Man skal passe på med, hvad man udgiver på de sociale medier.

Det mærkede Sct. Knuds Gymnasium i Odense, da de havde den årlige idrætsdag på gymnasiet.

Til idrætsdagen skulle eleverne præsentere en nation, hvor en af klasserne var Saudi-Arabien.

Et billede fra klassen, der var Saudi-Arabien, blev efterfølgende delt på Sct. Knuds Gymnasiums Instagram-profil, og derfra tog det hele fart.

»Shame on you, hvad er det for noget at lave at lave sjov med muslimske begravelser,« skriver Instagram-brugeren 'khadijafatima_00' på Sct. Knuds Gymnasiums Instagramprofil.

Vi har på B.T. Odense ikke set billedet, og det har ikke været muligt at få en forklaring på episoden fra gymnasiet.

Men en kombination af gymnasieelever, der var klædt ud som landet Saudi-Arabien og et rødt telt, har startet en enorm vrede på gymnasiets Instagramside.

»Vi kan vist ikke forvente en ordentlig undskyldning fra jer,« skriver brugeren 'thearabicalife'.

»Klam ussel skole, racistisk mod muslimer. Må I skamme jer,« skriver 'imlostcamillag' i kommentarfeltet til et billede fra idrætsdagen.

Derfor måtte Sct. Knuds Gymnasium slette billedet og erstatte det med følgende tekst:

»Vi undskylder overfor alle, der måtte være blevet ked af et tidligere billede, der lignede en begravelse,« skriver Sct. Knuds Gymnasium på Instagram og fortsætter:

»Her er rekvisitten i en anden vinkel – en palanquin, der blev brugt som bærestol til stangspringsatleter.«

Foto: Sct. Knuds Gymnasium Instagram
Vis mere

Det røde telt, som personer på Instagram har opfanget forskelligt, var altså ment som en palanquin.

En palanquin er et gammeldags transportredskab, hvor en person sidder i palanquinen og andre personer løfter vedkommende.

På billedet ser det ud som om, at eleverne har placeret en Soundboks-højtaler i palanquinen.