptiacus,

  • Carcharodontosaurus saharicus

  • og Deltadromeus agilis

Samtidig er der hverken mange planteædere i antal eller arter blandt fossilfundene fra Kem Kem, fortæller forskerne i studiet, der netop er udgivet i det videnskabelige tidsskrift ZooKeys.

Andre artikler på Videnskab.dk: