Den traditionelle motorcykelparade ud til Bakken bliver uden rockerklubben Hells Angels i år. De har valgt at holde sig hjemme på grund af bandekrigen.

Åbningen af Dyrehavsbakken bliver i år uden rygmærkeklædte medlemmer af Hells Angels blandt de mange motorcyklister, der kører den traditionsrige tur fra Nørrebro til Dyrehaven i Klampenborg.

Konflikten mellem rockerne og andre kriminelle grupper har fået Hells Angels til at melde fra, oplyser rockerklubben på sin hjemmeside.

- Det sker af hensyn til de mange motorcyklister samt tilskuerne langs ruten og de øvrige Bakkegæster, hedder det.

Bakken åbner den 26. marts, hvor flere tusinde motorcyklister fra hele landet kører kortege til forlystelsesparken.

/ritzau/