Selv om den otte måneder lange fødselsdagsfest for den store danske eventyr-digter blev bombarderet med kritik, mens den stod på, kan den vise sig at blive guld værd, skriver metroXpress.

Medieanalysebureauet OMD har regnet sig frem til, at de 231 millioner kroner, der blev skudt af, da digteren skulle fejres, har været mere end tre milliarder kroner værd i reklameværdi. Og nu tikker de håndfaste resultater af fødselsdagen ind fra udlandet.

DR har siden HCA-årets slutning kunnet mærke, at der i udlandet er stor interesse for H.C. Andersen og de to programmer, som DR stod bag i forbindelse med fejringen er blevet salgshit.

- Vi havde forventet, at det ville blive en succes. Det har det levet op til, og børneprogrammerne 'Ten Fairytales' har allerede overgået de forventninger, vi havde, selv om de slet ikke er færdige med at sælge endnu, siger Helene Aurø fra DR Salg over mobiltelefonen fra Bruxelles, hvor hun opholder sig for netop at sælge de danske HCA-programmer.

- Uden for Danmarks grænser er der jo ikke nogen, der er ved at få forstoppelse over H.C. Andersen. Jeg tror ikke, at de er specielt bevidste om, at sidste år var HCA-år. Det handler om, at det er nogle gode programmer, og jeg regner med, at de kommer til at holde i lang tid endnu, siger Helene Aurø, som foreløbig har underskrevet 19 internationale salgsaftaler for de to H.C. Andersen-programmer.

Endnu bedre er det gået for miniserien 'Unge Andersen', som blev vist i de danske biografer i fjor, men som i udlandet sælges som tv-serie. Indtil nu har flere end 20 landes tv investeret i serien.

- Når man tænker på, at 'Unge Andersen' langtfra præsenterer et

glansbillede af H.C. Andersen, er det rigtig flot, at så mange lande er interesseret. Jeg tror, at man i mange lande var skeptisk, fordi man også her havde en fornemmelse af, at der var enormt meget Andersen alle steder. Men nu, hvor det hele er faldet til ro, går det rigtig fint, siger sales executive ved Nordisk Film Susan Wendt.