Plejehjemmet Slottet i De Gamles By i København lever ikke op til lovens krav. Det fremgår af konklusionerne i den rapport, som Københavns Kommune har bestilt for at få af- eller bekræftet en række alvorlige anklager mod plejehjemmet. Anklagerne bygger blandt andet på videooptagelser, som en kvindelig pårørende hemmeligt har optaget hos sin mand, der er en af plejehjemmets beboere.

Selv om rapporten ikke taler om vanrøgt eller omsorgssvigt, er der alligevel tale om så alvorlig kritik, at der er behov for en målrettet indsats for at forbedre forholdene, sagde Københavns Kommunes sundhedsborgmester, Inger Marie Bruun-Vierø (R), da rapporten blev offentliggjort i dag.

Overordnet konstaterer rapporten, at plejehjemmet Slottet ikke fremstår som en helhed, hvor der over alt arbejdes efter de samme værdier og målsætninger.

Rapporten er lavet på baggrund af 55 interviews med beboere, pårørende og personale.

/ritzau/