Københavns Vestegns Politi leder fortsat efter den 72-årig kvinde Kitty, der blev meldt savnet onsdag.
Politiet har nu sendt helikoptere og hunde ud i nærområdet for at lede, oplyser vagtchef Mads Dam torsdag kort før klokken 17.
Kvinden gik fra sit plejehjem i Landsbygade i Høje Taastrup onsdag morgen.
»Vi leder stadig massivt efter hende. Vi gør, så meget vi kan. Mørket er en hæmsko for os,« siger vagtchefen oven på en dag, hvor Danmark desuden har været ramt af kraftigt og langvarigt regnvejr.
Han opfordrer borgere til at ringe 114, hvis man har set hende.
»Vi fortsætter, og vi bliver ved på alle måder, vi kan. Vi giver ikke op.«
Hun kan ikke tage vare på sig selv, oplyser politiet.
Kitty beskrives som 160-165 centimer høj, kraftig og med hvidt, mellemlangt hår.
B.T. følger sagen.

