I dønningerne efter SFs dramatiske afgang fra regeringen skiftede Astrid Krag parti til Socialdemokraterne.

Den afgående SF-sundhedsminister får lørdag en noget lunken velkomst fra en af sine nye socialdemokratiske partifæller.

- Bryder mig ikke om partihoppere…, lyder det på facebook fra Socialdemokraternes forsvarsordfører Ole Hækkerup.

Han er ingen hr-hvem-som-helst set igennem de partipolitiske briller. Ud over at være en del af den socialdemokratisk kulturbærende Hækkerup-familie, er Ole Hækkerup gift med justitsminister Karen Hækkerup (S).

Kommentaren medførte en del debat på hans side om, hvad man burde eller kunne gøre ved partihoppere. Det fik senere Ole Hækkerup på banen med endnu en replik.

- Vi kan ikke lave lovgivning (Alene bundet af egen overbevisning). Vi kan næppe heller labe interne regler (hvis nu man gerne vil skifte, skalman så tvinge ham / hende til at blive?). Så jeg tror ikke, der er nogen nem løsning, men jeg bryder mig ikke om det. De kunne jo starte med at undskylde…. skriver han.

Det har indtil videre ikke været muligt at få Ole Hækkerup selv i tale, for at få en supplerende forklaring til hans korte statement på det sociale medie. Eller for at få bekræftet, at det vitterligt er ham, der står bag den kontroversielle melding.

Lørdag var det heller ikke muligt at kontakte Astrid Krag. Hendes rådgiver fortæller, at hun foretrækker at holde sig uden for mediernes søgelys hen over weekenden.