Ulvene ser ud til at trives i Danmark.

Siden første danske ulv i næsten 200 år blev fundet død i 2012, har der aldrig før været registreret så mange ulve her i landet.

Det viser en ny opgørelse hos Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet, som sammen med Naturhistorisk Museum står for overvågningen af ulve i Danmark.

Helt konkret er det et nyt ulvekuld, som har hævet antallet af ulve.

Disse fire ulvehvalpe blev fotograferet i august i Klelund Dyrehave syd for Billund. Foto: Vildtkameraoptagelser fra Klelund Dyrehave. 
Disse fire ulvehvalpe blev fotograferet i august i Klelund Dyrehave syd for Billund. Foto: Vildtkameraoptagelser fra Klelund Dyrehave. 
Vis mere

I august viste et billed fra et vildtkamera nemlig, at der var født fire ulvehvalpe i Klelund Dyrehave lidt syd for Billund i det midtjyske.

På baggrund af optagelser med vildtkameraer og DNA fra indsamlede ekskrementprøver, konkluderer den danske ulveovervågning, at der i perioden 1. april - 30. juni 2021 var 11 voksne ulve her i landet.

Med de fire hvalpe betyder det, at der er identificeret 15 ulve i Danmark.

»Seneste status fra overvågningen af ulv viser det hidtil højeste antal ulve i Danmark,« skriver Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet på sin hjemmeside.

Så 15 ulve er altså højeste antal ulve her i landet, siden en ulv blev fundet død i Thy Nationalpark i november i 2012.

Og da var det første gang i helt nøjagtig 199 år, at en ulv blev fundet i Danmark.

Den sidste ulv blev nemlig skudt ved Estvadgård syd for Skive i 1813, inden den altså kom tilbage for snart ni år siden.

Og ulvene ser altså ud til at have det godt lige nu i det jyske.