Offentligheden må ikke få at vide, hvad en mand i 30'erne, der blev anholdt lørdag efter en bombetrussel mod Billund Lufthavn, er sigtet for.

En dommer ved Retten i Horsens bestemmer søndag formiddag, at grundlovsforhøret skal holdes for såkaldt dobbeltlukkede døre.

Det betyder, at offentligheden ikke må kende hverken sigtelsen eller mandens forklaring.

Det sker ifølge dommeren "af hensyn til sagens efterforskning".

Dommeren har efter få minutters betænkningstid valgt at følge indstillingen fra specialanklager ved Sydøstjyllands Politi Ida Spandet Poulsen.

Hun argumenterede:

- Der er behov for, at vi stadig holder tæt ind til kroppen, hvad sigtelsen angår, og hvem der er sigtet.

- Der er nogle spor, politiet følger, som kan hindres, hvis oplysninger om sagen kommer ud, lød det fra anklageren.

Hverken nationalitet eller alder på den sigtede er blevet oplyst.

Manden taler og forstår tilsyneladende ikke dansk. En tolk er indkaldt og sidder ved hans side og oversætter.

Den sigtede var iført sorte shorts og rød T-shirt, da han kort efter klokken 10 blev ført ind i retssal D.

Han har tatoveringer på arme og på halsen.

Den sigtede blev anholdt lørdag klokken 10.22.

Forinden havde han ifølge en pressemeddelelse fra Sydøstjyllands Politi indleveret en genstand i lufthavnen og oplyst, at den indeholdt sprængstof.

Politiet har oplyst, at den omtalte genstand undersøges nærmere.

Man har ikke hidtil kunnet be- eller afkræfte over for offentligheden, om der var tale om sprængstof.

Sagen førte lørdag til, at de tilstedeværende i lufthavnen blev evakueret, og mange afgange og ankomster blev aflyst.

/ritzau/