Martin Møller Nielsen har altid været kaptajn i sit eget liv. Nu er han fløjet ind på Forbes liste over verdens rigeste.

Han er 51 år. Single. Selfmade. Og nyt medlem af den globale milliardærklub.

Han hedder Martin Møller Nielsen og er Danmarks hemmelige milliardær, som forleden gjorde sit indtog på finansmediet Forbes’ årlige liste over verdens rigeste.

1,6 mia. dollar, svarende til 11 milliarder kroner, er den ukendte milliardær god for. Penge han i bogstaveligste forstand er kommet flyvende til gennem sit firma NAC, Nordic Aviation Capital, som ejer en stor fly-flåde, der lejes ud til primært store virksomheder.

Og det dér med luft under vingerne har Martin Møller Nielsen haft lige siden, han var en lille dreng.

Barsk oplevelse

Ifølge et interview i Berlingske i 2013 er han vokset op i Grønbjerg tæt på Ringkøbing, en by der er så lille, at den i dag er ophørt med at være by.

Som det ældste af tre børn i en bagerfamilie, var Martin Møller Nielsen utrolig tæt på sin far og fulgte troligt med til træf, når faderen dyrkede sin store passion, svævefly.

Otte år gammel indtraf tragedien dog. Martin Møller Nielsens far blev dræbt i en trafikulykke på vej til flyvepladsen, en barsk oplevelse, som kunne have kostet den lille dreng enhver interesse for de højere luftlag.

»Min mor blev ved med at tage os derhen efter min fars død. Det afhjalp vores savn,« har han tidligere sagt til Berlingske.

Og på vingerne kom han igen. 10 år efter faderens død tog han flycertifikat, men var ikke kun bidt af at komme op i luften. Han var også bidt af at komme ned igen. Med faldskærm.

Det førte til Martin Møller Nielsens første virksomhed, som producerede tilbehør, og derfra var der ikke langt til den næste.

Han købte sit første brugte fly, satte det i stand og solgte det - i en alder af bare 21 år - videre med en klækkelig fortjeneste. I 1990 oprettede han NAC, som i dag råder over mere end 200 fly og har afdelinger i Irland, Singapore og USA,

»Han er simpelthen forelsket i flyvemaskiner,« siger erhvervsmand og bestyrelsesformand i Berlingske Media Kim Graven-Nielsen, som har arbejdet sammen med og kendt Martin Møller Nielsen siden 2008, og har stor respekt for ikke bare hans dygtighed, men også hans drive.

»Når man har igangsat tingene selv, skabt det hele selv, og så ender på sådan en liste, så tror jeg, at vi allesammen skal være imponerede,« siger Kim Graven-Nielsen om Martin Møller Nielsens debut på Forbes liste over verdens rigeste, og tilføjer:

»For Martin tror jeg dog aldrig, at pengene har været en drivkraft. Han er utrolig nøjsom, flasher ikke sine penge. Der er ingen ekstravagance i hans liv.«

Ganske god løn

I interviewet med Berlingske lagde Martin Møller Nielsen ikke skjul på, at han fik en ganske god løn, men at den hverken blev brugt på dyre huse eller biler.

Trods formuen på 11 mia. kroner, dyrker han almindeligheden.

»Han er en arbejdsom mand, som elsker flyvning, og har været i stand til at gøre sin hobby til sin forretning.«

Selvom det er lykkedes Martin Møller Nielsen at være kaptajn i sit eget liv, er han tilsyneladende fløjet udenom den store kærlighed. Ifølge Forbes er han i hvert fald single og har heller ingen børn. Han er bosat i London.