Det var sommer. Og søndag morgen. Klimaanlæget i Toyotaen var brændt sammen, og bilens forreste vinduer rullet en anelse ned. Vinden støjede i åbningen mellem glasset og vinduesrammen.

Radioen, der virkede betydeligt bedre end resten af bilen, spillede en CD med David Bowie, mens jeg trillede op over Fyn til Munkebo Kirke. Langs fjordens våde vand. Forbi den genopførte bindingsværkskro, hvor jeg engang i trykket tavshed og stille lykke spiste en fiskeanretning med en.

Jeg parkerede ved kirken strejfet af tanken om tabet af nogen, tabet af noget – tabet af liv, tabet af sig selv. Blev siddende og ud af højtaleren kom ordene:  'Lord, I kneel and offer you my word on a wing' (Herre, jeg knæler og giver dig mit ord på en vinge). Ord på vinger. Ord, der ikke bærer sig selv. Men er båret af noget andet end alle andre ord; Af vinger. Åndedrætsvinger. Åndedrættet har vinger. Ikke mit eget lille åndedræt, men det store åndedræt, der trækker vejret for mig, på de dage jeg ikke magter det.

Trækker vejret, når jeg ånder ud. Kirkeklokker kimer. Bowie synge: 'Lord, Lord, my prayer flies, like a word on a wing.' Min bøn flyver, som et ord på vinger. Spindelvævslette vinger, der kan bære det allertungeste budskab fra et lille ulykkeligt menneske.

Små grundråd fra det tilfrosne lavland. En henvendelse til skaberen. Ikke fordi vi er særligt fromme eller frelste. Måske heller ikke særlig troende – men fordi vi ikke har andre muligheder. En henvendelse når vi ved, at vi ikke kan mere selv.

Og vi er ikke i tvivl om, hvornår vi kommer dertil. Søren Kierkegaard siger, at når mennesket i ørkenens ensomhed overfaldes af et glubende dyr, da kommer skriget af sig selv. Men ordene bærer ikke sig selv. Nej, de er båret på vinger - af en kærlig vilje på vores vegne – der bærer til når vi ikke magter mere. Der hvor ingen livsglædes sang lyder, der hvor sjælen står og blafrer i tomrum og tvivl.

Der hvor vi ikke længere ser en mening med livet. Og på det sted hvor fortvivlelsens mørke har sit greb i det lille menneske, kan alt det, der plejer at have hånden under os, ikke længere hjælpe. Velfærdsamfundet ikke være behjælpelig. Heller ikke behandlersamfundet. Ingen præst (med ydmygheden i behold) kan hjælpe.

Ingen terapeut. Ingen psykolog – ikke engang Svend Brinkmand med sin overskudsagtige filosofi om at stå fast og holde fast i sig selv. Finde kraften i dig selv, i dit eget lille trætte åndedræt, der ikke kan ånde lettet op. Men det er ikke altid et valg, mennesket har. Nogle gange kan (skal) man tage sig sammen - bare ikke altid.

Nogle gange kan man kun fryse og vakle, fordi skrøbeligheden hele tiden er vores klangbund. Det er det vilkår, vi er mennesker på. Utilstrækkeligheden. Magtesløsheden. Og derfor kan end ikke det kærligste menneske du kender, trænge helt ind til dit ensomme sted og tage dig med ud derfra.

Din elskede ven kan kun minde dig om, at du aldrig står alene i dit eget lys, hvori der er så meget mørke. Idet man står i tabet, så er det at give afkald på magten og erkende magtesløsheden på en gang det sværeste og den største lettelse for et menneske. Derfor har vi fået 'et lille Guds Ord,' som Grundtvig kaldte det. Fadervor.

Et bevinget ord. En genklang af Guds Ord, der er lagt i vores mund, der ikke lyder ‘jeg magter’ eller ‘jeg skaber’, men ”Herre, jeg knæler og giver dig, mit ord på en vinge”. – Min bøn om at Din vilje må ske. Din er magten. Og din er æren. Ikke en bøn om at vi må blive fri for livets byrder og besvær, men om, han vil bære os ligeså tunge, som vi er. En bøn, der løfter dine ord på håbets vinger og i samme store åndedrag slår vingerne omkring den tvivlende vintersjæl.