Mænd med rejsningsproblemer behøver fremover ikke at fremstamme problemet overfor deres læge for at få et middel, der kan hjælpe. Potensmidlet Virigen - en forkortelse af »viril igen« - kan nu købes i håndkøb på apoteket.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Lægemiddelstyrelsen har vurderet, at eventuelle bivirkninger ved produktet er så små, at lægen ikke behøver at give sit besyv med.

Virigen har det virksomme stof Johimbin, der stammer fra Johimbintræet i Sudan, hvor det har været brugt i mange mange år.

Hans Henrik Raith fra United Nordic Pharma, undrer sig meget over, at det er så stærkt tabubelagt at tale om mænds rejsningsproblemer.

»Det er helt klart en af de største ydmygelser for en mand at blive kaldt impotent. Mænd er meget lidt tilbøjelige til at gå til lægen med problemet. Rent faktisk er det som regel kvinden, der henvender sig til lægen, hvis deres mand har problemer med erektionen,« siger Hans Henrik Raith.

Kvinder er langt mere vænnet til både at blive undersøgt af lægen og fortælle om deres eventuelle intime problemer end mænd er. Hvorfor mænd er så skamfylde er en gåde for Hans Henrik Raith.

Midlet Virigen kan ikke - som mange andre håndkøbspræparater - købes på tankstationer.

»Man kan jo ikke få råd og vejledning på en tankstation, hvis man skulle ønske det, selvom nogle nok ville finde det praktisk at kunne købe det på en tankstation lørdag aften,« siger Hans Henrik.

Ifølge danske urologer lider 220.000 til 250.000 mænd af impotens. De fleste af dem er mellem 40 og 70 år.

Men selvom så mange mænd kæmper med at få den op at stå, så er den receptpligtige Viagra-pille aldrig blevet den store salgssucces i Danmark, oplyser Hans Henrik Raith, der nu håber, at Virigen kan hjælpe nogle mennesker og par med deres problem.

I langt de fleste tilfælde er det psykisk betinget, når mekanikken ikke fungerer. For yngre personer kan Virigen være en hjælp til at komme igang igen, hvis de først er havnet i en ond spiral, oplyser Hans Henrik Raith.

I modsætning til andre midler mod impotens skal Virigen som hovedregel indtages over en længere periode, før det viser sin effekt.

Men for de utålmodige kan det oplyses, at der også er indikationer på, at man kan opnå en korttidsefekt med Virigen.