Det statslige afviklingsselskab Finansiel Stabilitet har nu lavet en aftale med Gudme Raaschou Bank. Banken overholder ikke længere solvenskravene.

Gudme Raaschou Bank giver op. Banken har måttet indgå en rammeaftale med det statslige afviklingsselskab Finansiel Stabilitet. Det oplyser banken i en pressemeddelelse.

I meddelelsen ærgrer bestyrelsesformand Niels Thorborg sig over, at det er kommet dertil.

- Det er naturligvis meget beklageligt, at vi må overdrage Gudme Raaschou Bank til Finansiel Stabilitet. Siden vi overtog banken i 2006, har banken nedbragt dens udlån med næsten 30 procent. En fornuftig kurs i en periode, hvor flertallet af banker har gjort det modsatte, men det har ikke været tilstrækkeligt, siger Niels Thorborg.

Årsagen til bankens store vanskeligheder er nedgangen i ejendomsmarkedet, hvor banken har haft massive tab. Det har medført, at banken ikke længere kan opretholde de krav, der er til solvens for en bank.

Rammeaftalen indebærer, at samtlige bankens aktiver og passiver, bortset fra aktiekapitalen og efterstillet kapital, overdrages til Finansiel Stabilitet.

Aftalen mellem banken og Finansiel Stabilitet afhænger af en godkendelse fra Finanstilsynet.

Tre andre banker er allerede med i Finansiel Stabilitet. Det er Fionia Bank, Løkken Sparekasse og EBH Bank.



/ritzau/